År: 2009

Regnvejrsmusik

Sidste uge har været en presset af slagsen, hvor flere koncerter og en Københavnertur (jeg er Århusianer), har betydet et meget lavt aktivitetsniveau herinde. Vil dog lige smide en god gammeldags kending, som ingen kan lytte til for tit. Det er selvfølgelig den oplagte Rain med The Beatles.

B-siden (sammen med Paperback Writer) til Revovler albummet, kan dog findes på Past Masters. Selv var jeg ikke bekendt med nummeret før for nogle måneder siden, men sikke en mangel i mit musikalske kendskab. Sangen er smuk, og det er jo en fantastisk producering samt en insisterende ørehænger.

Godt det regner.

Nye Rødder

Nye Rødder program

I den kommende weekend løber festivalen Nye Rødder af stablen for 3. år i træk. Det er en festival der fra starten er tænkt som et initiativ for ny musik med rødder i country, folk og blues, som der skulle eksperimenteres med på kryds og tværs. Deraf navnet på festivalen. Men for at holde de nye rødder så jordnært som muligt, har arrangørerne hvert år inviteret en gammel legende fra country/blues scenen og i år er denne legende så Howe Gelb (Giant Sand). Derudover byder programmet på en masse spændende, primært fra den danske scene, men det byder også såvel islandske som amerikanske (se flyeren).

Personligt ser jeg allermest frem til Whale Watching Tour, som går på scenen som det andet sidste navn torsdag aften. Bandet består af i alt otte musikere, hvoraf de fire frontfigurer, Sam Amidon, Nico Muhly, Ben Frost og Valgeir Sigurõsson er ret så markante. Til jer der ikke måtte have nogen anelse om, hvem der er tale om, har vi at gøre med en sangskriver der bevæger sig indenfor ameriana folk genren, én fra den elektroniske genre, én fra en anerkendt producerstol og en klassisk komponist. De har endvidere alle fire samarbejdet på Sam Amidon’s seneste udspil All Is Well fra 2008, som er en helt igennem smuk plade der kan anbefales på det ypperste i disse mørke efterårstimer. Det bliver en oplevelse uden lige torsdag aften, og så kan det godt være at de har lovet regn hele ugen.

blaa mandag

I morgen om et årSådan en mandag formiddag er jo altid fremragende, især når der er et spændende oplæg der skal på fabrikeres til det nuværende studie, The Knife og deres visuelle performance. Det er dog blot en sidebemærkning til hvad dette indlæg egentlig drejer sig om (hvilket overskriften vel egentlig også er).

På Musikhuset i Århus, vil der den sidste fredag i indeværende måned, blive vist operaen: I morgen om et år. En opera med musik af netop The Knife. De har i samarbejde med den danske teatergruppe Hotel Pro Forma, skabt denne forestilling, og hvad videoklippene viser, så er der noget af en futuristisk oplevelse i vente. Jeg er personligt meget fristet, til at se udfaldet af denne meget aparte blanding, mellem klassicisme og mystificeret-elektro.

Det er altså d. 27. og d. 28. november på Musikhuset i Århus. Så vidt jeg ved, så har Københavnerne allerede haft glæde af at se forestillingen, og modtagelsen har været fin, så mon ikke der er en særlig oplevelse i vente.

Se mere omtale her.

Noget om fly

315gfbXGnJL._SS500_

I sommers røg Death Cab for Cuties debut album, Something About Airplanes (1998), ind på hylden til resten af undertegnedes pladesamling (samtidig med at den røg i A-rotation på min pladespiller).

Jeg havde smuglyttet lidt til den, men jeg må sige, at det viste sig at være en af de små juveler, der bare venter på at blive opdaget. Tit kan det virkelig godt betale sig, at gribe tilbage, og udforske de bagkataloger, hvor man ikke har bevæget sig før. Pladen er for nylig blevet genudgivet, med en række live-indspilninger, som eftersigende skal være fra bandets første show på Crocodile Cafe i Washington.

Det er muligvis almindelig kendt, at Death Cab for Cutie har stået med det ene ben på mainstream scenen siden 2003, hvor albummet Transatlanticism udkom. Numre fra den plade har været med i diverse serier (blandt andet Californication, som kan anbefales til enhver drengerøv), og det er formentlig et resultat af, at deres bløde indie-pop er så umiddelbar og følelsesladet. For mange har det måske betydet, at et Death Cab for Cutie album hurtigt kan være overstået – nu kommer der et men. Men – ikke på Something About Airplanes, her vil jeg anbefale, at chancen bliver givet igen.

