gæsteindlæg – navneløs

Navneløs

Så er det i morgen vi åbner dørene til Poetry In Mono #15 med Navneløs og Rowbird + DJs: Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People) på plakaten. Det bliver rigtig fint og vi glæder os virkelig meget. Som lidt opvarmning har Navneløs lavet deres egen lille ABC:

Navneløs’ ABC:

Analog
Bowie

Cool burger
Dansk
Enkelt
Feed
Grej
Hjørring
Indie
Jordnært
Kom og hør (med mig)
Læder
My Bloody Valentine

Naiv
Orkester
Portishead

Quentin Tarantino

Rumklang
Sort
Tunsalat
Uden sans for humor
Vodka
Wiced Game

Xtra Sandwichkiks
Yolo
Zen
Ærlighed
Øresønderrivende
Åbent

Mere info om arrangementet findes her og her (Facebook).

gæsteindlæg – rowbird

Rowbird

Årets første Poetry In Mono nærmer sig med hastige dage. Det er den 15. Poetry In Mono i rækken og vi er glade for at kunne præsentere Navneløs og Rowbird på scenen på torsdag d. 30. januar kl. 21 på Stengade. Oppe på 1. salen vil Kaspar Kaae (CODY, Sleep Party People) og Brian Batz (Sleep Party People) sørge for at du får kridtet dine dansesko både før, imellem og efter koncerterne. Det bliver et brag af en aften! Indtil da kan du læse dette fine gæsteindlæg fra Camilla (billedet ovenover) fra Rowbird under overskriften “3 ting jeg ikke kan undvære når jeg laver musik…”:

Casiolover

Mit vintage casiotone keyboard! Det har fået en stor betydning for mit musikalske univers.. Siden jeg erhvervede mig det for ca. et år siden, har jeg ikke brugt andet til at skrive og arrangere mine sange ud fra. Den har en ganske cool trommemaskine og nogle fede orgel-og omnichordlignende lyde der er vildt seje.. Lydene giver også tit mine arrangementer en ‘lettere’ og knap så tung vibe, end når jeg skriver ud fra min guitar eller upright piano….

Heroes

I en tid hvor digitalisering hersker og betydningen af kunst helst skal kunne analyseres ud fra tal i et excel-ark, så har jeg brug for at lytte til og spejle mig i nogle af de kunstnere og musikere, der bekræfter mig i hvorfor musikken er så vigtig. Nogle kompromisløse kunstnere og musikere, der formår at bevare en ægthed, varme, nerve og frem for alt æstetikken omkring at få folk til at lytte til hele albums… på vinyl… og hele romantikken der omkring, som ellers synes at være ved at drukne.

Jeg er særlig begejstret for (småbesat af) Jack White. 

Han har altid en særlig holdning til samfund, kærlighed og måden at lytte til musik på, der både provokerer mig og gør mig lykkelig! Han er fascinerende produktiv, og ER efter min mening lig med god stil.

Den lille sorte

Her en min lille sorte Moleskine notesbog! Den bærer jeg med mig overalt.. arty-farty agtigt eller ej, så er det vigtigt for mig at kunne skrive ordene ned, lige når de kommer til mig og ikke fem minutter for sent. Jeg vågnede for nogle år tilbage en nat i et telt i Afrika med min storebror, hvor jeg helt panisk ikke kunne finde min bog, men jeg turde heller ikke at gå udenfor at lede efter den.. bad situation!

(…4)

Derudover kan jeg ikke undvære mit band. Nogle af os er ret nye sammen, andre har jeg spillet med over længere tid, men de er altid meget hurtigt på pletten, når jeg har skrevet noget nyt, og så går vi ofte direkte i studiet og forsøger at forme numrene. Det sidste halve år har jeg været mere produktiv end hidtil, og vi planlægger derfor en albumudgivelse i 2014. Det er noget vi glæder os helt vildt til at lave, og jeg kan næsten garantere, at der vil blive lagt usædvanligt meget kærlighed i den produktion. Jeg glæder mig.

Og vi glæder os til på torsdag!

Tjek Facebook eventet ud her.

tiden af støv

Ed Harcourt - Time of Dust

Han er en travl herre ham Ed Harcourt. I 2013 nåede han ikke alene udgivelsen af sit sjette fuldlængde album Back Into The Woods (som iøvrigt endte på undertegnedes topliste over årets bedste udenlandske plader), han var også med til at skrive og producere Sophie Ellis-Bextor’s kommende album, musikalsk instruktør på Beck’s projekt Song Reader at the Barbican hvor Beck fremførte sit seneste “album” som han udgav som nodebog sammen med prominente navne som Jarvis Cocker, Charlotte Gainsbourg, Conor J O’Brien (Villagers) og mange flere. Harcourt komponerede yderligere soundtracks til hele 3 film og meget mere. Imellem alt dette og turnévirksomhed og så lige jobbet som far til to, har han lige haft tid til at indspillet et mini-album som netop udkom i mandags.

