Dagens sang og opvarmning til på onsdag

Dagens sang:
Regina Spektor – Eet

Ikke fordi jeg vil sammenligne disse to brilliante musikere, men jeg synes de har nogle fællestræk et eller andet sted. Hvor Regina Spektor som regel passer rigtig godt til både sommer og efterår, er Ed Harcourt mere passende til efterår/vinter og forår. Genialt at have årstiderne dækket ind på den måde, at der altid er noget musik man kan falde tilbage på uanset hvad.

På onsdag skal jeg opleve Ed Harcourt live for fjerde gang i mit liv. Jeg glæder mig med nerverne lidt udenpå tøjet, da det har været nogle vældig blandede fornøjelser at opleve ham live førhen – forstået på den måde at du aldrig helt ved hvor du har ham. Jeg har bl.a. oplevet at han straks forlod scenen med hele bandet engang, da teknikken ikke ville som han ville, og engang hvor han nærmest var parat til at slå én af hans fans ned, bare fordi vedkommende havde snakket lidt i pausen imellem sangene (han sagde dog undskyld efter koncerten, og alt endte godt). Han er en mand man næsten aldrig ved hvor man har når man går til koncert med ham, hvilket i sig selv kan være et plus ved oplevelsen. Jeg er jo kommet igen og igen uanset hvordan koncerterne er forløbet, så der må være noget om det.

Siden jeg så ham sidst, er han blevet far (og dermed måske lidt mindre nærtagende?!), og koncerten på onsdag er en solokoncert. Så jeg er meget spændt på at se hvordan det forløber, og ikke mindst spændt på at opleve min yndlings-musiker live igenigenigenigen. Som opvarmning, kommer her et par videoer…

Ed taler her om sangene på hans seneste album ‘Lustre‘ fra i år. Og samtidig viser han sig også fra én af sine bedre sider. Manden er jo i bund og grund en ganske rar og imødekommende fyr (dette kunne undertegnede konstatere efter at have mødt ham en enkelt gang):

Man kunne krydse fingre for at han spiller denne her:

Hvad betyder musikkonkurrencer for musikken?

The Green Lives på Starfighters, Foto: Rasmus Weng Karlsen (neglet på gaffa.dk)

På baggrund af undertegnedes tilknytning til Musikparlamentet i Århus kommer der nu noget så uset, i blog-sammenhænge, som en reklame. Det drejer sig om et debat-arrangement på tirsdag den 19. oktober kl. 19:00 (dørene åbner kl. 18.30), hvor den anden Musikparlament-debat i Århus vil løbe af stablen i Promus’  produktionslaboratorier ovenpå det nye spillested Atlas, Vester Allé 15, 8000 Århus. Det koster 30 kroner i døren.

Emnet: ”Hvad gør musikkonkurrencer ved musikken? – Musikkonkurrencer og branding”

Og jeg citerer fra pr-materialet:

“Igennem de seneste par år har den almindelige musikinteresserede kunne observere et markant stigende antal af musikkonkurrencer, hvor bands på forskellig vis konkurrerer om gevinster såsom indspilningsmuligheder, tilbud om promotion, airplay i radioen osv. Samtidig har forskellige dele af erhvervslivet fundet interesse for at benytte sig af lignende konkurrencer for at kæde deres produkt sammen med musikkulturen på forskellig vis – her kan nævnes Royal Beers omfattende kampagne i samarbejde med Kashmir og for nyligt tøjmærket Diesels U:Music kampagne.

Hvilken effekt har disse konkurrencer på musikkulturen og på udviklingen af musikken? Er musikkonkurrencerne blevet en slags gatekeepere, eller flaskehalse, der fortæller musikforbrugerne, hvad der er godt og skidt, og bestemmer hvad der skal slå igennem. Hvilke genre, identiteter, profiler – hvad bliver udelukket eller foretrukket?

Har disse konkurrencer en positiv effekt på musikkulturen? Bliver musikerne og de enkelte bands mere professionelle og afklarede omkring deres profil i et mere og mere komplekst musiksamfund og kan branding-delen af disse konkurrencer ikke forsyne aspirerende professionelle musikere med en økonomi og en kontakt til et marked som ellers ville være svært at opnå? Bidrager den musikerne med bedre muligheder for at tænkte originalt og kreativt, og vil konkurrencerne være med til at gøre musikscenen bredere og mere nuanceret.

Musikparlamentet søger ikke med denne debat at finde et svar på disse ovenstående spørgsmål, men ønsker at undersøge de effekter det har på musikkulturen, at musik og branding er blevet en fast del af musikkulturen. Vi er interesserede i, at få de her emner bragt frem, fordi vi mener, det er relevant for almindelige musiklyttere, at forstå det skift musikkulturen er på vej igennem i disse tider og samtidig give de involverede parter en mulighed for og et forum til at lufte deres betragtninger og refleksioner omkring lige netop deres rolle for musikkens udvikling i den danske musikkultur.”

Panelet består af:

Moses O. Luxhøj (Presse og Konceptudvikling ved Underground Music Awards)

Mark Christiansen (Deltager i Starfighters, Emergenza, LiveContest (Karrierekanonen) med The Green Lives)

Jesper Mardahl (Promus, Music Management, Fortid ved EMI-Medley)

William de Feuth Michaelsen (Studenterhus Aarhus, Tidligere formand for Oppenheimers Eftermiddag)

Moderator på aftenen vil være Carsten Ortmann, der er ansat ved DR. Og musikken vil de to bands I Will Furnish Your Sunday Mornings og Mother Empire stå for. Førstnævnte består blandet andet af medlemmer fra indie-bandet Cartridge, og musikken i I Will Furnish… falder så sandelig ikke uden for det sælsomme behagelige navn. Sidstnævnte lyder også rigtig lovende, og du kan høre nummeret Iterations af Mother Empire herunder:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/5566796″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0040ff” width=”100%” height=”81″ ]

Kom og giv dit besyv med i denne debat ovenpå Atlas kl. 19 på tirsdag den 19. oktober. Det koster 30 kroner i døren, og der vil som sagt være dejlig musik før og efter debatten.

Gospel of Man

På mandag kommer det længe ventede album fra duoen med det drabelige navn, Murder. Albummet har fået titlen Gospel of Man og undertegnede har været så heldig at have været med på en lytter siden de tidlige mix tilbage i april i år, så kender derfor efterhånden pladen pænt godt. Jeg var faktisk overrasket over forleden at finde ud af hvor godt de fleste numre har sat sig fast.

Ligesom deres forrige plade, har denne plade melodier der lige så stille lister sig ind på dig i dine drømme, så du vågner op med dem klistret fast i din indre radio. Jeg har i løbet af de sidste par måneder oplevet det op til flere gange, og tager det som et ganske godt tegn. Især den såkaldte “julesang” (fordi de i omkvædet synger “I am getting what I want for Christmas…”) No Room For Mistake har forårsaget en del svævende morgener, og i sidste uge var det Subrosa, der nok er den sang, sammen med dens næsten navnebror Supervalu på hele pladen der ligger tættest på deres forrige udspil. Hvor stort set resten af pladen skiller sig ud ved noget større instrumentation end der var tale om på Stockholm Syndrome, hvilket bestemt er et plus i min bog.

Også live er bandet noget ganske andet end de var den første gang undertegnede oplevede dem på SPOT for efterhånden 3 år siden. For hvor de førhen sad ned, og som oftest optrådte som duo (hvilket de dog også vil være på deres kommende efterårsturné), så kan de til foråret opleves i en noget mere sprudlende kvintet, hvor Jacob Bellens som den eneste er stadigt siddende. Undertegnede oplevede det dels i Huset i Magstræde tilbage i april måned og igen i juli under Copenhagen Jazzfestival. Så sæt et stort kryds i din kalender fra d. 23. februar til d. 6. marts 2011, hvor Murder som kvintet vil slå et smut forbi Danmark, inden de rammer Europa. Men inden da, kan de opleves som duo her:

30/10 Aalborg @ Nordkraft
03/11 Hillerød @ Støberihallen
04/11 Roskilde @ Gimle *
05/11 Lyngby @ Templet *
06/11 Albertslund @ Forbrændingen *
09/11 Århus @ Musikcaféen *
10/11 Århus @ Musikcaféen *
11/11 Kolding @ Pitstop *
12/11 Esbjerg @ Huset *
13/11 Herning @ Fermaten *
19/11 Rønne @ Musikhuzet
20/11 Rødovre @ Viften**
*support: Monkey Cup Dress
**med CODY og Let Me Play Your Guitar

For lige at vende tilbage til pladen, så er det en plade som uden tvivl vil lande et sted på undertegnedes top-x liste over årets bedste indenlandske plader, når dette år er omme.
Og her får i så chancen til at lytte til min absolutte yndlingssang fra pladen, som jeg siden første lyt har holdt uendeligt meget af. Picker of Cotton:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/5879188″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Señor Ding Dong inviterer til fest

Det gamle hus i Magstræde lagde i går rammer om en fantastisk underholdende farvelfest for 1 2 3 4, som har valgt at gå i opløsning lige om lidt (dvs. når de har spillet deres allersidste koncerter om 16 dage). Den var fyldt med velkendte ansigter og fine gæsteoptrædender fra bl.a. Pato, Christian Hjelm (Figurines) og Nikolaj Nørlund. Alt i alt en dejlig aften.

I morgen lørdag lægger Huset i Magstrædes musikcaféen rammer om noget mere farverig fest stopfyldt med nogle lidt anderledes overraskelser og gøgl. Señor Ding Dong disker op med bands som Bodebrixen, Dans og Lær og Akiri er der lagt i ovnen til endnu en fantastisk aften med smil på læben, dans og sang…eller som de selv skriver på facebook eventen:
Er du til fest, farver, fugle, tegnsprog, gak & løjer, 8bit musik og dans til den lyse morgen er Señor Ding Dong den glade mexicaner du skal besøge lørdag aften.

Señor Ding Dong er Husets nyeste klub, der går ud på at præsentere festligt upcoming musik i rammer, som man aldrig har oplevet det før…Så gå ej glip af det når de i morgen aften, lørdag d. 2. oktober, for første gang slår dørene op kl. 21 og tager blot 100 kr i entré og giver en gratis øl til alle dem der dukker op før kl. 23! Kom frisk, kom glad! Undertegnede glæder sig i hvert fald!

Læs mere her.