Min indre poptøs

Som jeg har nævnt tidligere herinde, var jeg ret tosset med Take That dengang jeg var 9-10 år. I samme forbindelse optog jeg en koncert i fjernsynet på VHS, og så koncerten igen og igen og ønskede at jeg engang ville blive én i havet af publikum og lightere (som ironisk nok er blevet skiftet ud med mobiler nu til dags). Siden er jeg gået hen og blevet voksen og har egentlig lagt Take That på hylden for længst. De kom ikke engang ned da de annoncerede at de blev gendannede eller da Robbie sidste år langt om længe joinede de andre fire. Samtidig har jeg sjovt nok heller aldrig været tosset med de her store stadion koncerter, da jeg er til de mere intime rammer. MEN min indre poptøs har været ved at gå til af misundelse og hvad har vi ikke det seneste stykke tid, fordi jeg ikke skulle i Parken og se dem. Så da muligheden pludselig dukkede op ud af den blå luft i går aftes, sprang jeg til på trods af at jeg var dødtræt og lidt på vej i seng. Afsted jeg skulle…

Det var et øredøvende brøl af skrigende kvinder og piger der mødte mig idet jeg ankom og forvirret fandt frem til min siddeplads. Og sikke en sceneopsætning! Jeg var lidt sent på den, rundtosset og ankom lige idet Robbie Williams gik på med sin solodel af showet, som jeg synes var pænt malplaceret i forhold til at der står Take That på min billet. Ikke at man skal undervurdere nogle af de pop-perler han har i sit bagkatalog (Angels hænger dog undertegnede langt ud ad halsen), men så kunne han da i det mindste have tænk lidt kreativt hvis han så gerne ville have sine sange med på setlisten, og få de andre med på den ene eller anden måde. Det skal ikke være nogen hemmelighed at Williams i sin tid i mine øjne og ører var den jeg mindst brød mig om i Take That…men det har sjovt nok ændret sig betydeligt med årene af forskellige årsager. Én af dem, er at han er den med den stærkeste sangstemme i bandet.

Jeg havde svært ved at fange stemningen, som jeg skiftevis sad og stod imellem både unge og ældre kvinder og mænd der øste den ene fadøl indenbords efter den anden, og vuggende skrålede i takt til de fleste af numrene (selvfølgelig allerhøjest til hitsene), men det ændrede sig heldigvis gradvist da Gary Barlow satte sig ned ved et flygel, og de fyrede en lille medley af med nogle af alle de gode gamle numre. Men det var stadig som om en antiklimaks nagede mig. Det var kun når de hev sange frem fra 90’er bagkataloget at jeg glemte alt om det og fandt mig selv stå og skråle med og blive helt grebet af sceneshowet. Resten af tiden følte jeg lidt at jeg var malplaceret og en del af en stor havefest af den slags jeg ikke er den store fan af. Men det var nu dejligt endelig at få min drøm opfyldt, på trods af at det er så mange år siden, og at jeg på ingen måde har helt det samme for dem længere. De kan dog stadig lave fine sange som videoen nedenfor demonstrerer perfekt. Uanset hvad, har jeg stadig stor respekt for drengene der er gået hen og blevet mænd, og for den måde de stadig prøver på at være i øjenhøjde med deres publikum.