spot optakt: bisse

Bisse

Det er blevet tid til den årlige optakt til SPOT Festival, og vi starter optakten i barndommens land sammen med SPOT-aktuelle Bisse, for han udgav sidste år sit såkaldte barndomsalbum “19. 6. 87” opkaldt efter den dag og det år han blev født. Det var meningen at pladen skulle udkomme på hans 30 års fødselsdag d. 19. juni 2017…men omstændighederne gjorde at det først blev d. 22. september 2017. Det er nu et halvt år siden, og i Bisse’s Showbizze land, er det meget lang tid at vente med at skrive om en plade, for der er sikkert allerede én mere på vej lige om hjørnet. Første single er allerede udkommet med en dertilhørende flot video der bl.a. viser en bogstaveligt talt nøgen Bisse rundt omkring i verdens flotte landskaber. Jeg skriver bogstaveligt talt, fordi hans signatur-agtige uglede og afblegede lange hår er skrabet fuldstændig af, sammen med hans ellers så markante øjenbryn. Meget fascinerende syn, men for youtube et så markant og lige-på-grænsen syn, at man, for at kunne se videoen skal logge ind og acceptere at man nu er vidne til et syn som måske ikke alle vil acceptere. Jeg er vild med den måde at trække tingene til grænserne på;

IMG_1187

Men tilbage til barndommen og den fine plade der udkom sidste år, hvor Bisse inviterer os med på en tur igennem hans barndom. En barndom jeg på mange måder kan genkende rigtig mange ting fra, og drage over på min egen opvækst. Jeg er blot to år ældre end Thorbjørn, som er inde i Bisse, så vi har derfor omgivet os med mange af de samme ting i vores barndom, såsom Red Alert, Sim City 3000, The Sims, guldfisk, fester i fritteren, Kim Larsen plader, bedsteforældre, og ikke mindst hjemmevideoer m.m.

bagsiden af barndomspladen
bagsiden af barndomspladen

Vil du ik hjem og lege
på Morsøvej 30
: sammen med mig

Vi kan fodre guldfiskene
og kæle med felix og freja
Vi har også en kanin
den hedder ninus
Og jeg skal også vise dig
min samling af kinderæg overraskelser
og vi skal bytte dinosaurer
Hvad med min langhals for din raptor?
Så ka vi bruge vores computertid bagefter
Du må godt starte med at styre

Counterstrike
Heroes of Might and Magic
Diablo
Grim Fandango
Red Alert
: Ta-Ta-Ta-Ta-Tatanja!

Jeg er vild med æstetikken omkring barndomspladen, for lige præcis sidste år, havde jeg langt om længe fået min far overtalt til at vi skulle få digitaliseret alle de mange hjemmevideoer, som han for flere år siden havde lagt over fra VHS til DVD. Så opgaven var lige for, og en (for mig) guldskat af en anden tid er nu pakket sammen med sløjfe og bånd på en lille harddisk. En nostalgisk proces som jeg ved Thorbjørn også har været igennem i forbindelse med indspilningen af denne her plade. Jeg er nok den i vores familie der altid har holdt allermest af de gamle hjemmevideoer, og den nostalgi de oser af. Der er klip fra de utalligt mange børnefødselsdage, hvor man var omgivet af hele den pukkelryggede. Farmor og mormor levede stadig, og mændene skulle altid se bold, selvom vi stadig spiste;

Familiefødselsdagen med både farmor og mormor, og mændene der altid skulle se bold
Familiefødselsdagen med både farmor og mormor, og mændene der altid skulle se bold (det er Rune der er imellem vores farmor og min mormor forrest i billedet)

Eller i de år vores faster boede hjemme hos os, og jeg som altid skulle lege frisør med hendes hår, imens hun underholdte min lillebror;
Yndlingsfasteren er indlagt til en omgang frisør, samtidig med at hun underholder lillebror

Det er kort sagt en æstetik, en fortælling, og et univers jeg kan nikke meget genkendende til, og er nok også den Bisse-plade jeg indtil videre er blevet allergladest for. For her er plads til både barndommens farverige landskaber, med kastanjedyr, drømme, guldfisk, børnefødselsdagene, røde kinder osv. Men der er også plads til melankolien på smukkeste vis. Først og fremmest i sangen om hans barnepige der døde i en trafikulykke, hvor han synger om at sidde for sig selv og at have godt af at kede sig lidt, og lade minderne flyde igennem systemet om sin første kærlighed. Men også med sangen om sin far der på mirakuløst vis overlevede en blodprop i hjernen, i sangen “Drøm til Min Far“, som undertegnede stiftede bekendtskab med for første gang til koncerten i Store Vega, hvilket resulterede i de største kuldegysninger og en klump i halsen;

Det er selvfølgelig ikke én til én de samme begivenheder der nødvendigvis kunne beskrive mine melankolske dele af min barndom, men døden var da også en del af den, og min far har ikke været døden nær, men har kæmpet med livet på anden vis. Jeg tænker i forstår, og jeg tænker at alle der er født i 80’erne ville kunne identificere sig med denne helstøbte plade, der rummer det hele, som jeg håber at vi får lov til at opleve live på SPOT Festival d. 9.-13. maj.. For jeg tænker som nævnt, at Bisse nok er godt på vej videre – for det går jo hurtigt i Showbizze-land – men jeg bevarer mit spinkle håb for at han vil fyre op under nogle af favoritterne fra barndommens land.

