Godset i billeder


Som nogle af jer sikkert ved, så var jeg såkaldt husfotograf på det regionale spillested, Godset i Kolding fra august 2007 til januar 2009. Det resulterede i mindst 75 koncerter af vidt forskellige arter, samt en masse forskellige udtryk og vinkler (så kan i selv begynde at regne på hvor mange billeder det nåede at blive til). Jeg har smidt et udvalg fra samtlige koncerter op her.

Men i får også lige et særligt udvalg herunder (som jeg stik imod mine princippet om, ikke at pille ved billederne, har pillet ved alligevel. Men det er også kun fordi jeg har en stor forkærlighed for S/H koncertbilleder):

blaa mandag #22

Jeg har været inde på manden bag denne musik et par gange før herinde. Og nu er turen kommet til ham endnu engang i form af et blaa mandag indlæg. Ed Harcourt har på mange fronter været med på mit livs soundtrack siden jeg stødte på ham i 2002, og musikken har fulgt mig i både op og nedture. Det er måske også derfor han er den kunstner jeg ifølge min last.fm har lyttet mest til nogensinde.

Ed Harcourt udgiver på fredag sit femte studiealbum, med den korte og ret præcise titel Lustre. Siden sidste album, er Ed blevet gift og er blevet far, og det kan godt fornemmes imellem linjerne i flere sange på pladen. Man bliver helt glad på hans vegne, og feel-good viben smitter i den grad af på lytteren igennem musikken, uden at det bliver en festplade. Hvis i forstår? Den første gang jeg hørte pladen, må jeg indrømme at jeg var en anelse skeptisk, fordi jeg ikke syntes han var rykket nogen steder. Og det støvede og skramlende udtryk som især var kendetegnende for hans debut-EP Maplewood (1), første album Here Be Monsters (2) og tredje album The Beautiful Lie (5), var ikke rigtig at høre, istedet lød det som ethvert andet gennemsnitligt singer-songwriter album. Men efter at have hørt det igennem en del gange mere, er dette indtryk blevet ændret, især efter at have opdaget den dejligt støvede mellotron, som er det gennemgående instrument i nummeret Haywired, som i kan høre herunder:

[soundcloud width=”100%” height=”81″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/edward_harcourt_haywire”] Ed Harcourt – Haywired by blaavinyl

Jeg er endt med at blive ret glad for pladen, og ville ønske den udkom på vinyl, som nogle af hans forhenværende plader gjorde. Så den kan blive en del af samlingen (se nedenfor (mine 7″ er ikke inkluderet i billedet)), som efterhånden er ret stor:

1. Maplewood (EP) (2000)
2. Here Be Monsters (2001)
3. From Every Sphere (2003)
4. Strangers (2004)
5. The Beautiful Lie (2006)

Tjek resten af albummet ud her og giv især ovennævnte nummer + nummeret Lachrymosity et ekstra lyt. Det kan anbefales på det varmeste.

Ømme fødder og udmattelsens sørgmodighed

Måske ikke den mest positive overskrift på et indlæg omhandlende den netop overståede SPOT Festival, som undertegnede havde en rigtig god en af. Jeg forlod pladsen for sidste gang i år i en taxa for snart to timer siden med tårer i øjnene og en kæmpe klump i halsen. Måneders forberedelser og resultaterne af disse var blevet leveret og afsluttet. På blot to dage. Mange håndtryk, indtryk og visitkort er blevet delt ud i løbet af to meget hektiske dage og aftener. Pladsen imellem Musikhuset og Ridehuset er vadet tyndt og fødderne dunker nu af smerte. Men alle minderne er bevaret og hjertet er fyldt til renden af kærlighed og kærligheden til musikken. Det er en dejlig fornemmelse der rumler i min mave, når jeg tænker tilbage på torsdag, fredag og lørdag. En fornemmelse af at have opnået netop alle de ting jeg kom for og mere til.

