albums 2011 – et lille oprør

Jeg gør lige oprør imod det Rune og jeg ellers havde aftalt som grundregler for året albumlister. Vi havde aftalt at vi skulle lave en top 10 på udenlandske albums og en top 5 på danske albums, som selvfølgelig er udkommet i år. Men da undertegnede kun har fået lyttet grundigt nok til 5-6 ud af de 14 udenlandske plader jeg har liggende fra i år, og har mange flere danske plader på samvittigheden end der ville være plads til på en top 5, så har jeg besluttet mig for at gøre oprør og lave en samlet top 10, som er blevet som følger:

#10: Loney Dear – Hall Music
Selvfølgelig skulle én af mine absolutte yndlingsmusikere finde vej til min top 10, når nu han har udgivet nyt igen. Det er en rigtig dejlig og smuk plade som man ville kunne forvente, men den er efter min mening dog ikke helt så helstøbt som hans tidligere værker, og det gør at han på trods af favoriseringstendensen, er havnet så langt nede på denne liste.

#09: Hunch Bettors – Splash-Dancing Kids EP
En rigtig dejlig EP som har fået åbnet mine ører for alvor for det her band. Er spændt på at se hvad de har at byde på når de engang udkommer i albumformat. Indtil videre tegner det rigtig godt, og jeg er helt forelsket i vokalen.

#08: Kurt Vile – Smoke Ring For My Halo
Som så mange andre, opdagede jeg først ham her i år med denne dejlige plade. Jeg ved ikke helt hvad det er ved pladen her som har charmet sig sådan ind på mig.

#07: The New Spring – The New Spring
Som vi har været inde på et par gange herinde, så er dette en dejlig let og enkel plade, som vi er meget glade for. Undertegnede dyrkede den især lige omkring dens udgivelse hvor hun erhvervede den på den fine musikcafé, Musiksmag i Jægersborggade til releasen.

#06: Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh
Vi havde som bekendt meget store forventninger til denne plade på bloggen her, og den levede bestemt også op til det. Det er en ganske helstøbt plade som har noget på hjerte hele vejen igennem.

#05: Larsen & Furious Jane – Dolly
Nok én af de mest helstøbte danske plader i år. Den er genial fra ende til anden og, som jeg også var inde på i Årets Sange indlægget, skaber et fantastisk rum til denne her drømmeverden som vi alle hver især kan leve os ind i nu og da. Det er en plade som har taget mig månedsvis at komme ind på, men det er jo, som man siger, som regel også den slags plader der holder længst.

#04: The Antlers – Burst Apart
Endnu en plade som har taget det meste af året at komme ind på livet af. Men da det endelig skete, var undertegnede meget overbevist og købte straks billet til årets koncertoplevelse nr. 1, hvor også sangene fra denne plade virkelig kom til sin ret.

#03: Dirty Beaches – Badlands
Den her plade har virkelig ramt mig de sidste par måneder. Rune og jeg skulle have været inde og se dem på Mercury Lounge i New York i maj måned, men var for trætte da det kom til stykket. Dog minder musikken mig stadig om et af årets højdepunkter som var turen til New York. Det er en kort, men yderst lækker plade, især på en sløv tømmermændssøndag.

#02: Alcoholic Faith Mission – Ask Me This
Helt sikkert også blandt årets danske plader! Den er så gennemført lækker. Kan ikke rigtig sætte ord på hvorfor jeg er så glad for den, men den har i hvert fald fortjent en flot 2. plads blandt årets plader.

#01: Ulige Numre – Ulige Numre EP
Årets absolutte positive danske overraskelse! Selvom sammenligningerne er mange i pressen, og jeg selv synes at forsangeren, Carl Emil, minder mig om en blanding af C.V. Jørgensen, Nikolaj Nørlund og en ung Michael Falch (fra Malurt dagene) når jeg oplever dem live, så synes jeg stadig de i den grad er deres egne. Det er en dejlig EP, som har fulgt mig i tykt og tyndt siden den dag den udkom, hvor jeg var lige ved at fare vild i København op til flere gange fordi jeg koncentrerede mig for meget om musikken. Jeg er meget spændt på hvad de har at byde på engang i fremtiden…

Her er en teaser på hvad EP’en har at byde på:

Normalt plejer jeg at skille EP og albumformatet ad, men det er som om at det ikke giver så meget mening mere.

