for lidt over en uge siden, blev jeg fuldstændig slået ud af nyheden om at jan sneum var død. mit facebook feed svømmede over med anekdoter og minder om den kære mand, som alle sammen var rørende enige om, at jan var den rareste de nogensinde havde kendt i musikbranchen. for det var han virkelig.
i dagene op til hans død, dukkede han op i mine tanker op til flere gange. første gang da jeg møder yebo (tremolo beer gut, crunchy frog m.m.) i vanløse. han fortæller mig at han lige har besøgt jan, og at jan ikke har det så godt for tiden. men vi blev enige om, at det nok var én af de mange nedture hans sygdom havde bragt ham i i løbet af de sidste par år, og at han nok snart skulle komme til hægterne igen. det var han god til på trods af sygdommen…at komme ovenpå. kærligheden til musikken spillede 100% ind her. jeg er overbevist om at hans kærlighed til musikken, og alt den kærlighed musikken gav ham retur, langt henad vejen var hans overlevelse.
anden gang jeg kom til at tænke på ham, var da jeg stod i mit køkken og lyttede til kongerækken’s fortælling om den stædige vestjyde ved navn thomas sneum, der var blandt de første engelske agenter i danmark under anden verdenskrig. jeg tænkte på at jeg skulle huske og spørge jan, næste gang jeg så ham, om han på nogen måde var i familie med denne thomas….og så spekulerede jeg lidt på hvornår jeg mon kom til at se ham igen…
mit første møde med jan sneum, var tilbage i 2003, da jeg skulle ind i radiohuset, og have mit særlige DR armbånd på til Roskilde Festival, og have ombyttet min almindelige Roskilde billet, til et mediearmbånd. dengang anede jeg ikke hvem han var, men fik det fortalt da vi kørte derfra. jeg husker tydeligt hans rare væsen.
der skulle gå nogle år før vores veje krydsedes igen. nærmere betegnet på SPOT i 2008, og så har jeg mødt ham utallige gange siden dengang, og hver gang resulterede det i nærværende og hyggelige snakke om både musik og liv, uanset hvor vi rendte ind i hinanden gennem årene…men de gange jeg husker mest tydeligt er;
for ikke så mange år siden, mødte jeg jan på SPOT, hvor han introducerede mig til david fricke (Rolling Stone Magazine), som var hans tro følgesvend på SPOT; “This is Rikke, she is a good cakebaker”. hahaha. og så fortalte han med en iver (der altid var hans varetegn), at jeg altid bagte kage til hans sneum instituttet arrangementer på stengade. sneum instituttet blev sat i søen efter min tid på stengade, men jeg var i december 2015, med til at afvikle hans 70 års fødselsdag, hvor jeg kom til at love ham at jeg ville bage kager til hans kommende arrangementer dernede. det var samtidig til fødselsdagen, det gik op for mig, at han havde kræft. det kunne man dog ikke mærke på ham. han fik så mange gaver, at han måtte komme tilbage dagen efter og fylde bilen til randen, og det skulle vi selvfølgelig forevige;
jeg husker også tydeligt en aften på bremen teater, hvor vi pga. musikken ikke kunne snakke så meget, men istedet stod og iagttog en dansende david bowie og mick jagger loopet der kørte på væggen ovenover vores hoveder, og klukkede lidt når det passede til den musik der blev spillet.
den nok sidste gang jeg så ham, var til Yebo’s 25 års jubilæum for et års tid siden, hvor vi som altid fik os en god krammer og en god snak. det blev heldigvis foreviget…
jeg deltog også i det sidste sneum institut, uden kage. arrangementet var udsolgt, så jan var en travl mand, og vi fik aldrig hilst på hinanden. hvilket fik mig til at sende ham en mail et stykke tid senere, hvor jeg bl.a. skrev at jeg håbede at han ville leve i mange år endnu, så vi kunne få flere gode oplevelser og snakke sammen….men sådan skulle det ikke gå. han vil virkelig blive savnet.