mit efterårssoundtrack pt

instrumentalt musik kan noget helt særligt. jeg kan ikke rigtigt beskrive det, men det har i den grad været min redning i den seneste uge – hvor jeg ikke alene har kæmpet for 5. uge i træk med smerter i ryg og ben, men også har skulle kapere en vens pludselige og alt for tidlige død. 2020…året der bliver ved med at tage. men til gengæld har jeg fundet det perfekte soundtrack til mine meget mørke efterårsblues.

den danske violinist, søren stensby har begået en rigtig rigtig smuk ep, som udkom i marts i år. vi skulle have haft fornøjelsen af det i levende live på årets spot festival, men covid-19 ville os det anderledes, desværre. ‘into colouring spaces‘, som ep’en hedder, er på én gang drømmende og på en måde mediterende for tankemylderet, som vi alle indimellem oplever – og som undertegnede især har været igennem den seneste uge. den giver ro og håb. havde jeg haft et skylight i min lejlighed, kunne jeg bruge hele dagen på at se på skyerne drive forbi, og drømme mig væk til denne ep.

den anden del af soundtracket, indeholder min evige favorit, ed harcourt. han udgav i september endnu et instrumentalt album kaldet ‘monochrome to colour‘, og har i modsætningen til hans første instrumentale album fra 2018 – ‘beyond the end‘ – bygget lidt mere på lydbilledet. hvor ‘beyond the end‘ tog meget udgangspunkt i klaver og strygere, har harcourt her på ‘monochrome to colour‘ udvidet lydbilledet med både blæsere, effekter, og slagtøj på flere af numrene, hvilket bestemt ikke gør noget. da albummet dukkede op i mine ører i starten af ugen, var jeg lige ved at bryde grædende sammen i bussen, og blev nødt til at slukke for musikken et øjeblik, så mit mundbind ikke blev gennemblødt. det var så rammende en melankoli i forhold til mit humør, at det gik lige i hjertekulen, og det er sket gentagende gange siden. både med harcourt og stensby.

det har været en uge med savn, smerter, let til tårer og tankemylder, og her har stensby og harcourt været eminente kompagnoner i mine ører. tjek dem ud her, eller tag dine hørebøffer på og gå en aftentur:

hemmeligheder på parade

det er få plader jeg dedikerer et helt indlæg til på denne måde, “bare fordi den fylder rundt”. men tim christensens ‘secrets on parade‘ betyder noget helt særligt for mig, og har fulgt mig i tykt og tyndt siden 2001. den har åbnet døre til en masse venskaber, et par livslange af slagsen, nye musikalske landskaber, en stor oplevelse i london i 2004, mange oplevelser og anekdoter, samt en helveds masse koncerter.

for lidt over en uge siden rundede pladen sit 20. år (!!). det var indtil i går et mysterium præcis hvilken dato pladen udkom på i sin tid. den engelske wikipedia mener det er d. 5. oktober, den danske wikipedia d. 5. november, en gammel B.T. artikel fra d. 27. september 2000 skriver at den udkom 3 dage senere (altså d. 30. september), og GAFFA’s anmeldelse skriver at den udkom d. 5. oktober. så jagten på det rigtige svar gik ind, og jeg fandt frem til den originale pressemeddelelse, og forfatteren til denne pressemeddelelse, nemlig jan poulsen, som kunne bekræfte og slå fast, at den officielle udgivelsesdato var d. 27. september 2000.

rune var faktisk den der i sin tid anbefalede mig pladen, men jeg ville i første omgang ikke lytte til hans anbefaling. lige indtil han tog pladen med til en lille privatfest hos min veninde, og glemte den i anlægget. min veninde fik kort tid efter nogle kærestesorger, så en dag da jeg kom hjem til hende efter skole, fandt jeg hende stortudende og storrygende i hendes forældres stue, med sangen ‘kings garden‘ på repeat. herfra tog det fart. jeg tog pladen med hjem, for rune skulle jo have den tilbage. men inden han fik den, overspillede jeg den på bånd, og derefter var den fast inventar i min walkman i lang lang tid efter. med tiden fik jeg den anskaffet på cd. en cd der til dato nok er den mest slidte jeg har i samlingen. jeg følte mig hørt med den plade. når jeg havde en dårlig dag i skolen, kunne jeg ikke komme hurtigt nok hjem på værelset og spille pladen for fuld skrue.