Af andre plader der er værd at nævne fra 2011, men som enten ikke nåede igennem nåleøjet eller jeg for den sags skyld ville have ønsket jeg havde fået lyttet mere til:
Beirut – The Rip Tide
Tyler, The Creator – Goblin
Powersolo – Buzz Human
One Year From Home – The Strip
Penny Police – Thieves Like Us
Cass McCombs – Wit’s End
Yellow Ostrich – The Mistress

One Year From Home har begået en smækker lækker EP, som jeg ville ønske jeg havde haft plads til på min liste. Penny Police har også fat i den lange ende, og jeg er spændt på at se hvad hendes fuldlængde debut kommer til at byde på i 2012.

Tak fordi i følger med og godt nytår fra mig! 🙂

sange 2011 – en top 10

I takt med at albumformattet får mere og mere kamp til stregen pga. Mp3’en, ville det være meget naturligt at lave en topliste over årets sange. Disse toplister bliver dog ikke, som med vores albumlister, delt op i dansk vs. udenlandsk, men derimod en god blanding af begge.

Rikke:
– Som ethvert andet år, har 2011 indeholdt lidt af hvert. Det bedste jeg gjorde for mig selv, var at tage springet og rejse helt alene til New York for at besøge min medskribent, Rune. Det har, når jeg tænker tilbage på året, nok været den uge i 2011 hvor jeg har smilt allermest. Derudover har 2011 også budt på personlige sejre, såvel som personlige tab. Altsammen ting som jeg synes min top 10 over årets sange dækker meget godt…

#10: Endurance In Christmas Time – Hymns From Nineveh
– Selvfølgelig skulle Hymns med på denne liste. Det var ellers tæt på at de blev slået af Kurt Vile…men netop lige denne her sang skulle bare med på min top 10. Hørte den for første gang for et par år siden da Jonas Petersen (Hymns From Nineveh) indspillede en lille julehilsen i form af en youtubevideo (den findes desværre ikke længere online), ved forældrenes klaver hvor han spillede denne fantastisk dejlige sang, som siden har været klistret fast i min hjerne. Så det var en stor glæde at opdage at den havde fundet vej til hans meget roste julealbum.

#09: Got No Fear – Powersolo
– Opdagede denne her sang da Rune og jeg skulle forberede vores første DJ tjans til vores eget arrangement, Poetry In Mono på Stengade i oktober. Elsker det og kunne blive ved med at høre det om og om igen! Det er sådan et nummer mine forældre ville hade fordi at det lyder lidt som om at det er gået i hak.

#08: Maybe Love – The New Spring
– Her er et bevis på hvor simpelt en sang kan finde vej ind til dit hjerte. Det var også kærlighed ved første lyt, og har været det lige siden.

#07: Video Games – Lana Del Rey
– Kæmpe overraskelse og direkte forelskelse ved første lyt. Denne sang har det hele!

#06: Sunlight – Larsen & Furious Jane (Billedet)
– Pladen har taget næsten hele året at komme ind under huden på mig, men den her sang er virkelig fantastisk og har det her eftertænksomheds-sus, som jeg ofte holder vældig meget af. Det at kunne sidde i en bus eller bil på farten og bare svæve sig væk i musikken og tankerne. Den minder mig om en bustur på tværs igennem Danmark i august.

#05: Sweet 17 – Dirty Beaches
– Det her band har taget mig med storm i 2011. Jeg er helt tosset med lydbilledet og den her sang har fulgt mig i tykt og tyndt det meste af året. Jeg glæder mig som et lille barn til jul, til når de kommer på besøg på Stengade d. 28. februar 2012.

#04: Yonkers – Tyler The Creator
– Er vild med beatet i det her nummer. Jeg ved at Rune m.fl. er meget overrasket over at sangen har fundet vej til min top 10, da det ligger milevidt fra hvad jeg ellers dyrker af musik, men der er bare et eller andet over ham her som er interessant nok til at han kan liste sig ind blandt årets bedste 10 sange i mit univers 2011. Han har i hvert fald været med på mange løbeture.

#03: København – Ulige Numre
– Én af årets store overraskelser. Sangen fungerer bedst på følelsesregisteret når man ser den tilhørende video, men ikke mindst lige så meget når man oplever den i levende live med blæsere og hele pivtøjet. Det bliver så spændende at følge det her band de kommende år.

#02: Putting The Dog To Sleep – The Antlers
– The Antlers’ anden plade tog en del tilløb før den for alvor bed fast. Faktisk var det dette smukke smukke nummer som fangede min opmærksomhed først…derudover har det fulgt mig tæt i en periode i år, hvor jeg mistede en god ven til kræften.

#01: Alaska – Alcoholic Faith Mission
– Det er nok én af de sange jeg har lyttet allermest til i år. Jeg elsker energien i det, og hver gang jeg har hørt det har jeg tænkt tilbage på den superfede koncert de gav på Stengade i oktober hvor bandet fik overbevist spillestedslederen om at indie også kan være superfedt!

Rune:

– Det der gør sådan nogle årslister svære er, at man jo har næsten et helt år til at nyde nogle af numrene, mens andre er helt friske i erindringen og oplevelsen. Sådan en liste er min – nogle numre har jeg rå-hørt, mens andre kunstnere først er dukket op senere hen, og er ret så nye. Mange af kunstnerne er helt nye for mig: McCombs, Frahm, Jaar, Destroyer, men det er jo også det, der gør musik så fantastisk. Man stopper aldrig sin udforskende færd. Håber, at der er nogen, der bliver fristet til at lytte til nogle af disse – i min optik – fremragende sange.

#10: The Lonely Doll – Cass McCombs
– Et meget ukompliceret nummer fra McCombs, jeg først stiftede bekendtskab med i dette år. Wit’s End er desuden en fremragende plade.

#09: Familiar – Nils Frahm
– Den tyske pianist/producer har begået et smukt album med Felt fra i år, og den meget nærværende lyd, albummet indeholder træder for alvor i karakter på Familiar, men det kunne have været mange andre fra samme plade.

#08: Être – Nicolas Jaar
– Dejlige lydkollager fra den amerikansk-chilenske elektroniske musiker. Être er blot indledningen til pladen, som har et afslutningsnummer af samme navn, men det er voldsomt stemningsskabende, og eksemplificerer tonen fra hele pladen.

#07: Chord Steps – Messy Shelters
– Mikkel Bolding har virkelig skabt en perle med Chord Steps. Smukke guitarfigurer i fin forening med Boldings insisterende vokal.

#06: Barricades – The New Spring
– Et hjerteskærende nummer. Musikvideoen viser rydningen af Brorsons Kirken, og jeg formoder, at nummeret er inspireret heraf. I hvert fald er det i al sin enkelthed et af de smukkeste numre, der er lavet af en dansk musiker i år.

#05: I’m On One feat. Lil’ Wayne, Drake, & Rick Ross – DJ Khaled // Marvins Room / Buried Alive (Interlude) (Feat. Kendrick Lamar) – Drake
– Drake har ydet konstante bidrag til mine playlister i løbet af året. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skubbe mig i en grænsen-til-fløde-r’n’b-retning – men hans blanding af netop det og rap, har fundet et rimeligt grænsefelt, som jeg synes er ganske formidabelt. I’m On One er en all-star sang med masser af ørehænger-værdi – den anden er en af de føromtalte mere afdæmpede, men smukt rammende i lyrikken.

#04: On Tour – Kurt Vile
– Jeg elsker lyden i dette nummer – et af den slags, man kan høre på repeat. Men i virkeligheden behøves man ikke høre den på repeat, for Viles seneste helspiller er indenfor samme spektrum. On Tour er bare højdepunktet.

#03: Bay of Pigs (Detail) – Destroyer
– Over 11 minutter langt, men overhovedet ikke et minut for meget. Albumlukkeren fra Kaputt i år er et af de smukkeste musikalske øjeblikke. Desuden er det ren vellyd på resten af albummet.