Egentlig oplevede jeg ikke så meget musik i år, men nåede da lige at få Slaraffenklang med i torsdags, hvilket var en smuk og underholdende oplevelse. Jeg kan godt lide at man kan mærke den der venskabelige ping-pong med et blink i øjet eller tre, som de to bands kører imellem hinanden. Både imellem numrene såvel som når musikken spiller og der bliver eksperimenteret på livet løs. Jeg glæder mig faktisk til allerede at opleve dem for tredje gang på torsdag d. 27. maj i Pumpehuset, hvor de skal spille dobbeltkoncert med Marybell Katastrophy og de søde Regnskyer kommer og vender plader (mere info fåes her).

Fredag nåede jeg på trods af travlhed forbi Label Love showcasen for at se Benni Hemm Hemm, hvilket var en fantastisk rar oplevelse. Akkompagneret med tre blæsere og velsignet med lækker lyd i et mørkt og tyst Archauz, var det ikke til at tage fejl af hvem der stod på scenen. Benni Hemm Hemm leverede et hyggeligt og velspillet lille set, og som det så ofte er på SPOT, var det lige kort nok. Så jeg håber at han kommer tilbage til Danmark meget snart og spiller en hel koncert med et størrer band.

Derudover nåede jeg forbi SPOT’s nye scene Pick-Up scenen, fredag aften for at se Twins Twins give den gas. Og det skal jeg da lige love for at de fik gjort! De leverede et tight og energisk set, som umuligt kan have skuffet nogen blandt det talrige fremmøde. Drengene kan roligt være stolte. Senere fik jeg fornøjelsen af at skulle være stand-in for ét af pladeselskaberne i DUP-boden og kunne derfra høre Alcoholic Faith Mission udføre en særdeles fremragende koncert nede i den anden ende af Ridehuset.

Lørdag mistede jeg hurtigt overblikket, og endte derfor kun at opleve snapshots af Betting On The Mouse, Sleep Party People, The Sad Lovers, Hunch Bettors, Marie-Louise Munck og Tremolo Beer Gut. Der var ellers sat ringe rundt om en masse andre navne + spændende seminarer, men prioriterede på starten af dagen nogle andre ting, og da jeg fik tid for mig selv igen, havde jeg mistet overblikket og tog blot tingene som de kom.

Én ting lod jeg dog ikke gå min næse (ører) forbi, og det var SPOT efterfesten nede på Studenterhuset hvor bl.a. Bodebrixen spillede op til dans, smil og sang, i selskab med en masse farverige balloner og intense regnbyger af glitrende konfetti. Det var én stor fest med det efterhånden meget velspillende band, og det gik lige i mit blod og smilebånd og fuldendte den fantastiske SPOT Festival, for mit vedkommende, på den bedst tænkelige måde.

Når pladeselskaber mødes…

…og kærlighed opstår. I den kommende weekend vil det primært være kunstnere og branche der vil opleve dette. Men også branchen vil indbyrdes møde nye som gamle velkendte ansigter og lege sammen (jf. sidste års indlæg om det Tivoli SPOT er). Det har det danske pladeselskab Good Tape Records, det islandske pladeselskab Kimi Records og det engelske pladeselskab Brainlove Records taget op og har skabt en showcase med hver deres udvalgte kunstner. Undertegnede her synes selvfølgelig det er en genial idé, da showcasen præsenterer hele to kunstnere som står mit hjerte nært, nemlig Benni Hemm Hemm og Murder, og det er derfor også én af de ting jeg ser allermest frem til på årets SPOT Festival (udover Slaraffenklang på åbningsaftenen selvfølgelig).

Folkene bag showcasen har gjort det nemt, og lavet en flyer der sådan set beskriver hele showcasen på den musikalske front…så den vil jeg lade tale for sig selv (selvom ArcHauz staves således):

Gør dig selv den tjeneste og mød op i Archauz på fredag kl. 15 til en halvanden times label love!

SPOT Festival og DUP

Hvis i synes her har været lidt stille i nogle halvlange perioder på det sidste, har vi en god forklaring. Rune har dels travlt med eksamen og en nedbrudt computer, og undertegnede har været (og er stadig) i praktik hos DUP (Danske Uafhængige Pladeselskaber), som har indebåret en masse travlhed og meget lidt overskud til at skrive indlæg her. I må dels af samme grund desværre undværre det ugentlige blaa mandag indlæg i morgen. Men det overlever i nok når nu jeg skriver det her indlæg i aften.