Debutpladen (der i virkeligheden er nummer to efter Ben Gibbards solo-plade You Can Play These Songs With Chords, men som er første i bandkonstellation) indeholder et utal af perler. President of What?, Amputations, Sleep Spent og Champagne from a Paper Cup. Det er alle numre der kun kan tiltale den indie-lyttende musikinteresserede. Det er sjovt at se, hvilke rødder indie-poppere kommer fra. Og det er sjovt at høre bandet i knap så velpolerede lydmæssige omgivelser, det klæder dem faktisk.

Hele det stykke producer-arbejde der er lavet på pladen, af bandets guitarist Chris Walla, er aldeles fremragende. Især er trommerne fænomenale. På hvert nummer, bliver trommerne tilpasset et nyt rum, og klangen i sig selv, bliver en ting der er ornamenterende i så høj en grad, at jeg ikke kan anbefale et lyt nok.

Jeg vil slutte dette anbefalende indlæg, med to mp3’er som er meget sigende for pladen. Start med at tage et lyt til trommerne på Champagne From A Paper Cup og må jeg anbefale også at anskaffe Sleep Spent, som jeg desværre ikke kunne finde en mp3 på. Amputations starter og slutter med vokal samples, og slutningen: “if everybody’s making fun of you or criticizing, you know you’re on the right track.”, siger vel det meste om hvad Death Cab For Cuties mission har været. En fremragende plade.

Mp3’er:

Death Cab For Cutie – Amputations

Death Cab For Cutie – Champagne From A Paper Cup

Læs i øvrigt en fremragende anmeldelse her.

Og find bandets Myspace her.

Hvor er alsidigheden?

Min medskribent og jeg diskuterede forleden kort den manglende alsidighed i den danske musikpresse (også kaldet de traditionelle medier af nogen). De har allesammen så travlt med at skrive om de samme navne, som har den samme historie hele vejen igennem, og når du er musikinteresseret som undertegnet, er det brandærgeligt at skulle læse den samme historie én gang for meget. Nu er Danmark jo et lille land, så det er begrænset hvad der findes af magasiner og blade der udelukkende handler om musik, men initiativerne er alligevel mange…de handler bare desværre ofte om de samme navne, som dermed overskygger for andre navne. Det sker gang på gang når de allestedsværende navne udgiver noget nyt, så er det næsten ligegyldigt hvad der ellers dukker op af spændende navne i den periode, for forsider og helsides artikler ryddes så vi for gudvedhvilkengang kan læse om de navne vi kender så godt i forvejen. Denne måneds GAFFA er et glimrende eksempel herpå. Det er kedeligt! Kedeligt og uinspirerende! – præcis som når du som koncertarrangør får sætningen: “Jeg vil kun se noget jeg kan synge med på!”

Senere den aften havde jeg en interessant snak med en ven og en bekendt omkring det samme emne…eller egentlig tog det udgangspunkt i anmeldelser, men endte lidt i samme grøft. Vi talte bl.a. om hvor meget historien overskygger selve musikken, eller hvor meget den plejede at overskygge, for som den bekendte sagde, var det kun det, det handlede om førhen, hvor vi nu – med digitaliseringens udvikling – ofte hører musikken før vi går i dybden med historien. Hvis det virkelig hænger sådan sammen, er musikjournalistikken så ikke håbløst bagud?! Jeg mener, hvad skal vi med den samme historie når vi har hørt musikken?! Konklusionen på snakken var, at de eksisterende musikmagasiner i Danmark, i bund og grund ikke kan bruges til noget for selverklærede musikelskere som os, fordi at de generelt allesammen siger det samme om de samme navne, om og om igen.

Dette indlæg berørte det også på en måde. Men denne gang er det ikke de specifikke genrer jeg er så meget ude efter. Det er hypen og kedsommeligheden ved denne hype. Og selvom disse hypes også findes i bloguniverset, så er det alligevel ofte på en helt anden måde, da der for det meste er en personlig vinkling på, som jeg gerne finder mere tiltalende end en omskrevet pressemeddelelse. Nu generaliserer jeg godt nok, men som jeg ser det, griber blogskribenter ofte musikken an på musikkens præmisser og ikke så meget udenoms-pis. Samtidig med at blogskribenter også har det med at være på forkant med de nye spændende navne længe før der overhovedet er tænkt på dem i de ovennævnte traditionelle medier, og de følger dermed ikke denne stærkt genkendelige navneleg med de samme 10 navne.

Hvis i spørger mig, så er musikjournalistikkens fremtid = bloggen. Det er i hvert fald den, den sande musikelsker burde søge, istedet for de traditionelle medier. Hvad synes du?

Tigerspring label night

TIgerspring label night poster

Der er lagt op til ren hygge når det forholdsvist unge pladeselskab Tigerspring inviterer os indenfor til en såkaldt label night i Lille Vega, på fredag d. 30. oktober kl. 21. Med navne som Messy Shelters, Chimes & Bells og de albumaktuelle svenske teenagetvillinger i Taxi Taxi! og Tiger DJ’s på plakaten, er det uden tvivl en aften man ikke vil gå glip af. Jeg har i hvert fald længe haft en plan om at dukke op.

Hvis ikke man lige bor i eller i nærheden af København, kan man opleve 1/3 del af denne aftens line-up i form af Taxi Taxi! andre steder i landet på følgende datoer:

d. 28. oktober: Musikcaféen i Århus som en del af Klub Tyst
d. 29. oktober: Pitstop i Kolding (support: Valdemar Have)
d. 31. oktober: TBA
d. 1. november: Kulturmaskinen i Odense

Eller også kan man hente og lytte på disse to fine numre fra deres for nyligt udgivet debutalbum Still Standing At Your Backdoor:

Taxi Taxi! – More Childish Than In A Long Time (via regnsky.dk)

Taxi Taxi! – Ripest Fruit (via regnsky.dk)

Prins Charmetrold

Sondre Lerche

Det er godt nok længe siden jeg har oplevet at være så fængslet fra første sekund. Sondre Lerche’s musik er et bekendtskab der ligger laaangt tilbage. Præcis hvor langt, kan jeg ikke huske…men jeg forbinder ham med mine kedelige teenage-år, som er et lukket kapitel for mig efterhånden. Og jeg må da også indrømme, at jeg ikke har dyrket ham så meget siden. Selvom jeg tydeligt husker hvor stort et crush jeg havde på ham i en periode, og ét af mine største ønsker var at komme til at se ham live. Dette skete dog også på en SPOT festival (hvilken husker jeg ikke, men den ligger et godt stykke tilbage), som dog kun var 3 numre og en lidt lunken oplevelse, fordi det hele var så uoverskueligt med alle de mennesker.

Hertil aften fik jeg ham så endelig støvet lidt af igen, og oplevet ham i levende live. Langt om længe. Og det var fantastisk! Selvom man dog nogle gange godt kunne have savnet et band, så var det nu også meget rart at have ham helt for sig selv med hans smukke blå Gibson hængende over hans spinkle skuldre, og opleve ham springe rundt med store spillende blå øjne og komme med skøre indfald og historier. Som for eksempel da han spillede på Roskilde i 2002 (første og eneste gang), og skøjtede rundt i thousand island dressing under hele koncerten, fordi der var én der havde kastet en kæmpe burger op på scenen under første nummer. Kontakten med publikum var intakt hele vejen igennem og pigerne på første række dånede i takt. Det blev især tydeligt under sidste ekstranummer, Modern Nature, hvor de agerede som spontant kor (som erstatning for den kvindestemme der normalt synger i duet med Lerche med på pladen). Det var ret underholdende, og det syntes Lerche tydeligvis også, da han spillede det sidste stykke af nummeret uden hjælp fra hverken forstærker eller mikrofon, og de snakkende publikummer kunne endelig lære at holde deres kæft. Det sidste minut. Det var så smukt, befriende, sjovt og charmerende på én gang.

Selv den største kyniker ville ikke kunne stå for denne charmetrold. Jeg selv var ikke i mit bedste hjørne da jeg først på aftenen mødte op alene i Lille Vega, og jeg spottede hurtigt alle de dånende piger og kunne ikke helt sætte mig i deres sted, indtil det sekund Lerche sprang op på scenen…Jeg har overgivet mig…jeg er forelsket og smiler stadig indvendig. Magen til optræden skal man lede længe efter!

Støttekoncert på onsdag

cola-freaksEn af de mere interessante pressemeddelelser dukkede op:

På onsdag er der støttekoncert for de tvangsudviste irakere på Voxhall i Århus.

Rie Ljungmann fra Kirkeasyl siger:

”Sagen om de tvangsudviste irakere har berørt mange mennesker, mange har været frustrerede og kede af det. Nu er det blevet tid til også at være glade og begejstrede for, at vi er så mange, der støtter irakerne. Koncerten skal minde alle om, at det nytter at stå sammen og blive ved med at presse regeringen til at tage ansvar.”

En række musikere har indvilliget i at lægge navn til foretagendet, og line-up er som følger:

Bliglad

Singvogel

Kiss Kiss Kiss

Cola Freaks (På billedet)

Mimas

Hermed en opfordring om at tage ind og høre god og spændende musik, samt at købe lidt merchandise til fordel for irakernes sag.

Generelt har det været utrolig positivt at se hvor meget den danske musikscene bakker op omkring lignende projekter. Der har været en række lignende initiativer i København, og det er derfor dejligt at se, at de århusianske musikere også vil vise deres støtte og sympati.

Musik har altså stadig en betydning, når det kommer til politiske foretagender. Men kom og hjælp med at bevise det på onsdag, hvor samlebøsserne vil være inde for rækkevidde. Godt initiativ.