i sommeren 2001 oprettede tim’s webmaster et chatroom på tim’s hjemmeside. her kunne alle i princippet logge på og chatte med ligesindede og selveste tim i næsten alle døgnets timer. men vi blev hurtigt den samme lille kerne af outsidere fra hele landet, som samledes inde på chatten og chattede om alt muligt. vi havde mange ting tilfælles på kryds og tværs, men kærligheden ‘secrets on parade‘ var helt i centrum. det siger derfor også sig selv, at da ‘honeyburst‘ udkom nogle år senere, døde chatten ud og spredtes på andre mere individuelle kanaler. men inden vi nåede dertil, mødtes vi rundt omkring i landet og hang ud, tog til koncerter sammen, og blev venner på kryds og tværs. ingen i hverken min familie eller min klasse forstod hvor meget det betød for mig, før mange år senere (tror faktisk stadig der er nogle stykker der ikke helt har forstået det). pladen og hele universet omkring pladen, blev mit helle, min bekræftelse på at jeg var god nok, og i det hele taget min overlevelse igennem 3 horrible år på det der dengang hed kolding købmandsskole. det er store ting at knytte til én enkelt plade, men det var nu engang sådan det var, og pladen kan derfor bryste sig af at være min såkaldte “milepælsplade”. pladen der så at sige åbnede et nyt kapitel i mit liv. siden er der selvfølgelig en masse andre sange og plader der har bidraget til soundtracket i mit liv, men ‘secrets on parade‘ vender jeg altid tilbage til.

mange af os fra ovennævnte outsider-kerne, også kaldet the royal tim society, er samlet i nederste højre hjørne i billedet her fra berlingske september 2001. billedet er blevet taget til den sidste ‘secrets on parade‘ koncert i ringsted.

jeg har mange yndlingssange på pladen, men den sang der altid har været “min”, er pladens 7. skæring, ‘let’s face it‘;

It’s OK to be blue
No one can take the memories away from you
It’s alright to be sad
As longs as you hold on to the dreams you have


It’s alright to be down
Your rollercoaster will soon be upward bound
It’s OK you should know
Tomorrow will be there for you even though


Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along


It’s alright to be alone
Nobody else could fit into your bones
You’re no freak, it’s OK
It’s only natural that I hear you say


It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it

But something else will come along


When the lifeline’s slipping through your hands
It’s a matter of holding on though no one understands
It’s a matter of being who you are
So stand up now, don’t you let them tear your soul apart
Go on, you superstar


It’s alright in the end
It’s where you’re going, not where you have been
All in all, it’s OK
It’s only natural that I hear you say


It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it
But something else will come along


Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along

så da jeg fandt på at producere et banner til hans koncerter, blev det selvfølgelig ‘let’s face it‘ jeg citerede;

her på forsiden af ribe ugeavis. jeg endte med kun at bruge banneret 2 gange. her i ribe i august 2001, og i ringsted i september 2001.

helt ideelt ville det jo være at fejre pladen med tim, bandet, og the royal tim society med en koncert, hvor de spiller pladen fra start til slut. men corona og andre omstændigheder, gør desværre dette umuligt at gennemføre. så vi nøjes med at fejre den her på bloggen. tillykke med de 20 år! lad de næste 20 gå knapt så hurtigt.

jan sneum

for lidt over en uge siden, blev jeg fuldstændig slået ud af nyheden om at jan sneum var død. mit facebook feed svømmede over med anekdoter og minder om den kære mand, som alle sammen var rørende enige om, at jan var den rareste de nogensinde havde kendt i musikbranchen. for det var han virkelig.

i dagene op til hans død, dukkede han op i mine tanker op til flere gange. første gang da jeg møder yebo (tremolo beer gut, crunchy frog m.m.) i vanløse. han fortæller mig at han lige har besøgt jan, og at jan ikke har det så godt for tiden. men vi blev enige om, at det nok var én af de mange nedture hans sygdom havde bragt ham i i løbet af de sidste par år, og at han nok snart skulle komme til hægterne igen. det var han god til på trods af sygdommen…at komme ovenpå. kærligheden til musikken spillede 100% ind her. jeg er overbevist om at hans kærlighed til musikken, og alt den kærlighed musikken gav ham retur, langt henad vejen var hans overlevelse.