De af jer der har været på SPOT før, har sikkert stiftet bekendtskab med det såkaldte DUP-telt, som har været at finde på pladsen de sidste par år (er usikker på hvor mange år det egentlig har været der, da jeg først stiftede bekendtskab med det for 2-3 år siden). Dette telt er i år rykket ind i Ridehuset, og har fået hele 2 scener og meget bedre udstyr til at afvikle det hele (wow!). Udover DUP, vil også ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere) og P3 være repræsenteret i det store gamle hus. Jeg har i forbindelse med min praktik arbejdet på højtryk for at få det puslespil, der hedder afvikling til at gå op, samtidig med at jeg har skulle koordinere i forhold til DUP-boden, som også vil være at finde i Ridehuset i nærheden af den ene af scenerne. Som noget nyt i år, er det de forskellige tilmeldte pladeselskaber selv der står bag disken i boden og sælger plader. Man kan møde folk fra bl.a. A:Larm, Cope Records, Lolita Industri, Merger, Pony/Rec, Playground m.fl.

På de to scener vil man kunne opleve følgende bands:
Fredag:
ORA bands:
kl. 14:00: Vampire Blow
kl. 15:00: The Lovin’ Flickknives
kl. 16:00: Pløk
kl. 17:00: Wrong Side of Vegas

DUP bands:
kl. 18:00: Magnus Fra Gaarden
kl. 19:30: Claes Cem
kl. 21:00: Alcoholic Faith Mission
kl. 22:30: The New Heartaches
kl. 00:00: Dansk Fløde
kl. 01:00: I Got You On Tape

Lørdag:
kl. 12:00: DUP/Bandbase listening session

ORA bands:
kl. 14:00: Pinkunoizu
kl. 15:00: Bel Esprit

kl. 15:30: P3 Karrierekanonen

DUP bands:
kl. 16:40: Sleep Party People
kl. 18:00: The Sad Lovers
kl. 19:30: The Tremolo Beer Gut
kl. 21:00: 4Fod

kl. 21:40: P3 sessions

kl. 00:30: Supershine

Jeg har haft for travlt til at tjekke de navne ud, som jeg ikke kender på ovenstående liste, så vil derfor ikke anbefale nogen frem for andre. Men det skal nok blive interessant at opleve dem alle i løbet af de to dage. Jeg håber vi ses!

Den beskidte side af branchen

Jeg ved at der findes mange lignende og sikkert lige så slemme historier igennem musikbranchens historie. Men at det stadig kan finde sted i sådan en grad i dag, chokerer mig. Hvor er medmenneskeligheden og forståelsen for kunsten henne i det her. Det drejer sig om Alaska in Winter frontmanden Brandon Bethancourt, som udover at være så fattig at han ikke engang har kunne betale for at varme sin bolig op eller for mad for den sags skyld, er endt ud i en slem depression som holder ham i sygesengen. Alaska in Winters pladeselskab Regular Beat Recordings har ikke betalt Brandon hans andel af en sync aftale, som pladeselskabet iøvrigt indgik ulovligt med et TV-selskab. Og når han forsøger at komme i kontakt med dem, ignorerer de ham.

Jeg spørger bare, hvordan kan man få sig selv til sådan noget?!

Slaraffenland på Klostret

Når nu Rune har så travlt med at promovere gadefest i Århus, vil jeg være så rar at støtte op om mine arvtagere på Studenterhuset Klostret. For selvom man ikke skulle tro det, har de kære folk faktisk fået konkurrence til stregen på grund af blandt andet gadefesten. Så her kommer lige lidt reklame.

Slaraffenland som de sidste par måneder har haft vældig travlt med bl.a. SXSW og turnévirksomhed i England, har taget sig tid i kalenderen til at spille på Studenterhuset Klostret i Kolding på lørdag. De SPOT aktuelle herrer er kendt for at levere en farverig indiepop fest når de spiller live, og på lørdag er sikkert ingen undtagelse. Undertegnede skal selvfølgelig ned og se det, og glæder sig rigtig meget. Sidst jeg så dem, var i konstellationen Slaraffenklang, hvor de spiller sammen med Efterklang. Hvilket var en fantastisk oplevelse! Denne konstellation kan man også være så heldig at opleve på SPOT Festivalen på åbningsaftenen.

