Tag: Mainstream Pop

Den overvurderede rockæstetik

Musikparlamentet #6 - panelet

Jeg indrømmer gerne at jeg selv har været én af de mange, der altid mere eller mindre har set ned på den popmusik jeg tidligere har kaldt mainstream pop herinde. Det har dog taget en drejning i løbet af de sidste par år. Dermed ikke sagt at jeg nødvendigvis er begyndt at lytte mere til det, men respekten for nogle af aktørerne på scenen, har bare fundet vej til mig på den ene eller den anden måde, og dermed er tendensen til pr. automatik at vende tomlen ned ad, også fortaget sig gradvist.

Musikparlamentet holdte deres 6. debataften i sidste uge, og selvfølgelig deltog jeg. Debatten havde mange grene, men den gren der gentagende gange blev taget fat i, og stadig diskuteres flittigt inde på deres blog, var den såkaldte “rockæstetik”, eller skal vi sige mediernes musikjantelov, som groft sagt skelner stærkt imellem rock (det ærlige og derfor pr. automatik det gode) og pop (det overfladiske og derfor det dårlige). Sagt på en anden måde, hvis musikken er for let tilgængelig, bliver den sablet ned, men hvis man kan mærke smerten og nerven, er det godt nok. Poppen bliver måske ofte misforstået, fordi man konstant sammenligner den med rocken?

Jeg faldt over et eksempel på det i dag, hvor jeg tog mig selv i at blive helt harm over den misforståelse anmelderen har begået i hans konklusion. Jeg citerer:

“Keychain” illustrerer, at Bodebrixen kan sit kram som ubekymrede popsnedkere, der i fremtiden sikkert vil skabe endnu flere berusende popfester. Andet og mere viser nummeret ikke.

Nej, det er jo netop heller ikke meningen at nummeret skal kunne ret meget mere end det?! Men fordi at han forventer (ud fra ovennævnte problematik), at nummeret skal kunne byde på flere lag, så det kan høres igen og igen, får det kun 3 ud af 6 stjerner. Min teori er, at hvis han havde hørt nummeret på dets præmisser, havde anmeldelsen nok taget en noget anden drejning.

I sidste ende, drejer det hele sig jo om smag og behag uanset hvordan man vender og drejer det.

Læs iøvrigt dette glimrende indlæg, som ikke kunne sige det meget bedre.

Hovedstrømspopulær

Jeg har altid været imod at sammenligne noget musik med noget andet musik (især i forbindelse med anbefalinger og lign.), men har med tiden opdaget at det er umuligt at lade være, og i virkeligheden et ret godt værktøj. Især fordi jeg stinker til at proppe musikken ned i kasser, de såkaldte musik-genre; pop, rock, pop-rock, indie, indie-rock, indie-pop, gymnasie-rock, alternativ, undergrund, elektronisk, new wave, new romantics, punk, glam, beat, rock’n’roll, classic rock, shoegaze osv osv.

Hvornår ved man når man spiller den ene eller den anden genre musik?? Går man som musiker bevidst efter de forskellige genrer? Eller er det anmeldere og medier der prakker genrene på dem? Eller drejer det sig i sidste ende om smag og behag og musikalske baggrunde? Jeg tror ikke der findes noget endegyldigt svar, da det afhænger meget af de forskellige omstændigheder.

Genrejunglen vil ingen ende tage. Selv din iTunes kan ikke altid finde ud af at kende forskel på hvad der er hvad og kalder f.eks. Adem og Bat For Lashes for Alternative & Punk…og siden hvornår er The Thrills blevet til Psychedelic Rock?? – Ved disse spørgsmålstegn, har jeg jo i og for sig også allerede givet udtryk for, at jeg på trods af ovenstående udtalelse, alligevel har én eller anden idé om hvilken musik der passer ind bestemte steder i junglen.

Når det så er sagt, er der to hovedgenrer, som på det sidste har givet mig stof til eftertanke (især i forbindelse med nogle eksamensopgaver)…det drejer sig om Mainstream Pop og Indie. For at starte med førstnævnte, er det en meget udskældt genre. Alle ved hvem og hvad der er tale om, men det er de færreste der tør stå inde for at de egentlig ikke har så meget imod det. Det har denne blog for nyligt taget op som hovedmission. Jeg læste tidligere i dag en artikel af Lisbeth Ihlemann (ph.d. og adjunkt ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet), hvor hun (godt nok med udgangspunkt i boybandet, men de er jo ligesåvel en del af denne genre), beskriver genren således:

Musikken kan indledningsvis beskrives som mainstream pop: musik, der hellere bliver inden for rammerne end går udenfor, musik, der prioriterer vellyd frem for eksperimentet, musik, hvor den langsomme romantiske sang, balladen, er kernen i repertoiret og musik, hvor vokalen betyder næsten alt, altså hvor den menneskelige repræsentation står i fokus.

Hun taler altså om genren som det renpolerede udtryk hvor den menneskelige præsentation er i hovedsæde, hvilket vel passer meget godt ind på en stor del af denne genre, da det visuelle udtryk i langt de fleste tilfælde er det vigtigste. Jeg så f.eks. for nyligt et interview med Britney Spears, hvor hun skulle forestille at tale om musikken på hendes nye plade…men istedet for at fortælle om den i tekniske detaljer og små sjove anekdoter, som man er vant til fra andre genrer, lagde hun istedet tryk på, at de numre der havde fundet vej til pladen, var numre hun havde lyttet til og kunne se visuelt for sig. Det beviste hun da også til fulde til det show hun fyrede af i Parken i weekenden (jeg var der ikke selv, men har læst mig frem via anmeldelser og debatter), hvor hun fyrede noget af et show af. Folk der blev interviewet i nyhederne, sagde i de fleste tilfælde, at de så frem til at opleve showet. Hvor er musikken henne i det her? Og er det så ikke skræmmende at tænke på hvor mange plader kvinden sælger, når det hele i virkeligheden slet ikke drejer sig om musikken?

Der er ikke noget at sige til, at denne genre er udskældt især iblandt musiknørder og musiksnobber, som for det meste kræver mere hjerne og oprigtighed bag musikken. Men hvem kan ikke stå for en god catchy melodi i ny og næ?

(jeg vender Indie-genren på hovedet i mit næste indlæg)