anden gang jeg kom til at tænke på ham, var da jeg stod i mit køkken og lyttede til kongerækken’s fortælling om den stædige vestjyde ved navn thomas sneum, der var blandt de første engelske agenter i danmark under anden verdenskrig. jeg tænkte på at jeg skulle huske og spørge jan, næste gang jeg så ham, om han på nogen måde var i familie med denne thomas….og så spekulerede jeg lidt på hvornår jeg mon kom til at se ham igen…

mit første møde med jan sneum, var tilbage i 2003, da jeg skulle ind i radiohuset, og have mit særlige DR armbånd på til Roskilde Festival, og have ombyttet min almindelige Roskilde billet, til et mediearmbånd. dengang anede jeg ikke hvem han var, men fik det fortalt da vi kørte derfra. jeg husker tydeligt hans rare væsen.

der skulle gå nogle år før vores veje krydsedes igen. nærmere betegnet på SPOT i 2008, og så har jeg mødt ham utallige gange siden dengang, og hver gang resulterede det i nærværende og hyggelige snakke om både musik og liv, uanset hvor vi rendte ind i hinanden gennem årene…men de gange jeg husker mest tydeligt er;

for ikke så mange år siden, mødte jeg jan på SPOT, hvor han introducerede mig til david fricke (Rolling Stone Magazine), som var hans tro følgesvend på SPOT; “This is Rikke, she is a good cakebaker”. hahaha. og så fortalte han med en iver (der altid var hans varetegn), at jeg altid bagte kage til hans sneum instituttet arrangementer på stengade. sneum instituttet blev sat i søen efter min tid på stengade, men jeg var i december 2015, med til at afvikle hans 70 års fødselsdag, hvor jeg kom til at love ham at jeg ville bage kager til hans kommende arrangementer dernede. det var samtidig til fødselsdagen, det gik op for mig, at han havde kræft. det kunne man dog ikke mærke på ham. han fik så mange gaver, at han måtte komme tilbage dagen efter og fylde bilen til randen, og det skulle vi selvfølgelig forevige;

jeg husker også tydeligt en aften på bremen teater, hvor vi pga. musikken ikke kunne snakke så meget, men istedet stod og iagttog en dansende david bowie og mick jagger loopet der kørte på væggen ovenover vores hoveder, og klukkede lidt når det passede til den musik der blev spillet.
den nok sidste gang jeg så ham, var til Yebo’s 25 års jubilæum for et års tid siden, hvor vi som altid fik os en god krammer og en god snak. det blev heldigvis foreviget…

der bliver sikkert sagt noget klogt. om ikke andet, lytter jan lige så entusiastisk som han altid gjorde.

jeg deltog også i det sidste sneum institut, uden kage. arrangementet var udsolgt, så jan var en travl mand, og vi fik aldrig hilst på hinanden. hvilket fik mig til at sende ham en mail et stykke tid senere, hvor jeg bl.a. skrev at jeg håbede at han ville leve i mange år endnu, så vi kunne få flere gode oplevelser og snakke sammen….men sådan skulle det ikke gå. han vil virkelig blive savnet.

almost famous

i dag fylder yndlingsfilmen over dem alle 20 år. 20 (!!). filmen jeg blev voksen med. filmen der lærte mig, at hvis jeg nogensinde følte mig alene eller trist, så kunne jeg altid gå ned i en pladeforretning og besøge mine “venner”. filmen der lærte mig at man kommer længst med ærlighed, selvom omverdenen ikke altid handler derefter. filmen der lærte mig at man nogle gange skal kaste sig ud i nogle vilde eventyr, og ikke se sig tilbage. og ikke mindst filmen der viste mig, at det er helt okay at have et stort bankende hjerte for musik, og følge dine drømme.

til jer der ikke har set filmen, så er den faktisk en semi-autobiografisk film, baseret på filmens instruktør, cameron crowe’s oplevelser fra da han selv var teenager, og skrev for rolling stone. samt baseret på virkelige hændelser, som crowe oplevede da han var på tour med bands som led zeppelin, eagles, lynyrd skynyrd m.fl. en ægte rock’n roll fortælling “on the road”, og med alt der følger. eller i hvert fald fulgte hvis du var med et turnerende rock-band i slut 60erne eller start 70erne i usa.

