Forår rimer på sol, en ny start og kærlighed. Ifølge Bastian Kallesøe (Shout Wellington Air Force), drejer hans soloplade sig om den omvendte kærlighedssang. forstået på den måde at de fleste kærlighedssange handler om bruddet og følelserne forholdet derpå, men Bastian har derimod taget fat på starten af et forhold, eller selve forelskelsen om man vil. Det er der kommet en dejlig lille plade ud af, som jeg på det varmeste kan anbefale.
Mandag d. 28. marts udkommer The New Spring’s selvbetitlede album på Tambourhinoceros. Tjek videoen til førstesinglen The Glow ud herunder, og glæd dig:
Som udøvende musiker kan man ikke andet end blive fuldstændig paf og få lysten til at kaste håndklædet i ringen, når man hører et par af Robin Pecknolds nyligt tilgængeliggjorte skitser. Man vil sikkert kende Robin Pecknold som forsanger i Fleet Foxes (hvilket du ikke er i tvivl om, sekundet du trykker på play nedenfor), og han lagde for nylig tre indspilninger ud til fri download via Fleet Foxes Facebook-profil.
Det er sikkert for at skabe lidt hype op til udgivelsen af Fleet Foxes andet album, der udkommer den 3. maj, men det er jeg nu ret ligeglad med, når de har sådan en vellyd, som det er tilfældet. Det havde jeg glædeligt betalt for.
Jeg er fuldstændig skudt i nummeret I’m Losing Myself, hvor Pecknold er bakket op af Grizzly Bear-frontmand Ed Droste. For det første, fordi de hver især er to af de seneste års største sangere indenfor genren – og for det andet, fordi det er så simpelt og ubesværet. Det er guitarfigurer og tostemmig sang – det meste af tiden, og det har bare en sådan nerve, at jeg sidder med kuldegysninger over et simpelt åndedræt, hvor Ed Droste tror – det er min teori – at verset skal til at starte, men det er forresten først takten efter, hvor de så begge kommer ind.
Det åndedrag gør det for mig. Den minimalistiske bevarelse af det umiddelbare kombineret med den geniale sangtekst og arrangement, gør det svært at holde de små hår på armene nede. Hvis tre så gode numre bare kan være mandens b-materiale, han bare lige forærer væk, så er man så sandelig en sangskriver af guds nåde.
Hent dem selv gratis her – de er alle gode, selvom jeg vidst har slået fast, hvilken der er min favorit.
For efterhånden to uger siden var jeg til en fremragende koncert, som skulle have været omtalt på denne blog netop efter, men af føromtalte tekniske komplikationer, var det desværre ikke muligt. I hvert fald var jeg så heldig at være vidne til en koncert med Murder og Glass Arena på Godset i Kolding lørdag den 26. februar, og det var et par rigtig positive musikalske oplevelser, jeg var vidne til.
Glass Arena, Foto: Jonas Bang
Glass Arena:
En meget charmerende duo. Indadvendt og delikat. Primært musik udført for to guitarer tilsat samples, beats og sporadisk percussion. De to 22-årige kvinder har en meget speciel lyd, der kunne lede tankerne hen på britiske Anna Calvi – måske primært i kraft af den elektrike guitars hovedrolle og den særegne vokal. Derudover kan stilen bedst beskrives som en kombination og afart af noget meget Cæcilie Trier’sk og flere elementer fra den fantastiske norske sangerinde Stina Nordenstams musik, duoen også må have haft på anlægget.
Duoen formåede at tage undertegnede ind i deres meget dragende univers, der består af store dele nærvær og intimitet. De meget atypiske korarrangementer var en af de ting, der var mest bemærkelsesværdige, men også deres samplede beats med lyde indspillet i øvelokalet var veludførte. For min skyld kan de godt holde alt rytmisk på samples eller også bør det overlades til andre, for det var helt klart når de begge havde fokus på guitaren – at musikken kom til at fremstå stærkest. Hør selv det nummer, der også stod frem under koncert, fra deres demo, herunder. Jeg glæder mig meget til at høre flere mixede numre med Glass Arena.
For hede hulen, hvor er Murder blevet et vanvittig fedt band. Det er nu ikke fordi, at jeg nogensinde har været i tvivl om det, men i den nuværende band-konstellation fungerer det bare til perfektion. Sidste gang jeg bevidnede de herrer, var til en mere lavmælt koncert på Voxhall i februar sidste år. Denne gang var der tilføjet en ekstra elguitar, og for dælen, hvor var det en god idé. Det var Slaraffenlands Christian Taagehøj, der tog sig af det, og det var virkelig klædeligt til Murders skrøbelige univers, at der kom noget kant i kraft af næsten støjende guitar-indslag.
