sommer lydtapet

Sommertid

Det er som om at jeg har en tendens til at lytte til meget melankolsk musik når det bliver sommer. I 2013 havde Sigur Rós f.eks. en stor plads i mit hjerte, dels pga. deres fremragende plade Kveikur fra samme år, og ikke mindst også fordi de spillede en smuk smuk koncert på Roskilde Festival samme år. Fordi jeg har lyttet så meget til Minor Victories og Explosions In The Sky de sidste par uger, er jeg havnet i Sigur Rós land igen og pladen Takk… fra 2005 har endelig åbnet sig for mig;

Radiohead har også fået en lille revival efter at jeg hørte noget af deres nye materiale i den lokale pladeforretning sidste fredag, og nummeret Daydreaming fra deres nye plade A Moon Shaped Pool har gjort indtryk;

Når det så bliver lidt for højtragende og melankolsk, skifter jeg over til Caribou;

Vi slutter lige sommer-lydtapetet af i et lidt mere muntert hjørne her med amerikanske BØRNS, som jeg først for nyligt har spottet, er blevet ret glad for og ser frem til at opleve live på onsdag d. 29. juni i Amager Bio;

Det er et lidt blandet sommer lydtapet, men det beskriver meget godt hvor jeg er lige nu.

skyerne der eksploderer

Explosions In The Sky

Explosions In The Sky er et band der formår at skrive musik som følger mig i tykt og tyndt. Der er kørt mange togturer, roadtrips og cykelture hvor der er tegnet mange tanker i skyerne, og der er nærmest ikke den skoleopgave der ikke er blevet skrevet med Explosions In The Sky i ørerne. Hele slutspurten af mit speciale foregik nærmest kun med bandets seneste plade ‘The Wilderness‘ på repeat. Kort sagt; jeg er og forbliver forelsket i deres post-rockede instrumentale univers, og glæder mig som et lille barn til at se dem på Pumpehuset om lidt under 2 uger.

Det vil blive anden gang jeg oplever dem live. Første gang var i Lille Vega i 2007, hvor jeg var endt med at stå lige bagved et råsnavende kærestepar på 3. række. De irriterede mig grænseløst indtil en frisk amerikaner kom mig til undsætning og på den mest mærkværdige måde fik råbt: “get a room!” til dem, hvorefter de forsvandt som dug for solen, og jeg kunne nyde resten af eksplosionerne i fred, kun lettere forstyrret af amerikaneren, der havde et helt absurd energi-niveau i forhold til min veninde og jeg. Men det var uanset hvad så vidt jeg husker en rigtig god koncert, og jeg var ikke alene endnu en skøn musik-oplevelse rigere, men også en ven rigere. Bandet har siden dengang udgivet 2 skønne skønne plader (‘Take Care, Take Care, Take Care‘ fra 2011, og så her for nogle måneder siden ‘The Wilderness‘), og har dermed udvidet bagkataloget betragteligt siden jeg oplevede dem sidst, så det bliver spændende at se hvilke numre de vælger at spille d. 15. juni.

Det skal selvfølgelig lige nævnes at bandet ikke har ligget på den lade side i de 5 år der er gået imellem forrige og seneste plade, da der også lige har været tid til at lave hele 3 film soundtracks. 2 af dem i 2013 (Prince Avalanche og Lone Survivor) og den seneste i 2015 (Manglehorn).

Hvis du ikke lige ved hvem de er, så tjek dem ud herunder. Først med førstesinglen fra seneste plade kaldet ‘Disentegration Anxiety‘:

Og den smukkeste musikvideo til ‘Postcard from 1952‘ der er fra deres plade ‘Take Care, Take Care, Take Care‘ (2011):

Eller denne søde musikvideo til Be Comfortable, Creature, som også er fra ‘Take Care, Take Care, Take Care‘: