det er få plader jeg dedikerer et helt indlæg til på denne måde, “bare fordi den fylder rundt”. men tim christensens ‘secrets on parade‘ betyder noget helt særligt for mig, og har fulgt mig i tykt og tyndt siden 2001. den har åbnet døre til en masse venskaber, et par livslange af slagsen, nye musikalske landskaber, en stor oplevelse i london i 2004, mange oplevelser og anekdoter, samt en helveds masse koncerter.
for lidt over en uge siden rundede pladen sit 20. år (!!). det var indtil i går et mysterium præcis hvilken dato pladen udkom på i sin tid. den engelske wikipedia mener det er d. 5. oktober, den danske wikipedia d. 5. november, en gammel B.T. artikel fra d. 27. september 2000 skriver at den udkom 3 dage senere (altså d. 30. september), og GAFFA’s anmeldelse skriver at den udkom d. 5. oktober. så jagten på det rigtige svar gik ind, og jeg fandt frem til den originale pressemeddelelse, og forfatteren til denne pressemeddelelse, nemlig jan poulsen, som kunne bekræfte og slå fast, at den officielle udgivelsesdato var d. 27. september 2000.
rune var faktisk den der i sin tid anbefalede mig pladen, men jeg ville i første omgang ikke lytte til hans anbefaling. lige indtil han tog pladen med til en lille privatfest hos min veninde, og glemte den i anlægget. min veninde fik kort tid efter nogle kærestesorger, så en dag da jeg kom hjem til hende efter skole, fandt jeg hende stortudende og storrygende i hendes forældres stue, med sangen ‘kings garden‘ på repeat. herfra tog det fart. jeg tog pladen med hjem, for rune skulle jo have den tilbage. men inden han fik den, overspillede jeg den på bånd, og derefter var den fast inventar i min walkman i lang lang tid efter. med tiden fik jeg den anskaffet på cd. en cd der til dato nok er den mest slidte jeg har i samlingen. jeg følte mig hørt med den plade. når jeg havde en dårlig dag i skolen, kunne jeg ikke komme hurtigt nok hjem på værelset og spille pladen for fuld skrue.
i sommeren 2001 oprettede tim’s webmaster et chatroom på tim’s hjemmeside. her kunne alle i princippet logge på og chatte med ligesindede og selveste tim i næsten alle døgnets timer. men vi blev hurtigt den samme lille kerne af outsidere fra hele landet, som samledes inde på chatten og chattede om alt muligt. vi havde mange ting tilfælles på kryds og tværs, men kærligheden ‘secrets on parade‘ var helt i centrum. det siger derfor også sig selv, at da ‘honeyburst‘ udkom nogle år senere, døde chatten ud og spredtes på andre mere individuelle kanaler. men inden vi nåede dertil, mødtes vi rundt omkring i landet og hang ud, tog til koncerter sammen, og blev venner på kryds og tværs. ingen i hverken min familie eller min klasse forstod hvor meget det betød for mig, før mange år senere (tror faktisk stadig der er nogle stykker der ikke helt har forstået det). pladen og hele universet omkring pladen, blev mit helle, min bekræftelse på at jeg var god nok, og i det hele taget min overlevelse igennem 3 horrible år på det der dengang hed kolding købmandsskole. det er store ting at knytte til én enkelt plade, men det var nu engang sådan det var, og pladen kan derfor bryste sig af at være min såkaldte “milepælsplade”. pladen der så at sige åbnede et nyt kapitel i mit liv. siden er der selvfølgelig en masse andre sange og plader der har bidraget til soundtracket i mit liv, men ‘secrets on parade‘ vender jeg altid tilbage til.
jeg har mange yndlingssange på pladen, men den sang der altid har været “min”, er pladens 7. skæring, ‘let’s face it‘;
It’s OK to be blue
No one can take the memories away from you
It’s alright to be sad
As longs as you hold on to the dreams you have
It’s alright to be down
Your rollercoaster will soon be upward bound
It’s OK you should know
Tomorrow will be there for you even though
Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along
It’s alright to be alone
Nobody else could fit into your bones
You’re no freak, it’s OK
It’s only natural that I hear you say
It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it
But something else will come along
When the lifeline’s slipping through your hands
It’s a matter of holding on though no one understands
It’s a matter of being who you are
So stand up now, don’t you let them tear your soul apart
Go on, you superstar
It’s alright in the end
It’s where you’re going, not where you have been
All in all, it’s OK
It’s only natural that I hear you say
It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it
But something else will come along
Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along
så da jeg fandt på at producere et banner til hans koncerter, blev det selvfølgelig ‘let’s face it‘ jeg citerede;
helt ideelt ville det jo være at fejre pladen med tim, bandet, og the royal tim society med en koncert, hvor de spiller pladen fra start til slut. men corona og andre omstændigheder, gør desværre dette umuligt at gennemføre. så vi nøjes med at fejre den her på bloggen. tillykke med de 20 år! lad de næste 20 gå knapt så hurtigt.