Jeg har ikke delt samme uforbeholdne begejstring for Murders seneste plade, som min medblogger har, men jeg må sige, at mine forbehold blev gjort til skamme denne gang. Udover en – i mine øjne – mere velfungerende gruppe, så er Jacob Bellens blevet helt vanvittig overlegen i sin vokal. Han har altid været fantastisk og uden sammenligning, men jeg fornemmede nu alligevel en anden ro og et betydeligt overskud, som de mange jobs må have ført med sig. Denne gang er rutinen blevet til Murders es, som de smed i puljen, og det resulterede i fuldt hus denne aften på Godset.
Under koncerten observerede min sidekvinde, at jeg noterede på en blok, og hun spurgte, om jeg var journalist. Jeg forklarede relativ kort, at jeg havde en blog, hvor koncerten skulle være genstandsfelt for et indlæg. Hun sagde, at hun ikke kunne forstå gruppens kommentarer indimellem. Bellens kom blandt andet med kommentarer om at de fik flæskesteg til aftensmad, og at de “virkelig var glade for at spille for os” – som i øvrigt blev gentaget flere gange af Anders Mathiasen. Hun havde opfattet en ironi heri, omend jeg havde opfattet det fuldstændig modsat, og hun henvendte sig endda under koncerten direkte til bandet, at hun ikke forstod kommentaren om flæskestegen.
Grunden til at denne lille anekdote er relevant i et indlæg om en koncert, hvor musikken jo egentlig bør være i centrum, er fordi, at Murders fremtoning i den grad har sine betydelige styrker. Undertegnede har altid opfattet det som utrolig forfriskende, og at man kan slappe af i selskab med de herrer, fordi der ikke er nogen dikkedarer eller, at der ikke bliver kigget ned fra et tårn på en masse, der bare skal købe cd’er. Murder er i øjenhøjde. Det er deres største kvalitet. Det lyser igennem i deres musik, deres arrangementer og naturligt nok også i deres personlige fremtræden under en koncert.
Jeg er ikke klar over, hvor udbredt denne misforståelse (s0m den omtalte kvindes) findes blandt nytilkomne publikummer, men til fremtidige vil jeg dog blot anbefale et åbent sind – jeg opfattede ikke mindst gruppen som helt reelle, men ret mig endelig Jacob og Anders – I spillede i hvert fald fremragende. Mine yndlingsnumre på aftenen var Queen Of Calm fra deres forrige plade, men også Bodies Collide,Picker of Cotton og Daughters Of Heavy – skønhed i sin reneste form.
Murder – Providence + Picker Of Cotton + Aqueduct:
Først og fremmest, til den opmærksomme læser; vi beklager at blaa vinyl har været nede. Præcis hvorfor ved vi ikke…men vi arbejder pt på at få siden top tunet igen. Derfor skal i selvfølgelig ikke snydes for indlæg…
Det nyeste tiltag her på bloggen, kaldet “tre blaa #x” hvor Rune og jeg skiftevis vil komme med bud på hvilke 3 sange der pt. er blandt favoritterne, hvadend det kommer til at være lige så blandet som et mixtape, eller om der kommer til at være en tematik over, vil være op til den enkelte. Undertegnede her vil starte ud med en tematik.
Der er højt til himlen i Irland, eller det er i hvert fald hvad man kan gætte sig frem til når man hører en typisk irsk singer/songwriter. Dette blev undertegnede mindet om en søndag eftermiddag, da jeg satte filmen Once på og skrålede med fra start til slut. For som jeg har været inde på før herinde, så har de irer altså et eller andet med at råbe deres sange ud, og i søndags fandt jeg ud af at man ikke nødvendigvis behøver at føle det de synger om i deres sange, men bare det at skråle med, gjorde alligevel underværker.
Videoen herunder viser ét af mine yndlingsklip fra filmen, nemlig da bandet er i studiet for at indspille deres demo, og de er kommet til sangen When Your Mind’s Made Up. Jeg elsker energien i den… (sangen er desværre klippet lidt i videoen, men kan høres i sin fulde længde nedenunder):
Og når man nu alligevel er ved de højlydte irer, hullede guitarer og hvad ved jeg, så kan man selvfølgelig ikke komme uden om Damien Rice, som altid er god for en sang hvor følelserne hænger udenpå tøjet, og videoen nedenfor demonstrerer netop dette. En smuk smuk sang!:
Bell X1 – Tongue
Damien Rice’s gamle band (tilbage i 90erne) Juniper, der den dag i dag går under navnet Bell X1, slipper da heller ikke udenom denne top 3. Deres album Music In Mouth fra 2003 har mere eller mindre fulgt mig lige siden, og det er en lige stor fornøjelse hver gang jeg genopdager pladen. Især nummeret her, vil altid være blandt favoritterne:
