Blogger udenfor sin komfortzone

Quadron på Pickup scenen på Spot 2010 - Foto af Frederik Arhøj fra Gaffa.dk

Titlen siger vidst det hele. Denne blogger er ude på dybt vand. Soul – næ nu har man da aldrig. Det er vidst ikke noget for mig (udover Northern Soul naturligvis og andre efterdønninger – bevares), i hvert fald ikke før nu. En lille hurtig anbefaler til genrenysgerrige individer der, ligesom denne blogger, har brug for en musikalsk overspringshandling. Sagen er den, at nummeret der ligger til download allernederst i dette indlæg, har kørt i medium-rotation på undertegnedes playliste. Medium må siges at være over gennemsnittet, når det kommer til soul’ede indslag. Lige præcis det omtalte nummer, er måske det mindst soul’ede af kunstneren, så derfor kunne jeg godt tænke mig at stifte ordentlig bekendtskab med Coco Maja Hastrup og Robin Hannibal, som også spiller i Boom Clap Bachelors.

Jeg er bekendt med at Gaffa for nylig har postet dette nummer, men det, der egentlig satte min nysgerrighed i gang omkring Quadron var efter at have hørt musikken i filmen Se min kjole af Hella Joof fra 2009. Hvad er det for en behagelig stemme, der går igen? Det var tanken. Det fandt undertegnede så hurtigt ud af ved rulleteksten. Endnu en kunstner man burde have checket ud ved dette års Spot.

Quadron på Pickup scenen på Spot 2010 - Foto af Frederik Arhøj fra Gaffa.dk

Nå, det viste sig, at jeg kender ‘radio-nummeret’ Slippin’, som egentlig også er ret tjekket, større kendskab har jeg desværre ikke endnu til duoen. Jeg vil indtil videre sende anbefalingen videre af det omtalte nummer Slippin’ samt cover versionen af Herfra Hvor Vi Står (Skousen & Ingemann), som er fremført som en yderst smagfuld duet med Silas Bjerregaard fra Turboweekend. Ganske bemærkelsesværdig bedrift da nummeret måske er en smule fortærsket i mange sammenhænge. Det er denne version ikke.

Sommervarmen der ramte landet før weekenden, er smittet af på undertegnede, siden der pludselig skal anbefales glad sommer-soul. Nuvel charmerende og lækkert det er det. Den omtalte film kan forresten også anbefales på det varmeste, selvom temaet er af en mere trist og knap så sommerlig karakter.

Hvem vil med mig til Quadron koncert næste gang de er i Århus?

Download Quadron – Herfra Hvor Vi Står (Med Silas Bjerregaard)

Hør Slippin’ her:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/wereofftherails/quadron-slippin” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=005dff” width=”100%” height=”81″ ]

Quadron på MySpace.

blaa mandag #22

Jeg har været inde på manden bag denne musik et par gange før herinde. Og nu er turen kommet til ham endnu engang i form af et blaa mandag indlæg. Ed Harcourt har på mange fronter været med på mit livs soundtrack siden jeg stødte på ham i 2002, og musikken har fulgt mig i både op og nedture. Det er måske også derfor han er den kunstner jeg ifølge min last.fm har lyttet mest til nogensinde.

Ed Harcourt udgiver på fredag sit femte studiealbum, med den korte og ret præcise titel Lustre. Siden sidste album, er Ed blevet gift og er blevet far, og det kan godt fornemmes imellem linjerne i flere sange på pladen. Man bliver helt glad på hans vegne, og feel-good viben smitter i den grad af på lytteren igennem musikken, uden at det bliver en festplade. Hvis i forstår? Den første gang jeg hørte pladen, må jeg indrømme at jeg var en anelse skeptisk, fordi jeg ikke syntes han var rykket nogen steder. Og det støvede og skramlende udtryk som især var kendetegnende for hans debut-EP Maplewood (1), første album Here Be Monsters (2) og tredje album The Beautiful Lie (5), var ikke rigtig at høre, istedet lød det som ethvert andet gennemsnitligt singer-songwriter album. Men efter at have hørt det igennem en del gange mere, er dette indtryk blevet ændret, især efter at have opdaget den dejligt støvede mellotron, som er det gennemgående instrument i nummeret Haywired, som i kan høre herunder:

[soundcloud width=”100%” height=”81″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/edward_harcourt_haywire”] Ed Harcourt – Haywired by blaavinyl

Jeg er endt med at blive ret glad for pladen, og ville ønske den udkom på vinyl, som nogle af hans forhenværende plader gjorde. Så den kan blive en del af samlingen (se nedenfor (mine 7″ er ikke inkluderet i billedet)), som efterhånden er ret stor:

1. Maplewood (EP) (2000)
2. Here Be Monsters (2001)
3. From Every Sphere (2003)
4. Strangers (2004)
5. The Beautiful Lie (2006)

Tjek resten af albummet ud her og giv især ovennævnte nummer + nummeret Lachrymosity et ekstra lyt. Det kan anbefales på det varmeste.

I reminiscensen af Spot

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=y8rff5jLH_M&hl=da_DK&fs=1&color1=0x006699&color2=0x54abd6]

Hvis du klikkede play på videoen (som i øvrigt er et af årets mest charmerende videoer) før du læste videre, så er du nu bekendt med en talentfuld ung mand fra Århus. Navnet er Snævar Njáll Albertsson, og han har flere aktiver på det musikalske område. Her på bloggen har vi for nylig omtalt Snævars solo-projekt: Dad Rocks! Som vi efterfølgende har hørt i fuldlængde, og den nyligt udgivende ep Digital Age kan anbefales på det allervarmeste.

Ellers er Snævar frontfigur i bandet Mimas, som har haft store koncertsucceser i udlandet. Undertegnede var så heldig at fange Snævar over mail (gud forbyde det i disse skønne soldage) før han drager på turné med Mimas, der blandt andet går til Tyskland, Luxembourg! og Schweiz. Generelt for Mimas må man sige, at de er utrolig dygtige til at etablere kontakter i udlandet i forbindelse med deres koncertvirksomhed, og det er formentlig også derfor, at de har ry for at være et særdeles velspillende og underholdende orkester på en scene. Et nyligt eksempel på dette er på årets Spot festival, hvor de fire herrer havde iklædt sig hættetrøjer med et bloddruppende hjerte, samt udvidet deres oprindelige set-up. Her fik de flere positive ord med på vejen. Vi bringer mail-interviewet i en ucensureret udgave.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Hvordan var årets Spot festival for dig Snævar?
Det var en virkelig dejlig festival i år. Vejret var fantastisk. Jeg var i meget godt selskab, og vores koncert gik rigtig fint.

Hvad var det bedste du så?
Det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg fik set alt for lidt musik, men det hænger selvfølgelig sammen med at jeg både spillede fredag og lørdag. Desuden mødte jeg virkelig mange mennesker, som man lige skulle sludre med. Nu bor jeg trods alt i Århus, så der var en del der gerne ville skåle. Jeg er rigtig træt af at jeg måtte misse Pinkunoizu og Kellermensch, men jeg fik dog fanget rigtig gode koncerter med Kings Light Infantry, Plök og så synes jeg faktisk at The Kissaway Trail gjorde det aldeles fint. Jeg så desuden det franske band Montgomery til et gogoyoko arrangement, og de var min store overraskelse til SPOT.

