spot optakt – den store blaavinyl guide til SPOT

Spot18_blaastoreguide

Der er nu kun 1 uge til SPOT Festival starter, og i den forbindelse har vi traditionen tro lavet en blaavinyl-guide til hele festivalen (SPOT+ arrangementerne kommer i et andet indlæg). Guiden vil også være at finde på vores instagram-konto på selve dagene under festivalen.

Bloggen her er først at finde på festivalen fredag og lørdag, men derfor skal i da ikke snydes for hvad vi synes i skal tjekke ud onsdag og torsdag. For som noget nyt, starter festivalen allerede så småt om onsdagen omkring SPOT Royal scenen nede ved åen lige ved Magasin, og hvis man er i Aarhus den onsdag, kan man passende kigge forbi når Pernille Rosendahl skyder festivalen igang skarpt efterfulgt af seje Iris Gold. Lidt senere kan man gå over i Magasin og opleve Inglev&Simonsen X Kajsa Vala og JÆRV.

Torsdag starter vores guide lidt senere til Smash!Bang!Pow! + Soundvenue’s pre-party på Radar. En fest der var meget meget populær sidste år, så kom i god tid, hvis du vil sikre dig en plads indenfor. Alternativt kan du gå over på Remisen på Godsbanen og se HUN SOLO. Senere spiller Mames Babegenush op til dans i den Rå Hal på Godsbanen, og kort tid efter går Childrenn på nede på Train (hvis man er til det mere rockede). Man kan fint slutte aftenen af på Tape i selskab med Less Win, medmindre man altså fester med Smash!Bang!Pow! og Soundvenue på Radar.
SPOTguideonstors

Fredag går festivalen for alvor igang, og nu er det med at holde tungen lige munden, for som SPOT-veteran (det er min 15. SPOT festival i træk), ved man kun alt for godt, at det er umuligt at nå at se alle de koncerter man planlægger at se. Dels fordi man møder en masse mennesker – velkendte ansigter, som nye – når man bevæger sig rundt på festivalen, og dels fordi at nogle af koncerterne ligger oveni hinanden, eller også kan det være svært at nå ned til Voxhall hvis man lige har set en koncert i Rytmisk sal f.eks. Men jeg har nu alligevel alle årene lavet mine egne dagsplaner, og planlagt over evne da man let mister overblikket og tidsfornemmelsen.

Anyways, tilbage til fredagen på SPOT, for hvis man allerede er på festivalen kl. 15:00, kan man passende tage forbi Salling’s Rooftop, hvor PDH og Train har slået pjalterne sammen til et dayparty med et spændende musikprogram, som man kan tjekke ud her. Midt i det hele går seje Ida Kudo på på Katapultscenen på Godsbanen kl. 16:15, som en del af ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere) og Excite Music’s program på SPOT den fredag. Er man mere til den melankolske side, kan man gå over i Musikhusets store sal kl. 16:30, og se Kira Skov. Kl. 17:00 får man endnu en chance for at opleve Inglev&Simonsen X Kajsa Vala og JÆRV, hvis man ikke greb den onsdag, så spiller de igen på den Åbne Scene ved Godsbanen denne dag. Og bagefter kan man passende gå over og være med til at skyde Limbo Collective’s SPOT program igang sammen med John.Mesh, og få svar på hvad han er for én. Herefter er der evt. tid til en hurtig bid mad, imens man bevæger sig enten op mod Store Sal i Musikhuset for at se Bisse kl. 19:30 (her forestiller jeg mig at det er en god idé at komme i god tid for at sikre sig en plads), eller over til Bora Bora for at se Marie-Louise Munck, som for første gang i lang lang tid giver lyd fra sig. Hun går også på kl. 19:30, og er en del af DUP’s (Danske Uafhængige Pladeselskaber) SPOT program, som traditionen tro kører over både fredag og lørdag. Kl. 20:00 kan man bevæge sig ned mod Godsbanen igen, hvor Rebecca Lou giver den gas på den åbne scene, og derfra videre over til Voxhall hvor Moody spiller kl. 20:30. Tid til en lille puster igen, og tid til enten at bevæge sig op til Store Sal i Musikhuset, hvor Fribytterdrømme inviterer os ind i deres psykedeliske univers kl. 21:20, eller hvis man er til det mere elektroniske, kan man gå ned på Radar og opleve Astrid Sonnes beatløse elektroniske musik kl. 21:30. Præcis time senere går Felines på ovre på DUP’s scene i Bora Bora, og direkte derfra kan man, hvis man har et blødende pophjerte som undertegnede, gå over til Store Sal og se Saveus kl. 23:00 (denne kunne også snildt gå hen og være en publikumsmagnet, så kom i god tid). Virgin Suicide fylder Scandinavian Congress Center (SCC Left) med deres blide poptoner fra kl. 23:30. Vi slutter fredagens heftige program i den mere rockede ende med Roxy Jules på DUP’s scene i Bora Bora kl. 00:00. Se hele programmet her:
FREDAGSPOT