#02: Sunlight – Larsen & Furious Jane
– Favoritnummeret – det eneste der går igen mellem Rikkes og min liste – fremragende og smukt. Ganske enkelt.

#01: Get Away – Yuck
– En fantastisk fængende sang med tilpas distortion, melodi og vellyd – lige efter min smag. Lækre energiske stykker og vers med en eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker det nummer, og jeg tror, at jeg har hørt det en trillion gange i år. Dette nummer – sammen med The Wall – er også grunden til, at jeg var inde at se dem to gange i år. Fremragende.

Lyt til vores ydmyge årliste(r) herunder på Spotify:

Koncerter i 2011 – en top fem

Iceages amerikanske debut, Public Assembly, Brooklyn. Juni 2011.

Året der er gået har været et utrolig omfangsrigt koncert-år. Koncerten, der jo som flere antyder, (igen) får en større og større betydning, og som man kan mene, bliver en fare for kunstnerne hver især, da undertegnede (Rune) har en stigende fornemmelse af, at mange musikere kan risikere at udvande efterspørgslen ved netop, at være så tilgængelige overalt på livescenen.

Er det nogle gange nødvendigt at springe en by over her og der, for at bevare interessen? Eller sætte mere eksklusive arrangementer op? Jeg ved det ikke, det er egentlig bare en undren, jeg har gået med, og det er ikke nødvendigvis korrekt, men eksklusivitet er da en efterspurgt ting, og hvis man kan sige, at man har været til et arrangement, som kun 100 har set – så tror jeg, at det har en noget større effekt på publikum, end hvis der er 1000, der har set dig.

Jeg tror endda, at man kan tillade sig, at skrue prisen tilsvarende op – har man et produkt, der er godt nok.

En ting er dog sikkert. Det må højne kvaliteten, at selv ikke udgivne kunstnere, kan turnere vidt og bredt (Reptile & Retard aka. Retard Youth, Deer Bear og mange flere), og nye debuterende danske kunstnere, der har fået vind i sejlene (iceage (billedet), Dad Rocks! og mange flere).

Her følger ikke mindst vores ydmyge bud på en liveliste fra 2011. En svær opgave – skulle jeg hilse og sige.

 

Rune:

#5: (24-07-2011) Global Soul Night: Stevie Wonder, Ricky Minor & Friends (Janelle Monae, Charles Bradley, Sharon Jones, Grace Potter o.m.fl.), Hollywood Bowl, LA:

– En vanvittig oplevelse i Los Angeles. Købte billetter for lidt over hundrede kroner, og fik altså virkelig mange verdensstjerner for pengene. Det var Global Soul Night, som egentlig var en tribute i anledning af Marvin Gaye-pladen What’s Going On’s 40-årige jubilæum.

– Janelle Monae og Charles Bradley, der optrådte som gæster, havde imidlertid kørt på min mp3-afspiller hele sommeren, så det var helt utrolig fedt, at opleve dem i selskab med Wonder, og så på en legendarisk scene, som Hollywood Bowl er (The Beatles spillede der blandt andet i august 1964 og august 1965, som siden hen er udgivet på et livealbum).

#4: (02-06-2011) Ariel Pink’s Haunted Grafitti + R. Stevie Moore, Irving Plaza, New York

– En vanvittig koncert med altid fantastiske Ariel Pink og co. Den blev ikke mindre vanvittig af, at R. Stevie Moore – Ariel Pinks mentor – varmede op. Han kom ud, som det ses på billedet og råbte: “SWAG!” Efterfulgt af: “This is for all the bitches in the house”. Så er man ligesom i gang. Tydelige musikalske paralleliteter, og Ariel Pink var da også at finde på et par numre.

– Ariel Pink’s Haunted Grafitti leverede virkelig varen, og når de kan fyre numre som: Bright Lit Blue Skies, L’estat (acc. to the widow’s maid), Fright Night (Nevermore), Round and Round og ikke mindst Berverly Kills af fra Before Today-pladen, så er undertegnede solgt.