Hvordan synes du det gik med koncerter du spillede under festivalen?
Jeg er helt tilfreds. Dad Rocks! koncerten på taget af LYNfabrikken var en meget hyggelig affære, og det var ganske anderledes at prøve at skabe en intim stemning udenfor under en bagende sol. Men det gik helt fint, og publikum var meget modtagelige. Mimas koncerten gik ud over al forventning, og det var en helt speciel koncert for os. Det var første gang vi havde to ekstra blæsere med, som vi så benyttede til mange af de nyere sange, som bliver udgivet til efteråret. Publikum til vores koncert var fantastiske, og der var generelt en stor glæde over hele seancen. Vi havde virkelig glædet os til at optræde til festivallen, og havde sådan lidt en følelse af at ‘nu skal vi vise dem hvad vi kan’ – i og med at vi efterhånden har spillet flere koncerter udenlands end hjemme i Danmark. Vi delte ud af gratis eksemplarer af vores debut-plade, og vi kom alligevel af med 200 af dem, så jeg tror koncerten faldt i god jord.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Nu var jeres koncert godt fyldt op, var det rart at folk fra byen kom og bakkede jer op også?
Klart! Men jeg tror nu ikke at vi betragter os som nogen form for lokale helte, eller noget i den stil. Det var dog uden tvivl en virkelig god fornemmelse at stå på scenen med et så talstærkt publikum, sådan noget kan ikke rigtig undgå at give selvtillid, og smitte af på bandet energimæssigt, og det resulterer gerne i et mere sindssygt show. Ikke for vi ikke ville give den hele armen hvis der blot stod ti, det har vi gjort masser af gange, men i det her tilfælde føltes det bare helt rigtigt at der var pakket.

Dad Rocks! til gogoyoko event under Spot 2010.

Du spillede både med dit solo-projekt Dad Rocks! og med dit band Mimas – godt nok kun med Mimas på den officielle plads – men hvordan synes du det var, at være i en situation hvor du repræsenterer to forskellige musikalske udtryk til eventuelle samarbejdspartnere?
Det føles egentlig ret naturligt. Det er to meget forskellige udtryk, og derfor bliver det også ret nemt for mig at adskille i mit musikalske univers. Og det samme tror jeg gælder for øvrige lyttere. Samtidigt er det en god mulighed for at gøre opmærksom på hinanden. Hvis der er nogen der rigtig godt kan lide Dad Rocks! kan de ikke rigtig undgå at stifte bekendtskab med Mimas, og omvendt. På den måde tror jeg faktisk kun det er gavnligt.

Mimas på Spot 2010 (Foto: Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Har du/I fået nogle konkrete henvendelser siden Spot, hvis det har været ønsket?
Ja, det har vi. Det bliver forhåbentlig noget med nogle fransk festivaler, og vi er desuden blevet spillet en del i Estisk radio, og vi har desuden fået nogle meget pæne ord med på vejen af bl.a. Clash Magazine, som udkårede os som nogle af deres favoritter. Og så var der et par pladeselskaber som også har ytret sig i meget positive vendinger.

Hvad er din opfordring til andre der godt kunne tænke sig at præsentere sin musik for udenlandske samarbejdspartnere på Spot? Et godt råd?
Jeg synes personligt at det er vigtigt at man gør de ting man har det allerbedst med. Det er ikke nødvendigt at have et eller andet sindssygt sceneshow, hvor man har gjort en masse ud af nogle ting, hvis det ikke er nogle man er komfortable med. Personligt synes jeg at det skal kunne ses at man nyder at være tilstede, og at man viser at man rent faktisk elsker at spille koncerter. Det er de mennesker der ser på meget, meget interesseret i at man er.

I arbejder på nyt materiale i Mimas – er det meget anderledes end hvad vi tidligere har hørt?
Hvis man ikke har hørt Mimas live det sidste halve års tid, så er det ganske anderledes. Materialet er desuden ganske varieret på den nye plade, og der er både pop, slacker, hip-hop elementer, math-rock, råbe-kor og en klaver-baseret ballade.

Vil vi høre mere til Dad Rocks! i fremtiden?
Uden tvivl. Jeg regner med at lave en mere eller mindre lo-fi demo til sommer, som en optakt til min første fuldlængde, som jeg håber på at optage i løbet af efteråret, hvis alt går vel.

