hemmeligheder på parade

det er få plader jeg dedikerer et helt indlæg til på denne måde, “bare fordi den fylder rundt”. men tim christensens ‘secrets on parade‘ betyder noget helt særligt for mig, og har fulgt mig i tykt og tyndt siden 2001. den har åbnet døre til en masse venskaber, et par livslange af slagsen, nye musikalske landskaber, en stor oplevelse i london i 2004, mange oplevelser og anekdoter, samt en helveds masse koncerter.

for lidt over en uge siden rundede pladen sit 20. år (!!). det var indtil i går et mysterium præcis hvilken dato pladen udkom på i sin tid. den engelske wikipedia mener det er d. 5. oktober, den danske wikipedia d. 5. november, en gammel B.T. artikel fra d. 27. september 2000 skriver at den udkom 3 dage senere (altså d. 30. september), og GAFFA’s anmeldelse skriver at den udkom d. 5. oktober. så jagten på det rigtige svar gik ind, og jeg fandt frem til den originale pressemeddelelse, og forfatteren til denne pressemeddelelse, nemlig jan poulsen, som kunne bekræfte og slå fast, at den officielle udgivelsesdato var d. 27. september 2000.

rune var faktisk den der i sin tid anbefalede mig pladen, men jeg ville i første omgang ikke lytte til hans anbefaling. lige indtil han tog pladen med til en lille privatfest hos min veninde, og glemte den i anlægget. min veninde fik kort tid efter nogle kærestesorger, så en dag da jeg kom hjem til hende efter skole, fandt jeg hende stortudende og storrygende i hendes forældres stue, med sangen ‘kings garden‘ på repeat. herfra tog det fart. jeg tog pladen med hjem, for rune skulle jo have den tilbage. men inden han fik den, overspillede jeg den på bånd, og derefter var den fast inventar i min walkman i lang lang tid efter. med tiden fik jeg den anskaffet på cd. en cd der til dato nok er den mest slidte jeg har i samlingen. jeg følte mig hørt med den plade. når jeg havde en dårlig dag i skolen, kunne jeg ikke komme hurtigt nok hjem på værelset og spille pladen for fuld skrue.

i sommeren 2001 oprettede tim’s webmaster et chatroom på tim’s hjemmeside. her kunne alle i princippet logge på og chatte med ligesindede og selveste tim i næsten alle døgnets timer. men vi blev hurtigt den samme lille kerne af outsidere fra hele landet, som samledes inde på chatten og chattede om alt muligt. vi havde mange ting tilfælles på kryds og tværs, men kærligheden ‘secrets on parade‘ var helt i centrum. det siger derfor også sig selv, at da ‘honeyburst‘ udkom nogle år senere, døde chatten ud og spredtes på andre mere individuelle kanaler. men inden vi nåede dertil, mødtes vi rundt omkring i landet og hang ud, tog til koncerter sammen, og blev venner på kryds og tværs. ingen i hverken min familie eller min klasse forstod hvor meget det betød for mig, før mange år senere (tror faktisk stadig der er nogle stykker der ikke helt har forstået det). pladen og hele universet omkring pladen, blev mit helle, min bekræftelse på at jeg var god nok, og i det hele taget min overlevelse igennem 3 horrible år på det der dengang hed kolding købmandsskole. det er store ting at knytte til én enkelt plade, men det var nu engang sådan det var, og pladen kan derfor bryste sig af at være min såkaldte “milepælsplade”. pladen der så at sige åbnede et nyt kapitel i mit liv. siden er der selvfølgelig en masse andre sange og plader der har bidraget til soundtracket i mit liv, men ‘secrets on parade‘ vender jeg altid tilbage til.

mange af os fra ovennævnte outsider-kerne, også kaldet the royal tim society, er samlet i nederste højre hjørne i billedet her fra berlingske september 2001. billedet er blevet taget til den sidste ‘secrets on parade‘ koncert i ringsted.

jeg har mange yndlingssange på pladen, men den sang der altid har været “min”, er pladens 7. skæring, ‘let’s face it‘;

It’s OK to be blue
No one can take the memories away from you
It’s alright to be sad
As longs as you hold on to the dreams you have


It’s alright to be down
Your rollercoaster will soon be upward bound
It’s OK you should know
Tomorrow will be there for you even though


Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along


It’s alright to be alone
Nobody else could fit into your bones
You’re no freak, it’s OK
It’s only natural that I hear you say


It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it

But something else will come along


When the lifeline’s slipping through your hands
It’s a matter of holding on though no one understands
It’s a matter of being who you are
So stand up now, don’t you let them tear your soul apart
Go on, you superstar


It’s alright in the end
It’s where you’re going, not where you have been
All in all, it’s OK
It’s only natural that I hear you say


It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it
But something else will come along


Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along

så da jeg fandt på at producere et banner til hans koncerter, blev det selvfølgelig ‘let’s face it‘ jeg citerede;

her på forsiden af ribe ugeavis. jeg endte med kun at bruge banneret 2 gange. her i ribe i august 2001, og i ringsted i september 2001.

helt ideelt ville det jo være at fejre pladen med tim, bandet, og the royal tim society med en koncert, hvor de spiller pladen fra start til slut. men corona og andre omstændigheder, gør desværre dette umuligt at gennemføre. så vi nøjes med at fejre den her på bloggen. tillykke med de 20 år! lad de næste 20 gå knapt så hurtigt.

jan sneum

for lidt over en uge siden, blev jeg fuldstændig slået ud af nyheden om at jan sneum var død. mit facebook feed svømmede over med anekdoter og minder om den kære mand, som alle sammen var rørende enige om, at jan var den rareste de nogensinde havde kendt i musikbranchen. for det var han virkelig.

i dagene op til hans død, dukkede han op i mine tanker op til flere gange. første gang da jeg møder yebo (tremolo beer gut, crunchy frog m.m.) i vanløse. han fortæller mig at han lige har besøgt jan, og at jan ikke har det så godt for tiden. men vi blev enige om, at det nok var én af de mange nedture hans sygdom havde bragt ham i i løbet af de sidste par år, og at han nok snart skulle komme til hægterne igen. det var han god til på trods af sygdommen…at komme ovenpå. kærligheden til musikken spillede 100% ind her. jeg er overbevist om at hans kærlighed til musikken, og alt den kærlighed musikken gav ham retur, langt henad vejen var hans overlevelse.

anden gang jeg kom til at tænke på ham, var da jeg stod i mit køkken og lyttede til kongerækken’s fortælling om den stædige vestjyde ved navn thomas sneum, der var blandt de første engelske agenter i danmark under anden verdenskrig. jeg tænkte på at jeg skulle huske og spørge jan, næste gang jeg så ham, om han på nogen måde var i familie med denne thomas….og så spekulerede jeg lidt på hvornår jeg mon kom til at se ham igen…

mit første møde med jan sneum, var tilbage i 2003, da jeg skulle ind i radiohuset, og have mit særlige DR armbånd på til Roskilde Festival, og have ombyttet min almindelige Roskilde billet, til et mediearmbånd. dengang anede jeg ikke hvem han var, men fik det fortalt da vi kørte derfra. jeg husker tydeligt hans rare væsen.

der skulle gå nogle år før vores veje krydsedes igen. nærmere betegnet på SPOT i 2008, og så har jeg mødt ham utallige gange siden dengang, og hver gang resulterede det i nærværende og hyggelige snakke om både musik og liv, uanset hvor vi rendte ind i hinanden gennem årene…men de gange jeg husker mest tydeligt er;

for ikke så mange år siden, mødte jeg jan på SPOT, hvor han introducerede mig til david fricke (Rolling Stone Magazine), som var hans tro følgesvend på SPOT; “This is Rikke, she is a good cakebaker”. hahaha. og så fortalte han med en iver (der altid var hans varetegn), at jeg altid bagte kage til hans sneum instituttet arrangementer på stengade. sneum instituttet blev sat i søen efter min tid på stengade, men jeg var i december 2015, med til at afvikle hans 70 års fødselsdag, hvor jeg kom til at love ham at jeg ville bage kager til hans kommende arrangementer dernede. det var samtidig til fødselsdagen, det gik op for mig, at han havde kræft. det kunne man dog ikke mærke på ham. han fik så mange gaver, at han måtte komme tilbage dagen efter og fylde bilen til randen, og det skulle vi selvfølgelig forevige;

jeg husker også tydeligt en aften på bremen teater, hvor vi pga. musikken ikke kunne snakke så meget, men istedet stod og iagttog en dansende david bowie og mick jagger loopet der kørte på væggen ovenover vores hoveder, og klukkede lidt når det passede til den musik der blev spillet.
den nok sidste gang jeg så ham, var til Yebo’s 25 års jubilæum for et års tid siden, hvor vi som altid fik os en god krammer og en god snak. det blev heldigvis foreviget…

der bliver sikkert sagt noget klogt. om ikke andet, lytter jan lige så entusiastisk som han altid gjorde.

jeg deltog også i det sidste sneum institut, uden kage. arrangementet var udsolgt, så jan var en travl mand, og vi fik aldrig hilst på hinanden. hvilket fik mig til at sende ham en mail et stykke tid senere, hvor jeg bl.a. skrev at jeg håbede at han ville leve i mange år endnu, så vi kunne få flere gode oplevelser og snakke sammen….men sådan skulle det ikke gå. han vil virkelig blive savnet.