der er så mange legendariske scener fra filmen, og jeg kunne snildt vise dem allesammen, men så ville det være lige før at det ikke ville være sjovt at se filmen hvis du ikke har set den endnu. så vi nøjes med et par highlights;

tiny dancer scenen må være min absolut yndlings. én af filmens stærkeste, der virkelig viser hvordan musikken kan samle. prøv selv og tjek den ud, og se om du kan undlade at skråle med og ikke blive helt glad indeni…

så er der scenen hvor william (filmens hovedrolle) netop har mødt ét af sine store forbilleder, den legendariske musikjournalist, lester bangs, spillet helt genialt af philip seymour hoffman;

der er også mange sjove scener, men én af dem der helt klart printer sig fast som én af de mest legendariske, er da filmens hovedbands (hvis man kan kalde dem det) forsanger, russell hammond (spillet af billy crudup (bonusinfo; brad pitt var faktisk et langt stykke ad vejen castet til denne rolle)) er på et syretrip og har forvildet sig op på et tag til en fest;

soundtracket er mind-blowing. med alt lige fra david bowie, yusuf/cat stevens, elton john, led zeppelin, the beach boys, og mange flere. det spiller genialt ind i filmens handling, og ligger som det perfekte bagtæppe. et rigtig godt eksempel herpå, er fra scenen hvor unge william får sin storesøsters pladesamling, da hun rejser hjemmefra, og vi går fra simon and garfunkel’s smukke ‘america‘ og direkte over i den noget mere syrede ‘sparks‘ fra the who’s rock-opera plade ‘tommy‘;

tjek soundtracket ud her;

filmen kan så vidt jeg kan se, pt. kun lejes eller købes på f.eks. blockbuster eller viaplay for tiden. en skam, for den lå indtil for nyligt på netflix. men får du chancen, eller er du blevet alt for nysgerrig, så tjek den ud for pokker! kan godt være den har 20 år på bagen, men hvis du spørger mig, er den lige så tidløs, som musikken.

loppen

når jeg tænker tilbage, så var den allerførste koncert jeg oplevede på Loppen, Damien Rice i oktober 2003. Rune var faktisk også med. vi havde taget toget fra Kolding, og glædede os begge til at opleve både Loppen, og Damien Rice. det blev en lang aften, for vi var i rigtig god tid derude, og inden Damien Rice, gik den mest syrede opvarmning på, som spillede i noget der virkede som en evighed. han sad ned på scenen og kælede for sin guitar og syrede derudaf. publikum havde også sat sig ned. på et tidspunkt kigger jeg bagud, og får øjenkontakt med Damien Rice, som har listet sig ud for at opleve supporten sammen med os andre. jeg fik et chok, og jeg tror han kunne mærke det på mig, for da jeg kiggede igen, var han væk. det endte med at være den bedste (ud af to) koncert jeg har oplevet med Damien Rice. han og bandet var on fire, og de endte med at spille hele 3 kvarters ekstra numre, som bl.a. endte ud i noget Led Zeppelin jam. det var lige før Rune og jeg ikke nåede det sidste nattog hjem til jylland. siden dengang, har jeg været på Loppen op til flere gange, og bl.a. oplevet koncerter med; Big Bang, Camera Obscura, Sam Amidon, Beach House, og Speaker Bite Me m.fl. det er altid noget helt særligt at komme derud til koncert.

I skulle lige have denne fortælling med, for som jeg nævnte i sidste indlæg, er samtlige spillesteder, store som små er hårdt prøvede i disse pandemi tider. men ét spillested er særligt hårdt prøvet for tiden, og det er Loppen. hvorfor er Loppen hårdere ramt end andre spillesteder? jo ser I…Loppen var indtil 2016 det man kalder et regionalt spillested. støttemodellen til rytmiske spillesteder her i Danmark, er delt op i to typer;

  • regionale spillesteder, der som regel for støtte i millionklassen af stat og kommune, og bl.a. har til opgave at brede musikken ud regionalt.
  • så er der honrarstøttede spillesteder, som får støtte til minimum 10 koncerter årligt, (på Stengade havde vi f.eks. 350 honorarklip om året), og støtten her, er modsat støtten til de regionale spillesteder, øremærket honorarer til musikerne.

fælles for begge støttemodeller er, at de skal deles 50/50 mellem stat og kommune.

Loppen har siden 2017, været honorarstøttet og fået driftsstøtte fra Københavns Kommune, og den aftale udløber i januar 2021. Loppen har igen prøvet at ansøge om at blive regionalt spillested, og Københavns Kommune ville gerne udnævne dem, men Projektstøtteudvalget for Musik hos Statens Kunstfond (staten), ville ikke udnævne dem. Og når kommune og stat ikke kan være enige om at udnævne et spillested, så kan spillestedet ikke opnå titlen ‘regionalt spillested’ (50/50 modellen). så nu har Loppen igen måtte ansøge om driftsstøtte fra kommunen, dels for at kunne overleve, men også for at kunne udleve nogle af alle de projekter det arbejdsomme spillested gerne vil have sat i søen i den nærmeste fremtid. en ansøgning de pt. afventer svar på når Kultur- og Fritidsudvalget mødes igen i august. hele denne økonomiske usikkerhed, sammenholdt med manglende indtægter pga. pandemien og lockdown, har gjort at Loppen er blevet nødt til at bruge alternative og kreative metoder for at kunne få én eller anden form for økonomi kørende i en slunken kasse. spillestedet har dels fået udviklet en øl, og har åbnet en støttebar ude foran deres spillested, hvor de også sælger Loppen merchandise fra, men derudover har de også startet en indsamling på 500.000 kr, og de er allerede lidt over halvvejs. hurra!