gæsteindlæg – Eucrid Elms

Nu er der kun 1 dag til vi skal ud på Kulturstationen Vanløse, og hygge os i selskab med lækker musik, og i den forbindelse får i her et fint lille gæsteindlæg fra Esben, som står bag Eucrid Elms:

Eucrid Elms

Et opmuntrende indlæg om din og verdens undergang i kunsten

Jeg har været besat af kunst og kultur, der på den ene eller anden måde forholder sig til undergang i lang tid. Da mit debutalbum “Digital Funeral”, der udkom i december, er et konceptalbum, hvor sangene kredser om både verdens og den personlige undergang, tænkte jeg, at det måtte være på sin plads at skrive noget om det og anbefale gode undergangskunstværker (langt ord!).
Jeg ser undergangen mange steder i kunsten i disse og måske er det ikke så underligt med en omfattende klimakrise, politisk ustabilitet og en digital virkelighed, der med sikkerhed vil ændre menneskeheden, og hvad det vil sige at være menneske på sigt. Måske er der slet ikke større fokus på undergang i kunsten, måske ser jeg spøgelser – men der er mange spændende værker derude og kunst og kultur er livsvigtig for mennesker i tider, hvor mange føler sig afmægtige.

Undergangskunst er for mig mange ting og ikke kun noget, der handler om en depressiv og politisk reaktion på verdens tilstand, den kan også omhandle det enkelte menneskes undergang. Og den er ikke kun noget negativt. Det er den ikke, da undergangen er uomgængelig: vi går alle under, uanset om vi vil det eller ej. Derfor kan den også være noget smukt, og ikke mindst derfor har mennesker altid haft behov for at forholde sig til den ved hjælp af kunsten, som en forberedelse på intetheden, en forberedelse vi på ingen andre måder kan finde ud af at praktisere især i vestlige samfund, hvor vi er uendeligt bange for at forholde os til og tale om død og undergang.

Inden det bliver alt for emo det hele, må jeg hellere præsentere noget af det, som jeg mener er undergangskunst, når det er allerbedst og har den mest voldsomme påvirkning.
Jeg må fremhæve Mount Eerie’s album A Crow Looked at Me, et album jeg kun har hørt tre gange, den ene gang live i det nu hedengangne Jazzhouse. Et album hvor den fantastiske sangskriver Phil Elverum i et anti-metaforisk sprog beskriver konkrete detaljer omkring sin kones sygdom og død. Hele pladen starter med ordene:

Death is real,    
Someone’s there and then they’re not
And it’s not for singing about
It’s not for making into art

Mount Eerie – ‘Death is Real‘:

Og det er så alligevel det han gør. Han skaber et værk, der i alle sine detaljerede, nøgterne beskrivelser bliver et anti-kunstværk, som denne begyndelse også understreger. Den virkelige død gør kunsten overflødig, men i al sin modsætningsfuldhed bliver kunsten også en udvej for ham. A Crow Looked at Me er næsten umulig for mig at lytte til, men hvis man kan give sig hen og følge katastrofen, så får man i sidste ende en stor gave i forhold til at forstå sit eget liv og dem der betyder noget for én.

Et andet og anderledes værk jeg vil fremhæve er Sam Amidons mageløse album I see the Sign. Folk-fortolkeren, der nok er mit største musikalske idol!, synger om mange ting på albummet, hvor der blandt andet er et glimrende cover af R. Kellys Relief. Titelsangen I See the Sign er en gammel amerikansk traditional om verdens undergang og hans og Nico Muhlys version af den er gruopvækkende, hektisk og virkelig smuk. Når Sam Amidon rustent råbende gentager sætningen “Loose horse in the valley” ser man billedet af undergangen tydeligt for sig.
Det smukkeste soundtrack til verdens undergang, man kan forestille sig:

En tredje sang, som er oplagt at nævne er Sun Kil Moons Carissa fra mesterværket Benji. Han beskriver sin halvkusine Carissas pludselige død i en brandulykke med en tekst, der bevæger sig på grænsen til det overfølsomme, men han formår med sit helt særlige udtryk aldrig at gå over den grænse, en kunst i sig selv. Den er i sin dagbogsagtige lyriske form i familie med Mount Eerie, men dog fornemmer man den større afstand, der trods alt er til dødsfaldet. Det gør det ikke sangen mindre værdifuld, men er blot et andet bud på en kunstnerisk repræsentation af undergangen.

For at det hele ikke bliver et rent singer/songwriter-helvede bliver jeg selvfølgelig også nødt til at nævne Lars von Triers “Melancholia” i denne sammenhæng uden yderligere beskrivelse. En vidunderlig undergangsfilm.

Og så håber jeg selvfølgelig at du vil fortsætte din udforskning af undergangen med at give mit nye album Digital Funeral et lyt!  

blaavinyl præsenterer

Og med de ord, håber vi at vi ses i morgen aften kl. 20:30 på Kulturstationen Vanløse. Billetter kan erhverves her.