Vi takker Snævar Njáll Albertsson mange gange for at dele sine Spot erfaringer og fifs med os. Undertegnede kan som sagt anbefale Dad Rocks! ep’en på det varmeste, og ligeledes Mimas’ debut skive The Worries.

Goodies:

En foreløbig unavngiven sang fra det omtalte Gogoyoko arrangement i forbindelse med Spot festivalen på toppen af Lynfabrikken):

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=KMXvOhZZJc8&hl=da_DK&fs=1&]

To gratiz numre med Dad Rocks! her:

Dad Rocks! – Nothing Keeps Up (Via Kanel Records hvor ep’en kan købes)

Dad Rocks! – Aroused By Hair (Via Kanel Records)

Hør desuden nyt materiale fra Mimas’ kommende plade på deres facebook gruppe, nummeret Application ligger til streaming.

Kong Højrød

Ja som gårsdagens indlæg bar præg af, så var undertegnede en presset herre. Der var en eksamensopgave der lige skulle overstås, en af de lidt større af slagsen, så nu kan blikket atter vendes mod lidt mere blog-agtige emner.

I fik en kort snas af det album undertegnede gerne vil sende videre i systemet. Til dem der ikke kender det, så hedder albummet In the Court Of the Crimson King af King Crimson. Et band der vel bedst beskrives som prog-rock, eller avantgarde-pop. Melodisk er det i hvert fald i høj grad på trods af en ofte større kompleksitet, der i særdeleshed bliver udført af trommeslager Michael Giles, tangent-geni Ian McDonald, guitarist Robert Fripp og selvfølgelig lyrikeren i bandet Peter Sinfield (okay det var næsten hele bandet). I hvert fald er albummet et legendarisk album fra 1969, og det er det eneste bandet nåede at udgive i den line-up, som bestod af allerede omtalte medlemmer og bassist Greg Lake.

Bandet havde deres debut-koncert foran 650,000 mennesker i Hyde-Park i London i  juli 1969, idet de havde fået en opvarmningstjans for ingen ringere end The Rolling Stones, derefter blev albummet indspillet.

Musikken er vanvittig storladen, den er intim og den er yderst nervepirrende, især på grund af det tekstunivers de bevæger sig indenfor. De mest kompetente numre på pladen er: 21st Century Schizoid Man (der var vores blaa mandag track), Epitah (hvilken smuk titel), In the Court Of the Crimson King (nummeret der navngav bandet) og selvfølgelig Moonchild. Det er næsten hele albummet der er blevet nævnt, og det er ikke tilfældigt, for det er virkelig en gennemført plade, der ud over at have influeret prog-rocken i meget høj grad, også kan bryste sig af, at have influeret den senere garage-lyd og sikkert meget mere. Musikken er i hvert fald vanvittig kompetent, og selvom jeg desværre aldrig (endnu) har hørt pladen på vinyl, så siges det, at det er her den er bedst. Der er nemlig mange afdæmpede melodiske dele af pladen, som simpelthen bare skal høres i forbindelse med vinylens skratten.
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=KovJ7WLh2Qc&hl=da_DK&fs=1&]
Hør titel-nummeret In the Court Of the Crimson King, og kom så ikke at fortæl mig, at du ikke fik en lille snert af storladen kongelighed på nethinden. Den holder hele vejen.
Bandet Yes, der læner sig tæt op af King Crimson stil, tilbød blandt andet Robert Fripp at erstatte deres daværende guitarist Peter Banks. Men så vidt jeg ved, så endte det aldrig med at være tilfældet, for King Crimson eksisterer stadig den dag i dag, dog har jeg ikke et særligt kendskab til deres efterfølgende plader, så byd gerne ind med anbefalinger.

Som bonus-info kan det nævnes, at King Crimson optræder på den ligeledes anbefalelsesværdig film Children Of Men (2006). Det er nok ikke en film for alle og enhver, men jeg er nu er sucker for post-apokalyptiske fortællinger.

Gå desuden på vinyljagt her.