Han er én af de kunstnere som jeg til at starte med, ikke kunne fordrage. Det hele startede tilbage i 2003, da jeg af en dansk musiker fik anbefalet det her album Want One af ham her Rufus Wainwright. Jeg købte CD’en (det var før jeg var gået over til vinyler) og satte den på og lyttede den igennem fra ende til anden. Jeg tror endda jeg pillede den af inden sidste nummer, da jeg simpelthen ikke kunne holde ud at høre på denne her stemme. CD’en blev lagt på hylden og glemt i en række måneder.
Indtil en dag hvor jeg hev den ned fra hylden igen og tænkte at han altså måtte have en chance til. Denne gang var det forelskelse ved første lyt. Ikke ret lang tid efter udkom hans fjerde album, Want Two, som ligesom et’eren tog en del gennemlytninger før den vandt ind. Og kort tid efter besøgte han Store Vega, hvor jeg selvfølgelig tog ind og så ham, og for først gang var vidne til ét af de mest spektakulære shows jeg nogensinde har set med ham (har set ham 4 gange mere siden dette show). Det var helt sikkert overraskelsesmomentet i og med at man ikke regnede med noget specielt, så da han og bandet trådte ud iført alt fra lingeri til SM-kostume og sorte dildoer og jeg skal komme efter dig, skulle der fremover meget mere til at overraske mig. Ikke engang hans optræden som Messias der bliver korsfæstet alt imens han synger Gay Messiah (Want Two), da jeg så ham i Det Kongelige Teater senere samme år kunne rykke noget.
Overraskelser eller ej. Jeg tog ham virkelig til mig med tiden og lod mig charmere af den flamboyante ultramusikalske herre. Men som det er med så meget andet, så vokser man så at sige fra musikken på et tidspunkt og den kommer igen op på den støvede hylde for en periode. Indtil forleden hvor Rufus spillede i Falconer Salen, og en stor del af min omgangskreds skulle ind og se ham, og jeg igen blev mindet om hans plads i mit hjerte. Jeg har endnu ikke nået at høre hans nye plade, men faldt over dette klip i dag:
Han har stadig en stor plads i mit hjerte og selvom han sikkert vil opleve at skulle støves af en del gange mere, så vil hans plader altid være en del af mit liv.