Da jeg hørte Vanishing Twin første gang, havde jeg meget svært ved at tro på at bandet først blev dannet i 2015. For efterhånden som jeg fik lyttet mig igennem deres debutplade ‘Choose Your Own Adventure‘ fra sidste år, blev det mere og mere klart at det her band ligeså vel kunne være et produkt af 60’ernes psykedeliske univers. Hvilket ikke er helt ved siden af mit førstehåndsindtryk af nummeret “The Conservation of Energy“, som i mine ører hører mere til den klassiske 60er pop:
Men det ændrede sig hurtigt med det noget mere psykedeliske nummer “Vanishing Twin Syndrome“, som i virkeligheden er over 8 minutter langt. Titlen på sangen hentyder til det syndrom, som bandet i virkeligheden er opkaldt efter, da bandets grundlægger Cathy Lucas kunne have haft en tvillingesøster, hvis ikke det var fordi hun blev absorberet i livmoderen, da de begge stadig kun var små klynger af celler;
Nummeret fik mig til at tænke på scenen i The Doors filmen, hvor bandet er blevet inviteret til fest i Andy Warhol’s Factory, fordi det syrede univers man møder til festen i filmen, ligesåvel kunne have haft Vanishing Twin som soundtrack, som The Velvet Underground (som jo af rigtig gode grunde er og bliver soundtracket til scenen her…men jeg går ud i forstår hvor jeg vil hen med referencen):
Uanset referencer, så er min nysgerrighed i hvert fald vakt, og det bliver spændende at se hvor meget de kan brede deres univers ud, når man i morgen kan opleve dem live på Loppen, hvor danske Catch The Breeze varmer op. Køb billet her, og tjek deres seneste single ‘Telescope‘ ud herunder hvis du endnu ikke er helt overbevist om at Vanishing Twin kunne gå hen og give dig én på opleveren i morgen;