#3: (06-05-2011) The Antlers (Pre-tour concert – performing Burst Apart), Knitting Factory, Brooklyn:

– Jeg opholdt mig tre måneder i New York i foråret, og der købte jeg billet til en koncert i starten af The Antlers’ tour. Pludselig så jeg dog, at de holdte en pre-tour koncert på et mindre spillested. Den var gratis, men startede først på den gode side af midnat. Jeg tror, at jeg så koncerten med 100 andre, og vi fik seriøst noget “for pengene”.

– De spillede hele Burst Apart-pladen fra ende til anden, og derefter fulgte et par favoritter. Det var voldsomt intenst på det lille spillested Knitting Factory (der i øvrigt lå på Manhattan i gamle dage, og hvor der findes en fantastisk bootleg-optagelse med Jeff Buckley fra dette sted).

Du kan faktisk downloade hele The Antlers-koncerten via NYCtaper.

#2: (22-07-2011) Soundgarden + The Mars Volta, Forum, Inglewood, LA:

– Soundgarden OG The Mars Volta på samme aften var næsten for godt til at være sandt for mit lille rockhjerte. Chris Cornell har stået på toppen af min liste, over folk jeg SKAL opleve, så jeg var svært tilfreds med, at kunne krydse denne af.

– Som det fremgår af billedet, var det ikke de bedste pladser, men det gjorde nu ikke så meget. Vi fik alt, hvad vi overhovedet kunne bede om – tror gruppen spillede i 2 1/2 time. Jeg nød især torden-riffet fra 4th of July, men generelt bare en fantastisk oplevelse fra reunion-gruppen.

#1: (16-06-2011) Atlas Sound + White Rainbow + Lichens, St. Cecilia’s Church, Brooklyn

– Min bedste koncertoplevelse i år var Bradford Cox i Atlas Sound i en kirke i Brooklyn i forbindelse med Northside Festival (ja det hedder den faktisk også). Derudover havde han fået følgeskab af to elektroniske connoisseurs, hvor især White Rainbow er stærkt anbefalelsesværdig (Check især dette gratis album ud på Bandcamp).

– Cox spillede helt selv, med de pedaler på billedet ovenfor. Det var en af de koncerter, der i min bog har fået mærkatet: Magisk. Han spillede blandt andet Sheila og Walkabout, samt en del materiale fra Parallax der endnu ikke havde set dagens lys. Jeg hæftede mig dengang ved nummeret Terra Incognita – en lidt spøjs titel, man ikke lige sådan glemmer. Det er stadig en af mine favoritter fra 2011 – det nummer. Derudover var han bare helt afslappet og meget ydmyg, og folk var musestille – en stor respekt for denne mand, blev klart fornemmet, og det så sandelig helt fortjent. Må vi bede til en Roskilde koncert eller andet i det kommende år.

Rikke: 
– Det er altså langt fra alle mine 5 koncert jeg har stemningsbilleder fra, men der er da et par stykker. Efter at have gennemgået mit koncertår 2011, er det gået op for mig hvor sjældent jeg egentlig kommer andre steder hen end Stengade for at se koncerter + at mange af dem jeg så endelig vælger at tage ud og se, ofte er de samme… Så måske et nytårsforsæt i 2012 skulle hedde flere koncerter? Det kunne dog alligevel godt blive til en top 5. For selvom det har været lidt sløvt med antallet, så har det alligevel været et år der har været rigt på de helt fede oplevelser…

#5: Teitur juleshow @ Loppen d. 16. december
– Det var én af de her aftener hvor man genopdager noget musik man ikke havde dyrket længe og det går op for én at man kan hver eneste sang udenad, som om man ikke havde bestilt andet. Alt i alt en fantastisk hyggelig og uformel tur ned ad memory lane og den skæve julemand med hans glowsticks, gjorde det ikke mindre underholdende.

#4: Take That @ Parken d. 15. juli

– En barndomsdrøm gik i opfyldelse ved et tilfælde, og det gik helt klart hen og blev én af de bedste koncertoplevelser i år. Det var stort!

#3: The Eclectic Moniker @ Lille Vega d. 4. november
– Sommer i Lille Vega i november. Jeg oplevede dette band for første gang da de vandt KarriereKanonen på Stengade i maj, hvor salen med ét forvandlede sig til én stor fest. Det samme skete i Lille Vega denne kolde november aften, hvor undertegnede og min medskribent her på bloggen begge havde en fantastisk oplevelse.

#2: Beirut @ Wellmont Theatre, New Jersey, NY 13. maj

– Det har altid været min drøm at opleve mindst 1 koncert i følgende storbyer rundt omkring i verden, London, Berlin, Amsterdam, New York og Paris, så det var derfor en drøm der gik i opfyldelse, da undertegnede og min kære medskribent oplevede denne koncert i det gamle teater i New Jersey. Ikke alene var musikken fantastisk, men det var også meget inspirerende at opleve hvordan amerikanernes koncertkultur er.

#1: The Antlers @ Lille Vega 27. november
– Det var lige med hængende hår at jeg ikke fik oplevet denne koncert pga. en tur på skadestuen som trak ud. Men på grund af stormen som hærgede over Danmark den selvsamme dag, blev koncerten heldigvis forsinket, så jeg kunne få fornøjelsen af at opleve én af de koncerter jeg har glædet mig allermest til i år, og den levede såsandelig også op til forventningerne. Smukt med smukt på!

jul i helvede

Så er det atter blevet tid til mere “julemusik” på bloggen. Denne gang er det med blikket på nummeret med den lident optimistiske titel Christmas In Hell fra den nyligt digitalt-udgivne plade Son Of Rock’n’Roll fra Rasmus Hald Jensen aka. Rallie med soloprojektet Girls Love Rallie.

Rallie kender man måske fra lo-fi-gruppen My Friend George, der huserede fra midt halvfemserne til midt 00’erne.

Det er hans andet album, og da jeg for nylig talte med Rallie, fortalte han følgende om det eneste “julenummer”, der er at finde på den nye udgivelse.

“Lige præcis den sang [Christmas In Hell red.] er den af de ældste fra pladen [Sons of Rock’n’Roll red.]. Det var mit bud på en Morningside julesang all-star-single en gang i tidernes morgen.”

“Pladen er delt op i en A og en B-del, og Christmast Is Hell er den første nedtur på side A midtvejs. Den egner sig ikke ligefrem til at blive en juleklassiker. Det er en rigtig rigtig dårlig jul, men det bliver jul igen i slutningen af sangen. Den bliver hentet hjem.”

Det er en dejlig ballade, der bliver suppleret af klokkespil, strygere og minimalistiske trommeopbygninger. Det er en sand fryd, for den alternative julesangs-elsker, der ikke skal have alt for meget sukker/kanel på risengrøden.

Girls Love Rallie – Christmas In Hell:

the eclectic moniker

Frederik Vedersø og The Eclectic Moniker på Roskilde Festival 2011.

Selvom vi godt nok har skrevet meget om julemusik de sidste par indlæg, så er der noget musik, jeg simpelthen ikke kan lægge fra mig lige nu. Jeg er bagud med gruppen, som jo i løbet af 2011 har fået mere og mere omtale (er mit indtryk), og som ikke mindst spillede på årets Roskilde Festival, ligesom de løb med sejren i Karrierekanonen – The Eclectic Moniker.

Jeg tror, at jeg har hørt ep’en A Part Of Something Bigger 20 gange i løbet af weekenden og sidste uge. Musikken er jo meget sommeragtigt, men lige netop derfor, har det været et forfriskende indspark på undertegnedes playliste, der ofte bevæger sig mellem melankolsk og dyster musik i denne tid. Noget I får at føle de kommende dage.

Men nyd lige de her caribisk/afrikanske-toner med Frederik Vedersøs varme og behagelige vokal i front. Perkussion flyver om ørene, og lækre guitar melodier smyger sig ind og ud af din (med) nynnen. Noget siger mig, at Graceland har været med til indspilningerne til af understående materiale, men uden at det har bidraget med andet end en rød tråd for gruppen, der i særdeleshed har lavet noget meget lytteværdigt materiale.

Et album skulle være på vej, så snart det er muligt, skriver gruppen på facebook – lad det venligst være meget snart. Tralalala:

I think I’ll take a trip to barcelona, yeah / And pass the islands on my way to Gibraltar

A Part Of Something Bigger (via gruppens Bandcamp):

Hometapes (via gruppens Bandcamp):

jeg er snemand

Pop/elektro-projektet I Am Noxious sendte os dette klip (The Snowman) forleden, og jeg må egentlig sige, at det er et dejligt alternativ til så meget andet julemusik. En spontan popsang om at elske sin snemand, så længe han varer. Vel egentlig en meget god reminder til os andre, om, trods alt at nyde denne travle tid, og huske hvad der egentlig er det vigtigste. Nå ja, det var hvad jeg selv blev mindet om. Udforsk ham på egen hånd – han er på EasyTiger (Tigersprings poplabel), så der skulle da bestemt være noget godt på vej i fremtiden, og det viser The Snowman herunder også.

I Am Noxious – The Snowman:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/29435317″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ ]

Hør også elektromandens udgave af The Black Eyed Peas’ I Gotta Feeling (Ja det er faktisk lytteværdigt):

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/9043677″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ ]

en rigtig blaa vinyl jul!

Julen er noget undertegnede betragter som en nostalgisk og meget hyggelig tid. Bag ordet nostalgi ligger både alle de julede barndomsminder fra dengang man stadig havde faste traditioner hver gang kalenderen sagde december, men ordet rummer også samtidig en masse tanker på året der er gået og måske endda en lille slags vemodighed over at året allerede er ved at gå på hæld. Alle de ting rammer årets bedste bud på julealbums begge meget godt på hver deres måde.

Hymns From Nineveh flotter sig med album nummer 2 alene i år. Endurance in Christmas Time udkom d. 21. november, og med den populære jule-EP fra 2009, lå det måske i kortene at det kun var et spørgsmål om tid før et jule-album var på trapperne, og det blev altså i år, til glæde for især os her på bloggen. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at vi er meget begejstret for alt hvad der indtil videre er kommet fra Jonas Petersens Hymne-katalog.

Albummet inkluderer de 5 sange fra den to år gamle jule-EP og byder på yderligere 8 nye juleperler, hvoraf undertegnedes favorit må siges at være titelnummeret Endurance in Christmas Time, som på smukkeste vis også åbner albummet, som på sin vis beskriver meget godt hvad jeg mente tidligere med denne her vedmodigheds-følelse som let overvælder én i disse juletider. Vi har desværre ikke fået lov til at lægge det op så i kan høre hvad jeg snakker om, men i kan derimod få lov til at høre en genganger fra den førnævnte EP, samt førstesinglen fra albummet herunder, så i forhåbenligt får lyst til at høre mere, da det er yderst anbefalelsesværdigt:

Christmas Is Here – undertegnedes absolutte favorit fra EP’en.
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/1063576″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Anywhere With You
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/27485202″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Det er altså ikke hvert år man bliver beriget med hele 2 fuldlængde julealbums fra nogle af sine favoritter. Da She & Him annoncerede at de udgav et julealbum tidligere i år, fik undertegnede bogstaveligt talt julelys i øjnene og det kunne ikke blive december hurtigt nok! For imellem dig og mig, så har jeg altså dels en stor forkærlighed for She & Him’s univers, men så sandelig også for julen. Og jeg var med det samme overbevist om at julen i år var reddet når det kom til den musikalske hygge. Også selvom undertegnede faktisk sidste år fandt frem til at jeg havde en masse både klassiske men også alternative julesange i mit iTunes bibliotek.

Har She & Him så levet op til forventningerne?! OM de har! Det er nok præcis det jule-album jeg har savnet i flere år. Der er både bjældeklang og plads til den barnlige julestemning, såvel som der er passager med den føromtalte vedmodighed og nostalgi. Den har det hele. Én af undertegnedes højdepunkter på pladen må være når M. Ward joiner Zooey Deschanel i julehyggen, hvilket dog ikke sker så ofte. Det skal da lige tilføjes at vinylen er knaldrød! Tjek et par af sangene fra pladen ud nedenfor:

The Christmas Waltz
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/25201397″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Christmas Day
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/28149004″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]