Da jeg flyttede til København for 4 år siden, kom Mouritz/Hørslev Projektets andet album Blik, Bang Bang til at fylde rigtig meget i mit musikalske univers og minder mig den dag i dag stadig om et hæsblæsende efterår hvor København og jeg lige skulle vænne os til hinanden, det at bo i flyttekasser og bruge alt for mange dage på Den Sorte Diamants forskersal med mit bachelorprojekt. Når det var lige præcis den plade der minder mig om den hektiske bittersøde tid, så var det i høj grad fordi jeg faldt pladask for de finurlige sange med den rammende lyrik, og dels fordi jeg arbejdede lidt med PR for bandet og solgte plader for dem til nogle af deres koncerter, så man kan på en måde sige at jeg ikke kunne undgå at støde på den fine plade.
Mouritz/Hørslev har i april i år udgivet endnu en plade, som jeg slet ikke har fået hørt før nu, i skrivende stund. Er helt og aldeles forelsket. Allermindst Dig Selv (som pladen hedder) er fuldstændig fantastisk og lige hvad jeg havde brug for på denne mørke decemberaften hvor intensiteten fra La vida de Adéle stadig sidder dybt i mig. Åbningsnummeret Alting Var Smukkere er alt alt for smuk og skal bare høres:
hvorfor kan vi ikke ses når nu vi begge vil / og se hvad det kan blive til / hver gang jeg gir plads til dig i mig / så dør jeg lidt / og lever derfor endnu mere
Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg ikke har sat mig ned og lyttet til denne plade før nu…
En tanke om “alting var smukkere”