vi har selvfølgelig her på bloggen haft pengepungen fremme, da vi umuligt ville kunne forestille os en verden uden Loppen. du kan også hjælpe til med at støtte spillestedet via linket her. lad os krydse fingre for at det både lykkes for Loppen at få tilkendt driftsstøtte, derefter honorarstøtte, og ikke mindst at de også når deres mål med indsamlingen her. det er vigtigt at støtte op, for hvis man skal tro referaterne fra Kultur- og Fritidsudvalget, så er budgettet for lille til at give Loppen den støtte de har søgt om.

vores branche bløder


de seneste måneders pandemi, har vendt hele verden på hovedet. intet er som det var før, selvom mange opfører sig sådan. men undertegnet har tænkt meget på hvor løst et kram f.eks. sad på én før pandemien…bare det at skulle overlevere et tog til en kollega på jobbet, startede som regel med et kram eller et håndtryk…det er der intet af nu, og jeg savner det sgu.

en anden ting jeg savner mindst lige så meget, er koncerterne. dem savner jeg virkelig virkelig meget. én ting er atmosfæren omkring det at gå ind på et spillested og samles i mørket om musikken, en anden ting er friheden til spontant at tage til en koncert i f.eks. Byhaven. det første er pt. slet ikke muligt, og har ikke været det siden lockdown i starten af marts, og ingen ved hvornår, eller om det bliver muligt igen. det andet er til en vis grad muligt igen, men det er slet ikke det samme som før…for nu skal du bestille bord i forvejen, eller komme i god tid og sikre dig et af “walk-in” bordene…du kan ikke som før dukke op når det passer dig, og stille dig hvor du har lyst. det savner jeg. jeg savner også festivalerne, og den frihed og de særlige oplevelser der følger med der. min hjerne kan ikke rigtig fatte at det er sommer, for der har jo hverken været en SPOT festival eller en Roskilde…og vejret skriger samtidig heller ikke ligefrem af sommer. det er helt forkert. jeg håber virkelig de får lov til at vende tilbage til næste år.

spillestederne var nogle af de første der lukkede ned, og de bliver sikkert også nogle af de sidste der åbner op igen. det er hårdt at være vidne til den kamp der pt. bliver kæmpet i hele den musikalske fødekæde, hvor det er som om politikerne ikke helt har fået pudset virkelighedsbrillerne ordentligt. men samtidig er der nu langt om længe dele af branchen der har fundet sammen i foreninger – hvilket de ikke har kunne finde ud af før – i et forsøg på at skabe et bedre talerør til beslutningstagerne, og det har været fedt at være vidne til, efter man i alle de år har talt og talt om at tale kulturen op. det er nu folkens! det er nu vi skal stå sammen og vise omverdenen hvor vigtigt det her det er, og vise hvad vi er gjort af.

det er på tide at politikerne og embedsværket bliver bedre til at tænke på tværs af ‘søjlerne’ (ministerierne), og samarbejder mere på tværs end tilfældet er i dag, hvor dele af vores branche er faldet ned imellem to søjler, fordi man ikke kan finde ud af at samarbejde, eller ikke ønsker det, fordi der ikke er tradition for at de to søjler kan snakke sammen. det er en meget gammeldags tankegang, og gavner på ingen måde samfundet. kulturministeriet burde fylde meget mere på finansloven, og burde have meget mere at skulle have sagt end det har i dag. man burde blive bedre til at tænke kunst og kultur ind på tværs af søjlerne…for det ér et bredt område, og limen i vores samfund. uden kunst og kultur, ingen dannelse, uden dannelse….hvor er vi så som samfund? man burde se denne her pandemi, som en prøvelse for vores samfundsmodel som den er i dag, og re-tænke indenfor samtlige søjler, istedet for at forsøge at få de nye situationer til at passe ned i gamle støvede kasser.