Men for lige at vende tilbage til hovedformålet med dette indlæg, så spiller Slaraffenland nu på lørdag d. 8. maj på Studenterhuset Klostret i Kolding (det kan ikke siges nok gange hva?!). Entréen ligger på sølle 30 kr (WOW!). Så kom kom kom for pokker! Og med de lave priser på øl og alkopops, kan det kun blive en fest. Læs mere om arrangementet her.

blaa mandag #17

Den første gang jeg nogensinde stiftede bekendtskab med Figurines, var da de varmede op for Mark Olson, The Creek Dippers feat. Victoria Williams i Voxhall d. 13. marts 2003. Det var en veninde der havde lokket mig til at købe en billet til en værdi af 110 kr + gebyr, og tage turen fra Kolding til Århus, bare for at se opvarmningsbandet. Jeg kan huske at jeg syntes det havde været en lidt småpebret tur, bare for at se et opvarmningsband, for vi blev ikke og så hovednavnet, hvilket vi siden hen har fået høvl for. Jeg husker ikke engang om Figurines var godt eller ej. Men et eller andet indtryk må de have gjort, for jeg har oplevet dem live syv gange siden, ejer samtlige af deres plader og har endda selv stået bag én af koncerterne.

Siden 2003, er de blomstret op igennem tre unikke albums, Shake A Mountain (2003), Skeleton (2005) og When The Deer Wore Blue (2007), fået en del mere opmærksomhed her i DK og nået næsten en hel omgang om kloden. Derudover har bandet igennem tiden skiftet ansigter og form. Først med den nu tidligere bassist, Andreas Toft’s exit i 2006 og siden med den nye bassist Mads Kjærgaard plus udvidelse med Malthe Fischer (Oh No Ono) på tangenter, hvor sidstnævnte siden er skiftet ud med Jens Ramon og Mads Kjærgaard har meldt sin exit. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke ved hvor Kristian Volden (trommer) er forsvundet hen, men Figurines anno 2010, består kun af Christian Hjelm (vokal/guitar), Claus Johansen (guitar/trommer) og Jens Ramon (tangenter), hvoraf de to førstnævnte er de eneste oprindelige tilbageværende medlemmer.

De udgiver en EP næste mandag d. 3. maj, som forløber til deres fjerde album der ventes ude til efteråret. EP’en indeholder udover førstesinglen Lucky To Love (som iøvrigt også er titlen på EP’en), covernumrene Television Time (The Mopeds (det svenske 90’er band)) og New Orleans Instrumental No. 1 (R.E.M.), hvoraf førstnævnte cover er det mest iørefaldende og lækreste af de to hvis du spørger mig. Ydermere indeholder den dels en tidligere uudgivet sang Drag The Mood fra indspilningerne til When The Deer Wore Blue og en alternativ version, eller demo om man vil, af Poughkeepsie som er endnu en sang der kommer med på den kommende plade. Vi har her på blaa vinyl været så heldige, at få lov til at dele (streame) den nye single med jer kære læsere, så nyd det:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/figurines-lucky-to-love” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

Figurines er et band der for mig mest har prydet diverse festmiks igennem årene. Og da jeg i sin tid bookede dem til studenterhuset, havde jeg ingen anelse om hvor store de havde vokset sig. Men det gik hurtigt op for mig, da folk gik helt amok og skulderklappene ingen ende vil tage. Jeg var med til deres sidste koncert på deres turné i efteråret, hvor både Mads Kjærgaard og Kristian Volden spillede deres sidste Figurines koncert. Det var en overvældende oplevelse at stå der på balkonen og overvære et udsolgt Lille Vega hylde et band der i en sådan grad havde fortjent det. Det føltes virkelig som om et kapitel lukkede og et nyt startede. Jeg følte virkelig hvor meget jeg egentlig holder af dette band på denne aften og hvor mange minder deres musik har bragt med sig med årene. Og når det så er sagt, vil jeg her slutte indlægget af med én af mine favoritter fra deres seneste album: