genopfriskning

Han er én af de kunstnere som jeg til at starte med, ikke kunne fordrage. Det hele startede tilbage i 2003, da jeg af en dansk musiker fik anbefalet det her album Want One af ham her Rufus Wainwright. Jeg købte CD’en (det var før jeg var gået over til vinyler) og satte den på og lyttede den igennem fra ende til anden. Jeg tror endda jeg pillede den af inden sidste nummer, da jeg simpelthen ikke kunne holde ud at høre på denne her stemme. CD’en blev lagt på hylden og glemt i en række måneder.

Indtil en dag hvor jeg hev den ned fra hylden igen og tænkte at han altså måtte have en chance til. Denne gang var det forelskelse ved første lyt. Ikke ret lang tid efter udkom hans fjerde album, Want Two, som ligesom et’eren tog en del gennemlytninger før den vandt ind. Og kort tid efter besøgte han Store Vega, hvor jeg selvfølgelig tog ind og så ham, og for først gang var vidne til ét af de mest spektakulære shows jeg nogensinde har set med ham (har set ham 4 gange mere siden dette show). Det var helt sikkert overraskelsesmomentet i og med at man ikke regnede med noget specielt, så da han og bandet trådte ud iført alt fra lingeri til SM-kostume og sorte dildoer og jeg skal komme efter dig, skulle der fremover meget mere til at overraske mig. Ikke engang hans optræden som Messias der bliver korsfæstet alt imens han synger Gay Messiah (Want Two), da jeg så ham i Det Kongelige Teater senere samme år kunne rykke noget.

Overraskelser eller ej. Jeg tog ham virkelig til mig med tiden og lod mig charmere af den flamboyante ultramusikalske herre. Men som det er med så meget andet, så vokser man så at sige fra musikken på et tidspunkt og den kommer igen op på den støvede hylde for en periode. Indtil forleden hvor Rufus spillede i Falconer Salen, og en stor del af min omgangskreds skulle ind og se ham, og jeg igen blev mindet om hans plads i mit hjerte. Jeg har endnu ikke nået at høre hans nye plade, men faldt over dette klip i dag:

Han har stadig en stor plads i mit hjerte og selvom han sikkert vil opleve at skulle støves af en del gange mere, så vil hans plader altid være en del af mit liv.

anbefalinger fra girls love rallie

På fredag går det løs. Den sjette Poetry In Mono løber af stablen, og til at sørge for at det bliver en uforglemmelig aften, har vi besøg af Girls Love Rallie, Hell Is In Hello, Starcrash og The Banana Hold Up! DJ’s. Hovedpersonen i førstnævnte giver her fem bud på hvad der rocker hans verden pt:

Glen Campbell: Ghost on the Canvas
“Ghost on the Canvas” (Surfdog, 2011)

– Mit seriøse sangskrivercrush Paul Westerberg har skrevet titelnummeret til Glen Campbells svanesang. Wrecking Crew legenden blev diagnosticeret med Alzheimers sidste år og valgte at udgive et sidste album. Westerbergs egen – noget mere famlende – version er at finde på Ep’en ”PW & The Ghost Gloves Cat Wing Joy Boys” fra 2009.

King Louie and the Loose Diamonds: Gypsy Switch
“Memphis Treet” (Empty, 2007)

– Jeg blev først for nyligt opmærksom på King Louie Bankstons imponerende oeuvre til en kombineret Fossils koncert og hornfisketur i Helsingør. Sangen er måske bedre kendt med The Exploding Hearts, men i mine øjne er King Louies version laaangt bedre. Det kan selvfølgeligt have lidt at gøre med backingbandet, der blandt andet består af Jack Oblivian og Harlan T. Bobo. Rart igen at have en svært tilgængeligt diskografi at skulle lede efter.

Parthenon Huxley: Bazooka Joe
“Mile High Fan” (Not Lame, 2006)

– Denne version af “Bazooka Joe” er indspillet i perioden 1988-1993, da Parthenon Huxley arbejdede som sangskriver i L.A. Sangen bør faktisk høres sammen med den akustiske udgave fra albummet ”Live In Your Living Room” for at få et samlet billede af sangskrivningens overlegenhed. En stone cold power pop klassiker!

Cleaners From Venus: Julie Profumo
Going To England (RCA, 1987)

– Perfekt lille popsang fra Martin Newell og co. Min interesse for Cleaners From Venus blussede for nyligt op, da jeg fik fat i Newell’s bog “This Little Ziggy” om hans glamrock oplevelser med bandet Plod. Rigtig god bog og rigtig godt band og rigtig god koklokke.

V-3: Son of Sam Donaldson
“Negotiate Nothing” (Ropeburn, 1992)

– Jeg har været ret betaget af Ohio’s old guy lo-fi scene (80’er og 90’er) i den seneste tid. Ron House, Tommy Jay, Mike Rep osv. Naturligvis tager Jim Shepard til hver en tid prisen (hvad end denne måtte være) og nummeret ”Son of Sam Donaldson” indeholder alt, hvad jeg elsker ved manden. Stor, sort sangskrivning!

de synkende skibe

Måske ikke den mest passende titel her på 100 års dagen for forliset på Titanic, men Asbjørn udgiver i morgen sit debutalbum kaldet Sunken Ships, som måske nok nærmere er en slags metafor for det melankolske islæt denne plade har. For ja, selvom singlerne The Criminal og Strange Ears begge har lagt op til en mere dansabel plade, så har den stadig de tilhørende ballader hvor især pladens to sidste skæringer Father Figure og We We We byder på de smukke og finurlige af slagsen. Dermed ikke sagt at pladen ikke er dansabel, den er bare ikke så dansabel som der måske var lagt i ovnen til, og det er bestemt ikke nogen kritik, for undertegnede er vild med de melankolske strøg der dukker op hist og her. Selv i en sang som The Criminal:

Don’t tell me stories of the sunken ships / it’s too much for me to take in / But will you tell me how you deal with a broken heart? / I don’t know you say and go

Lyt her:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/33496892″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0646f0″ width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

The Criminal, Rainbow Chalk og We We We må siges at være blandt undertegnedes absolutte favoritter. Og vi har her på bloggen helt eksklusivt fået lov til at streame netop We We We, hvilket vi er meget beærede over. Så tag endelig og lyt til det smukke og nærmest bogstaveligt talt nøgne nummer hvor Asbjørns sangtalent virkelig er i front:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/43186518″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0646f0″ width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Det er alt i alt en smuk og helstøbt plade og rigtig godt gået af Asbjørn, som endnu ikke er trådt ud af sine teenage-år. Det er god skæv pop med en masse stemninger hele vejen igennem. Pladen udkommer desværre ikke på vinyl med det samme, men er derimod fra og med i morgen at finde som digital download og CD. Den kan anbefales på det varmeste!

hell is in hello anbefaler

Om præcis en uge, fredag den 20. april, løber den sjette Poetry In Mono af stablen på Stengade. Denne gang i selskab med den fremragende og selvopfundne genre nordjysk soul og hele 3 bands. Hell Is In Hello er én af disse bands og vi har her på bloggen fået forsanger Rasmus Hedeman til at komme med et bud på 5 sange der rocker hans verden for tiden. Lyt med her:

Glen CampbellGhost on the Canvas

– Det kan godt være, han er 75 og har fået Alzheimers, men vokal mæssigt
lyder Glen Campbell stadig fremragende. Han rammer vemodigt og
samtidigt selvsikkert. Sangen er skrevet af Paul Westerberg og det er
i sig selv nok til, at tjekke den ud.

Charanjit SinghRaga Bhairav

Jeg tripper ret meget over indisk musik for tiden, og lige præcis
dette nummer fik mig i gang. Det siges, at Singh lavede den første
acid house plade nærmere betegnet i 1982 med pladen Ten Ragas to a
Disco Beat.

CymandeFug

– Soul/funk-klage sang. Med en ordentlig omgang sax solo og bas-drevne
grooves, alt sammen spillet med lige stor lethed.

UmbertoTemple Room

– VHS-skæv horror fra 2010. Det er dybt, innovativ retro- progressiv
musik tilsat de fineste elementer fra Goblin og John Carpenter.

Lee HazlewoodMy Autumn’s Done Come

– En all-time-favorite som altid hitter hos mig. En herlig trist ballade
med smukke strygere og måske en af Hazlewood’s mest gribende tekster.

Det bliver en aften du helst ikke vil gå glip af. Læs mere om arrangementet her. Billetter købes her (bemærk, ingen gebyr).

SXSW: Purity Ring – en Big Oil anbefaling

Purity Ring, Austin, 15-03-2012, Will Deitz

Forleden da verdens vel nok største branchefestival SXSW i Austin løb af stablen, gæstede vores gode ven Andreas Rasmus Nielsen (The Big Oil Recording Company, Crunchy Tunes) arrangementet. Han lovede at komme hjem med en anbefaling til blaa vinyl og som sagt så gjort. God fornøjelse – vi giver ordet til Andreas Rasmus Nielsen:

Nu er det efterhånden et par uger siden at SXSW sluttede og kaoset forlod Austin, Texas. Jeg var til festivalen for anden gang i år (2011 var min første) og havde igen denne gang et væld af store musikalske oplevelser. Årets bedste koncert og, helt generelt, oplevelse var dog Canadiske Purity Ring, som jeg op til festivalen havde glædet mig til at se (baseret mest af alt på deres fantastiske sang Lofticries fra sidste år).

Purity Ring – Lofticries:

Før koncerten var jeg usikker på at deres sfæriske elektroniske alt. pop (eller hvad pokker man skal kalde det) kunne oversættes til live, men det viste sig at være en unødvendig bekymring. De to medlemmer af Purity Ring gik på scenen sent torsdag aften i en totalt mørkelagt Central Presbytarian Church med et både simpelt og imponerende setup. Forsangerinde, Megan James, var bevæbnet med kun en mikrofon og en arbejdslampe, som visuelt virkemiddel, mens duoens anden halvdel, Corin Roddick, kontrollerede musikken gennem en sampler (jeg gætter på APC) og syv lamper, der hver fungerede som triggers (se video herunder).

Med disse få virkemidler spillede de en fremragende og ekstremt gennemført koncert, der konstant fik publikum til at rejse sig fra deres sæder i ren jubel. Corin Roddick klippede og klistrede elegant musikken og Megan James’ vokal live mens hun gled rundt på scenen i en passende uskyldig og drømmende gang. Alt gik op i en højere enhed og Kirken som omgivelse gav den helt rigtige blanding af rumklang, atmosfære og svag uhygge. En stor oplevelse og en af de bedste koncerter jeg nogensinde har set.

Lofticries (Live @ Fader Fort):

Ungirthed (Live @ Fun Fun Fun Fest):

Siden SXSW har de faktisk signet med 4AD, så nu kan man kun krydse fingre for at de kommer forbi Danmark meget snart…

Andre højdepunkter: Thee Oh Sees med Christopher Owens (Girls) på tamburin og et ekstranummer hvor Fresh and Onlys’ trommeslager også spillede med, Natural Child, Grimes og, sidst men ikke mindst, Black Joe Lewis and the Honey Bears.

Største skuffelse: Charlie XCX – ekstremt akavet optræden med en lidt for ung og lidt for seksuel pige og hendes kiksede koreografi (eller mangel på det samme).

rosenkrantz & gyldenstjerne

Til Rosenkrantz & Gyldenstjerne: Bliv venligst ved med at sende godbidder af samme kvalitet.

Det virker det heldigvis til at være tilfældet med følgende kommentar på deres facebook:

“Der er mere på vej, måske som ep eller digital udgivelse.”

Rosenkrantz & Gyldenstjerne er endnu et projekt fra det nordvestlige Danmark, hvor der tilsyneladende er gode vilkår for nye alternative kunstnere. Det er så også tilfældet med denne duo Roar og Niels Christian, der er har fået ingen ringere end Sleep Party People / Scarlet Chives – manden Brian Batz til at mixe Tiddlers nedenfor.

Der er en tone over det, vi allerede har på repertoiret i denne tid. Den tradition CODY, The New Spring, Hunch Bettors, Hymns… og i nogen grad One-Eyed Mule, om end den mere folkede tone er mere dominerende fremfor deciderede country-folk. Det er ikke mindst tilfældet i Tiddlers.

Den er meget umiddelbar med det to-stemmige omkvæds-kor, og de vel-akkompagnerende guitarfigurer. Især den bassede stemme i kor-arrangementerne giver en dejlig dybde. Det er ikke mindst det håndspillede, der er i centrum med en klikken og klakken af diverse perkussion instrumenter og et moderigtig tam-spil (det fungerer godt på Tiddlers, vil jeg lige understrege).

Jeg er meget spændt på at se, hvad det næste bliver fra denne duo. Vi følger i hvert fald med så send det meget gerne tak.

Rosenkrantz & Gyldenstjerne – Tiddlers:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/40932503″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

En årgammel demo: Rosenkrantz & Gyldenstjerne – Creator (Demo):

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/11719898″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

En dreng vednavn Asbjørn

Jeg vågnede en søndag eftermiddag i sommers med tømmermænd, men med en iver – trods træthed – for at komme ud og samle noget inspiration. Så jeg drog afsted til Fair Fælled Festival i håb om at blive inspireret. Da jeg kom derud, stak jeg hovedet ind i første og bedste telt, og fik øje på denne her smukke unge mand, Asbjørn (tidligere Asbjørn and The Strange Ears), som stod på scenen med sit band og gav den gas. Sikke en performance! Sikke en stemme! Jeg var med det samme helt opslugt.

Det er ellers ikke en genre jeg dyrker så meget, men da jeg i dag kom i tanker om den sommerdag på Fair Fælled og googlede ham på youtube, dukkede nedenstående smukke video op. Jeg har set den op til flere gange, og er især vild med passagen fra 3:15 og frem til slutningen. Enjoy!