loppen

når jeg tænker tilbage, så var den allerførste koncert jeg oplevede på Loppen, Damien Rice i oktober 2003. Rune var faktisk også med. vi havde taget toget fra Kolding, og glædede os begge til at opleve både Loppen, og Damien Rice. det blev en lang aften, for vi var i rigtig god tid derude, og inden Damien Rice, gik den mest syrede opvarmning på, som spillede i noget der virkede som en evighed. han sad ned på scenen og kælede for sin guitar og syrede derudaf. publikum havde også sat sig ned. på et tidspunkt kigger jeg bagud, og får øjenkontakt med Damien Rice, som har listet sig ud for at opleve supporten sammen med os andre. jeg fik et chok, og jeg tror han kunne mærke det på mig, for da jeg kiggede igen, var han væk. det endte med at være den bedste (ud af to) koncert jeg har oplevet med Damien Rice. han og bandet var on fire, og de endte med at spille hele 3 kvarters ekstra numre, som bl.a. endte ud i noget Led Zeppelin jam. det var lige før Rune og jeg ikke nåede det sidste nattog hjem til jylland. siden dengang, har jeg været på Loppen op til flere gange, og bl.a. oplevet koncerter med; Big Bang, Camera Obscura, Sam Amidon, Beach House, og Speaker Bite Me m.fl. det er altid noget helt særligt at komme derud til koncert.

I skulle lige have denne fortælling med, for som jeg nævnte i sidste indlæg, er samtlige spillesteder, store som små er hårdt prøvede i disse pandemi tider. men ét spillested er særligt hårdt prøvet for tiden, og det er Loppen. hvorfor er Loppen hårdere ramt end andre spillesteder? jo ser I…Loppen var indtil 2016 det man kalder et regionalt spillested. støttemodellen til rytmiske spillesteder her i Danmark, er delt op i to typer;

  • regionale spillesteder, der som regel for støtte i millionklassen af stat og kommune, og bl.a. har til opgave at brede musikken ud regionalt.
  • så er der honrarstøttede spillesteder, som får støtte til minimum 10 koncerter årligt, (på Stengade havde vi f.eks. 350 honorarklip om året), og støtten her, er modsat støtten til de regionale spillesteder, øremærket honorarer til musikerne.

fælles for begge støttemodeller er, at de skal deles 50/50 mellem stat og kommune.

Loppen har siden 2017, været honorarstøttet og fået driftsstøtte fra Københavns Kommune, og den aftale udløber i januar 2021. Loppen har igen prøvet at ansøge om at blive regionalt spillested, og Københavns Kommune ville gerne udnævne dem, men Projektstøtteudvalget for Musik hos Statens Kunstfond (staten), ville ikke udnævne dem. Og når kommune og stat ikke kan være enige om at udnævne et spillested, så kan spillestedet ikke opnå titlen ‘regionalt spillested’ (50/50 modellen). så nu har Loppen igen måtte ansøge om driftsstøtte fra kommunen, dels for at kunne overleve, men også for at kunne udleve nogle af alle de projekter det arbejdsomme spillested gerne vil have sat i søen i den nærmeste fremtid. en ansøgning de pt. afventer svar på når Kultur- og Fritidsudvalget mødes igen i august. hele denne økonomiske usikkerhed, sammenholdt med manglende indtægter pga. pandemien og lockdown, har gjort at Loppen er blevet nødt til at bruge alternative og kreative metoder for at kunne få én eller anden form for økonomi kørende i en slunken kasse. spillestedet har dels fået udviklet en øl, og har åbnet en støttebar ude foran deres spillested, hvor de også sælger Loppen merchandise fra, men derudover har de også startet en indsamling på 500.000 kr, og de er allerede lidt over halvvejs. hurra!

vi har selvfølgelig her på bloggen haft pengepungen fremme, da vi umuligt ville kunne forestille os en verden uden Loppen. du kan også hjælpe til med at støtte spillestedet via linket her. lad os krydse fingre for at det både lykkes for Loppen at få tilkendt driftsstøtte, derefter honorarstøtte, og ikke mindst at de også når deres mål med indsamlingen her. det er vigtigt at støtte op, for hvis man skal tro referaterne fra Kultur- og Fritidsudvalget, så er budgettet for lille til at give Loppen den støtte de har søgt om.

vores branche bløder


de seneste måneders pandemi, har vendt hele verden på hovedet. intet er som det var før, selvom mange opfører sig sådan. men undertegnet har tænkt meget på hvor løst et kram f.eks. sad på én før pandemien…bare det at skulle overlevere et tog til en kollega på jobbet, startede som regel med et kram eller et håndtryk…det er der intet af nu, og jeg savner det sgu.

en anden ting jeg savner mindst lige så meget, er koncerterne. dem savner jeg virkelig virkelig meget. én ting er atmosfæren omkring det at gå ind på et spillested og samles i mørket om musikken, en anden ting er friheden til spontant at tage til en koncert i f.eks. Byhaven. det første er pt. slet ikke muligt, og har ikke været det siden lockdown i starten af marts, og ingen ved hvornår, eller om det bliver muligt igen. det andet er til en vis grad muligt igen, men det er slet ikke det samme som før…for nu skal du bestille bord i forvejen, eller komme i god tid og sikre dig et af “walk-in” bordene…du kan ikke som før dukke op når det passer dig, og stille dig hvor du har lyst. det savner jeg. jeg savner også festivalerne, og den frihed og de særlige oplevelser der følger med der. min hjerne kan ikke rigtig fatte at det er sommer, for der har jo hverken været en SPOT festival eller en Roskilde…og vejret skriger samtidig heller ikke ligefrem af sommer. det er helt forkert. jeg håber virkelig de får lov til at vende tilbage til næste år.

spillestederne var nogle af de første der lukkede ned, og de bliver sikkert også nogle af de sidste der åbner op igen. det er hårdt at være vidne til den kamp der pt. bliver kæmpet i hele den musikalske fødekæde, hvor det er som om politikerne ikke helt har fået pudset virkelighedsbrillerne ordentligt. men samtidig er der nu langt om længe dele af branchen der har fundet sammen i foreninger – hvilket de ikke har kunne finde ud af før – i et forsøg på at skabe et bedre talerør til beslutningstagerne, og det har været fedt at være vidne til, efter man i alle de år har talt og talt om at tale kulturen op. det er nu folkens! det er nu vi skal stå sammen og vise omverdenen hvor vigtigt det her det er, og vise hvad vi er gjort af.

det er på tide at politikerne og embedsværket bliver bedre til at tænke på tværs af ‘søjlerne’ (ministerierne), og samarbejder mere på tværs end tilfældet er i dag, hvor dele af vores branche er faldet ned imellem to søjler, fordi man ikke kan finde ud af at samarbejde, eller ikke ønsker det, fordi der ikke er tradition for at de to søjler kan snakke sammen. det er en meget gammeldags tankegang, og gavner på ingen måde samfundet. kulturministeriet burde fylde meget mere på finansloven, og burde have meget mere at skulle have sagt end det har i dag. man burde blive bedre til at tænke kunst og kultur ind på tværs af søjlerne…for det ér et bredt område, og limen i vores samfund. uden kunst og kultur, ingen dannelse, uden dannelse….hvor er vi så som samfund? man burde se denne her pandemi, som en prøvelse for vores samfundsmodel som den er i dag, og re-tænke indenfor samtlige søjler, istedet for at forsøge at få de nye situationer til at passe ned i gamle støvede kasser.