Hvis man gik og troede fredagens program var vildt, så tro om igen…lørdag er endnu vildere! Vi lægger lørdag ud med noget af et dilemma nede ved åen, for UHØRT’s Dayparty på The Merchant Room, hvor de har navne som bl.a. Motorique, Alexander Oscar, Elo, Iris Gold, Sundays, Sherpa på programmet, starter på samme tid, som Who Killed Bambi og Asbjørn henne på SPOT Royal scenen. Men der er en løsning, for hvis man død og pine gerne vil opleve Motorique som spiller først, kan man heldigvis se dem senere et andet sted på festivalen, og så nuppe Who Killed Bambi og Asbjørn istedet kl. 13:00. Og så tænkte man lige at den var løst, men så dukker næste dilemma op, for The Orchard starter deres dayparty på Sway (imellem SPOT Royal Scenen og The Merchant Room) kl. 14:00 med navne som Luster og Ida Kudo (begge navne man heldigvis også har chance for at opleve to gange i løbet af festivalen), men det kan hurtigt blive til et par ture eller tre langs åen den eftermiddag. Inden turen igen går tilbage til festivalspladsen, hvor Drew skal tjekkes ud på Aarhus Volume scenen kl. 15:30. På samme tid på taget af Lynfabrikken holder Over & Aude dayparty med navne som PALA, Eirene, og Favor. Er man til det lidt mere stille og rolige, kan man gå over til Bora Bora kl. 16:15 og se Ida Wenøe og Nick Doneff, inden man igen skruer op for tempoet og går ned og ser GENTS på SCC Right. Og så er det vist tid til en bid mad og en pause inden det intense program igen fortsætter kl. 18:10 enten ved A-Huset, hvor Boundaries spiller, eller hvis man gik glip af Motorique tidligere på dagen, nu kan se dem på Aarhus Volume. Kl. 19:00 skruer Jada op for det en soulet popmusik med kant på Voxhall, en koncert jeg kunne forestille mig der kommer mange til, så kom i god tid. En anden ting man skal komme i god tid til, er kl. 19:15 hvor arrangementet Naked – A singer and a piano har inviteret Sarah Mariegaard (Soleima), Simon Olsen (BAEST), Kjartan Arngrim (Folkeklubben) og Jenny Rossander (Lydmor) ind i Rytmisk sal, hvor de hver især skærer deres sange helt ind til benet og serverer dem i en rå udgave kun tilsat tonerne fra et klaver. Et arrangement der plejer at være ganske populært, og vi derfor her på bloggen aldrig har nået ind til før, men måske i år skulle være en first? Kl. 19:30 har man enten mulighed for at opleve John.Mesh endnu engang (eller for første gang hvis ikke man nåede det fredag) på Aarhus Volume scenen. Eller kan man gå hen på Bora Bora og opleve IKI bruge deres stemmer som instrumenter på måder som du ikke har oplevet på den måde før, et interessant musikalsk input som kan anbefales på det varmeste. Eller Eller man kan gå ned til Royal Trailer og opleve Royalties’ og Musikparlamentets GENKLANG arrangement, hvor de har inviteret Ida Kudo og Roxy Jules til at fortolke hinandens musik, og tage en snak om genre, ligheder og forskelle. Et rigtig spændende arrangement, men samtidig også et kritisk tidspunkt i lørdagens dilemmafyldte SPOT program med hele tre meget interessante ting på én gang. Hvis man ikke har fået oplevet Iris Gold hverken onsdag eller tidligere på dagen, har man endnu engang chancen kl. 20:20, når hun og bandet sætter ild i SCC Right. Kl. 20:45 kan man, hvis man ikke nåede det tidligere på dagen, opleve Luster på den Åbne Scene på Godsbanen til Oppenheimer Præsenterer, inden man enten starter lørdagsfesten på Radar til STRØM’s Festaften kl. 21:00, eller går op på Bora Bora og ser ONBC, også kl. 21:00. Virgin Suicide kan enten opleves endnu engang, eller for første gang når de spiller på Aarhus Volume scenen kl. 22:10, og det samme med Drew kl. 22:45 på Atlas. Har poppen sat sig fast i dansebenene, kan man danse fra Atlas til Voxhall og fyre den af med Asbjørn kl. 23:30 (kom i god tid, han er på hjemmebane, og sidst han spillede på SPOT var der kø for at komme ind). Når man ikke ind til Asbjørn, kan man gå over og se Yune i A-huset kl. 23:30, inden man runder lørdagens program af i SCC sammen med Mike Sheridan kl. 23:50 på SCC Right, og Nelson Can på SCC Left kl. 00:45. Og så blev det vist også tid til fri leg, hvor man kan gå en tur ud i byen og se om man kan finde en SPOT efterfest. Der er f.eks. SPOT Final Party på Orkkennokken.
LØRDAGSPOT

Har du også mistet overblikket over alle de programmer i programmet eller Dayparties, som SPOT’s partnere har været med til at sætte op? Så fortvivl ej, du får listen over dem jeg har anbefalet her:
PDH Music og Train’s Dayparty på Salling’s Rooftop
Lydhavnen Presents: Crunchy Frog live at Tapetown
Excite Music og ORA’s SPOT program
Limbo Collective’s scene
DUP’s SPOT program

UHØRT Dayparty
The Orchard Dayparty
Over & Aude Dayparty på Lynfabrikken
Oppenheimer Præsenterer
Festaften X STRØM på Radar
SPOT Final Party