Time of Dust hedder det og indeholder 6 skæringer. Det er som udgangspunkt mere fyldigt på lydsiden end Back Into The Woods, men det er ikke fordi det gør så meget. Der er højt til loftet og især det storladende som på The Saddest Orchestra (It Only Plays For You) som i kan høre herunder:

Ifølge Harcourt er det Tom & Jerry der har inspireret ham til denne sang:

One of my earliest memories is seeing Tom from Tom & Jerry dressed as a conductor, tapping the lectern with his baton and whooshing his impressive and mane-like Beethoven style wig before leading his cartoon feline orchestra into some frenetic score. Turns out that Jerry wants to conduct too so they end up fighting for the position. I always felt Jerry was a bit of a dick. He really makes Tom’s life a total misery.

Whilst playing the drums on this song I developed a third arm which really helped with the 2,000 BPM snare roll.

Læs hvad han siger om resten af sangene her.

Harcourt har på 4 ud af de 6 sange klaveret som hovedinstrumentet, og det klæder ham virkelig, også selvom der gemmer sig en større produktion bag mini-albummet her. Det har jo som jeg har været inde på førhen nogle gange taget lidt overhånd og er blevet for overproduceret. Men det er Time of Dust næppe. Lyden er mere fyldig, storladen, bombastisk og dejlig rund hvilket passer perfekt til hans stemme.

Selvfølgelig skulle der være en sang om et dyr her. Harcourt har altid haft dyrene med i sit sangunivers på den ene eller den anden måde, og gerne de lidt mere dystre af slagsen. Og her er det så rågerne der står for skud. Harcourt har her på sangen besøg af Kathryn Williams som er med som gæstevokal:

Jeg er meget positiv. Ed Harcourt har begået et mini-album der på én gang rammer den Ed Harcourt jeg i sin tid stiftede bekendtskab med på hans Here Be Monsters (2001) og samtidig en fornyelse der ikke bliver for meget. Han er stadig blandt mine favoritsangskrivere og jeg håber snart han kigger forbi Danmark igen….hvis han har tid.

årets danske plader 2013 – rune

IMG_6447

Så blev året 2014 – og her lidt forsinket følger undertegnedes 2013-liste. Jeg begrænset min danske liste over årets album til fem styks for i år. Det er nu ikke fordi, der har manglet kvalitet inden for de danske grænser, for der har været utrolig meget med et fantastisk højt niveau. Zoo af Waldo & Marsha var for eksempel en stor overraskelse for undertegnede, mens Ice Cream Cathedrals debut også var af utrolig høj og drømmende kvalitet. Her er dog de fem, jeg har valgt at fremhæve for i år.

5. Synd & Skam – Center

Første gang jeg hørte De Hænder, der er at finde på Center, fik jeg en utrættelig trang til at vride min krop, kaste hovedet op og ned, spille luftguitar og slippe alle hæmninger. Gutterne fra Synd og Skam formår virkelig at skabe noget til tider abstrakt, noget til tider nærmest naiv musik, der trækker på instinkter og musikalitet mere end nogen andre i DK lige nu. En af de mest interessante danske udgivelser i år, sammen med deres anden udgivelse Lad Mig Falde Ind Til Dig.

4. When Saints Go Machine – Infinity Pool

Denne plade bryster sig af at indeholder en af dette års måske stærkeste titelnumre. Derudover bevæger WSGM sig ud af nye spændende græsgange med rap-indslag fra folk som Killer Mike. Disse gutter lyder stadig ikke som nogen andre, og det bliver de i høj grad ved med at udnytte til deres egen fordel.

3. 4 Guys From The Future – Adagio

TAMB056-web-large1

Bjarke Porsmose og co. fortsætter deres glimrende balancegang mellem kraut-rock og de poppede melodier pakket ind i en elegant og stemningsfuld forklædning. Det er døsigt, nærmest slentrende til tider, mens de store tanker også får taletid. Fremragende toer.

2. Mother Sparrow – I Made A Friend / Gust

Et uhyggeligt knugende album, der desværre er blevet alt for overset. Forgangne Mother Sparrow, der mistede blot 25-årige forsanger Jannick Wiinblad, har udgivet et udvalg af materiale, der var i arkiverne, og sat dem sammen til dobbeltalbummet I Made A Friend / Gust. Overséelsen skyldes muligvis, at musikken ikke er digitalt tilgængelig og skal opdrives på vinyl, men for søren, hvor de små hår rejser sig, når tonerne fra And Maybe We’ll Laugh rinder ud til denne linje: “The wind is right here / and will probably blow you out / and you’ll die / and you will not dwell here”.

1. Mellemblond – Lysvågen

mellemblond-e1365414165580

Det stærkeste dansksprogede album fra i år. Lysvågen holder ganske enkelt det højeste niveau hele pladen ud, og den står knivskarpt med Kristoffer Munck Mortensens fantastiske lyriske univers. Åbneren Vågnede En Morgen blive smukt flettet sammen af flere velvalgte guitarfigurer, hvor dovenskaben virkelig svømmer ind over én. Guitaren på Swimmingpoolens Blå er en sand fryd, den kække koklokke og Mortensens tørre vokal. Det er ubetinget den danske vinyl, jeg har lyttet mest til i 2013, og det er ganske enkelt fordi, at det er en formidabel plade, hvor der bliver balanceret fantastisk fint mellem en karakteristisk lyd, men også at bibeholde variation – og opretholde et ufatteligt talent udi sangskrivning. Det er ganske enkelt en fryd at lytte til.