2018 – Side 2 – blaa vinyl

spot optakt – john.mesh

Undertegnede faldt forleden over navnet John.Mesh i SPOT programmet, og kunne udover at konstatere at det er den tidligere frontfigur fra Slowes, ikke rigtig komme tættere på hvad John.Mesh er for noget musik, og hvorfor Jack ikke længere spiller under navnet Slowes. Ud fra beskrivelsen på SPOT’s hjemmeside, kan vi forvente en lyd der er kitsch og pop, samtidig med at den er tankevækkende og eksperimentel. Derudover kan John.Mesh eftersigende sammenlignes med kunstnere som Sébastien Téllier, Nick Cave, og Johnny Hallyday. Jeg besluttede mig for at få fat i Jack, og få ham til at fortælle os lidt mere om John.Mesh;

Hvad ligger der bag selve navnet John.Mesh?
Jeg har altid været glad for navnet John, da mit rigtige navn (Jack) oprindeligt er et kælenavn for John.
Desuden faldt jeg over et indslag på youtube, om en amerikansk brandmand fra Kansas, som desværre tragisk vis døde. Han hed John Mesh.
Jeg blev af en eller anden mærkelig årsag meget rørt over historien og synes at det var meget relaterbart til mit projekt. I indslaget ser man hans kollegaer græde og sørge over tabet. Det er smukt at nogle mænd, som er så heltemodige og på sin vis maskuline også er så følsomme. Sådan er min musik også. Maskulint og følsomt.
Jeg elsker den almindelige mand. Arbejderen og familiefaren. Jeg er selv opvokset i en familie, hvor vi ikke havde så mange midler og derfor handlede det først og fremmest om at få mad på bordet og betale sine regninger. Der var ikke altid plads til store armbevægelser, store ambitioner og vilde idéer, da det bare handlede om, at have det nogenlunde godt.

Hvorfor ikke bare fortsætte med Slowes?
Jeg har brug for en ny begyndelse, et nyt projekt, hviske tavlen ren, kald det hvad du vil… For et år siden fik jeg stjålet min bærbar computer med alle mine skitser og demoer. (jeg havde helt rookie-agtigt ikke taget back-ups). Det var selvfølgelig pisse ærgerligt, men det var på den anden side også virkelig rart. Alle de halvfærdige idéer som lå og spøgede på min harddisk var væk og jeg kunne på en eller anden måde starte forfra. Gennemtænke det hele fra ny.. Jeg kender mange kreative mennesker, som netop har en masse skitser eller idéer liggende, som har svært ved at færdiggøre dem. Derfor kan det være godt at få det hele slettet.

Hvad er der af fremtidsplaner for John.Mesh?
Første single udkommer 25. maj. Derefter flere udgivelser hen af efteråret og næste vinter. Jeg må indrømme, at jeg er rimelig ydmyg, hvad angår dette projekt. Jeg kunne sagtens sidde og skrive “overtage verdenen”, “spille koncerter i udlandet” eller noget andet klichéfyldt.
men når alt kommer til alt, så vil jeg bare gerne have friheden til at komme på en idé og så prøve den af. Der er ikke noget, der tænder mig mere, end at få en idé, udvikle på den og så få mennesker, som jeg arbejder sammen med, til at viderudvikle den sammen med mig. Om det er i øveren, i studiet eller til en video – det hele. Jeg bliver så rørt over, at mine venner og kollegaer gider at investere tid i noget, som jeg har tænkt over. Hvis mine sange og idéer kan resonere og give genklang hos nogen, så er mit arbejde fuldført.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved din koncert på SPOT?
Kom og se (fredag d. 11. maj kl. 18:10 i A-Huset nede ved Godsbanen)

Hvad glæder du dig selv til på SPOT?
SPOT er lidt homecoming agtigt. Lidt ligesom til jul. Man støder ind i folk, som man ikke har set i lang tid.

spot optakt – asbjørn

Yes, så er vi er klar med årets første SPOT optakt interview. Vi tænkte at det var længe siden vi havde hørt noget fra Asbjørn, så vi fangede ham til bl.a. en kort snak om hans udenlandseventyr, den nye epoke af hans karriere, og meget mere. For selvom der kun er udgivet to singler siden ‘Pseudo Visions‘ (2015), så er der sket rigtig meget. Asbjørn er bl.a. flyttet til Berlin, har signet med Universal, og rejser nu verden rundt for at skrive og indspille musik med sine idoler. Så der er snart en tredje single på vej, og til maj har vi for første gang siden 2015 (hvis man ikke tæller koncerten med Who Killed Bambi i december sidste år med) fornøjelsen af at kunne opleve ham spille hele to gange på SPOT Festival. Læs interviewet og find ud af bl.a. hvorfor han kan opleves hele to gange på festivalen, og hvad det vil sige at være en fuld viking:

Hej Asbjørn, det er længe siden, men at dømme ud fra dine Insta-stories, så går det strygende?

Hej Rikke! Jo tak, jeg synes sgu det er sjovt at lave musik for tiden. Suser rundt og skriver sange til min plade med nogle af mine personlige idoler, og det er sjovt at arbejde med et kæmpe pladeselskab (Virgin Records/Universal) efter at have gjort alting helt indie-agtigt på de første to plader.

Siden vi sidst skrev om dig her på bloggen, har du jo rykket teltpælene op, og er rykket til Berlin. Hvordan har det været at skifte det danske ud med det tyske?

Det var en nødvendighed på det tidspunkt, for at jeg kunne fokusere på musikken. På den ene side havde jeg et voksende internationalt publikum og masser af medvind, og på den anden side var Danmark svær, fordi jeg hverken var den rigtige slags indie eller kommerciel. Og på trods af succesen uden for grænserne, var jeg træt af at føle mig som en musikalsk grim ælling i mit eget land. I Berlin kunne jeg pludselig lave musik på en fuldstændig ubekymret måde, fordi jeg ikke behøvede at passe ind i en tidstypisk radio-trend. Sjovt nok gjorde dét at jeg for første gang i mit liv lavede pop musik, der rent faktisk lød kommerciel, måske fordi jeg ikke behøvede at lave den i trods længere.

Hvis man har fulgt din Instagram-story på det sidste, så har du været vidt omkring, men jeg har især bidt mærke i at du har leget fuld viking i Los Angeles. Hvad gik den tur helt præcis ud på? Og hvad er der med den fulde viking?

Ha ha! Jeg er i Los Angeles i perioder for at skrive min plade, og jeg bliver bare konfronteret med hvor grænseoverskridende og ubehøvlet jeg er i en Amerikansk kontekst. Specielt Los Angeles har jo bare en meget glat overflade, og det er åbenbart umuligt for mig at smelte ind i den. Jeg føler mig for det meste som en kæmpestor, højlydt, fuld viking, og i stedet for at “fake” den, har jeg brug for at stå ved det og bare grine lidt af det med mine fans.

Din seneste plade ’Pseudo Visions’ blev i første omgang udgivet som tre EP’er der hver især havde en række singler med dertilhørende flotte musikvideoer. Det var i 2014-2015, og siden da, har du i løbet af lidt over 1 år, udgivet to singler. Er der mere på vej? Eller kører du lidt samme strategi som med ’Pseudo Visions’ ?

Jeg udgav ‘BOY PWR‘ videoen lige før Universal faldt på frierfødder. De åbnede op for så mange nye muligheder at jeg valgte at udskyde alle planer – og det var virkelig en god beslutning, selvom det aldrig var meningen at holde folk hen så længe. Jeg gik fra at producere albummet alene i min stue i Berlin, til at samarbejde med pisse seje folk i London og Los Angeles, som giver mig et tiltrængt friskt perspektiv på hvad jeg har gang i.

‘Pseudo Visions’ var et sygt vigtigt album for kontakten med mine fans og specielt ‘The Love You Have In You‘ kickstartede en ny epoke af min karriere, men det var jo helt kamikaze at lave så mange videoer, ha ha! Så jeg gør det næppe på samme måde igen. Men det er slut med klatpisseri, der kommer masser af musik fra nu af.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved din koncert på SPOT?

Det er et HELT nyt show med en blanding af gamle og nye venner på scenen, både fra Danmark og Berlin. Jeg er bare mega spændt på at spille alle de nye bangers altså. Ud over min egen showcase spiller jeg også en strygerkoncert med Who Killed Bambi, så sangene får lov til at spille med musklerne i forskellige formater, så at sige.

Hvad glæder du dig selv til på SPOT?

Jeg glæder mig sindssygt meget til Jada, hun er jo bare fuldstændig psykopat fantastisk.

Tidsplanen bliver eftersigende snart offentliggjort, og så kan man jo krydse fingre for at det bliver til en halvsen lørdags-dansefest med Asbjørn og band. Indtil da kan man varme op med hans seneste single ‘Nothing 2 Lose‘:

EDIT: få timer efter offentliggørelsen af dette interview, offentliggjorde SPOT Festival tidsplanerne, så der er sørme dømt kæmpe fest med Asbjørn lørdag på SPOT Festival på Voxhall. Smukt! Vi glæder os.

spot optakt: kira skov

Jeg fik næsten min morgenmad galt i halsen da jeg læste nyheden på nettet en tidlig morgen i februar sidste år. Min appetit forsvandt med ét, og jeg kunne mærke tårerne og minderne pressede på indeni. Jeg kendte ikke Nicolai som sådan, men havde oplevet rigtig mange koncerter med ham på scenen, når han spillede med Tim Christensen i årene 2001-2004, og så havde jeg mødt ham ad flere omgange i samme periode, men havde så vidt jeg husker aldrig en rigtig samtale med ham. Jeg husker dog, at jeg engang kom backstage hvor han sad og havde en længere diskussion med Lars Skjærbæk, omkring hvordan man kan skrive sin autograf når man hedder Nicolai Munch-Hansen, og så var en anden gang hvor han, af én eller anden mærkelig grund sad og kastede med peanutkugler med henblik på at ramme Tim, men han missede ham og ramte istedet mig lige i panden, og undskyldte flere gange. Hehe. Muntre minder om Nicolai, som desværre alt alt for tidligt døde i februar sidste år, og efterlod sig to børn og sin kone, Kira Skov.

Det var et chok. Et chok ikke mindst for Kira Skov, som nu havde mistet sit livs kærlighed. Jeg kan umuligt forestille mig hvor vild en sorg det må være at skulle igennem og bære på resten af livet. Men man får et ret godt indblik i sorgbearbejdelsen på hendes seneste plade “The Echo of You“, som jeg har lyttet en hel del til på det sidste. En virkelig smuk og personlig plade, der langt henad vejen virker som en kæmpe kærlighedserklæring til det, hende og Nicolai havde sammen.

I går blev videoen til én af mine yndlingssange på pladen så offentliggjort…nemlig ‘Lilac Sky‘, hvor Kira synger en smuk smuk duet med Bonnie “Prince” Billy, og det er svært ikke at få bare lidt kuldegysninger når der dukker klip op af det dansende og omfavnende par i videoen;

Jeg er vild med den dybe melankoli der ligger hele vejen igennem pladen, samtidig med at man kan mærke det fremadskuende liv, som alle kærlighedserklæringerne er med til at løfte. Det bliver spændende at opleve live når Kira Skov rammer SPOT Festival om bare en måned.

spot optakt: bisse

Det er blevet tid til den årlige optakt til SPOT Festival, og vi starter optakten i barndommens land sammen med SPOT-aktuelle Bisse, for han udgav sidste år sit såkaldte barndomsalbum “19. 6. 87” opkaldt efter den dag og det år han blev født. Det var meningen at pladen skulle udkomme på hans 30 års fødselsdag d. 19. juni 2017…men omstændighederne gjorde at det først blev d. 22. september 2017. Det er nu et halvt år siden, og i Bisse’s Showbizze land, er det meget lang tid at vente med at skrive om en plade, for der er sikkert allerede én mere på vej lige om hjørnet. Første single er allerede udkommet med en dertilhørende flot video der bl.a. viser en bogstaveligt talt nøgen Bisse rundt omkring i verdens flotte landskaber. Jeg skriver bogstaveligt talt, fordi hans signatur-agtige uglede og afblegede lange hår er skrabet fuldstændig af, sammen med hans ellers så markante øjenbryn. Meget fascinerende syn, men for youtube et så markant og lige-på-grænsen syn, at man, for at kunne se videoen skal logge ind og acceptere at man nu er vidne til et syn som måske ikke alle vil acceptere. Jeg er vild med den måde at trække tingene til grænserne på;

Men tilbage til barndommen og den fine plade der udkom sidste år, hvor Bisse inviterer os med på en tur igennem hans barndom. En barndom jeg på mange måder kan genkende rigtig mange ting fra, og drage over på min egen opvækst. Jeg er blot to år ældre end Thorbjørn, som er inde i Bisse, så vi har derfor omgivet os med mange af de samme ting i vores barndom, såsom Red Alert, Sim City 3000, The Sims, guldfisk, fester i fritteren, Kim Larsen plader, bedsteforældre, og ikke mindst hjemmevideoer m.m.

Vil du ik hjem og lege
på Morsøvej 30
: sammen med mig

Vi kan fodre guldfiskene
og kæle med felix og freja
Vi har også en kanin
den hedder ninus
Og jeg skal også vise dig
min samling af kinderæg overraskelser
og vi skal bytte dinosaurer
Hvad med min langhals for din raptor?
Så ka vi bruge vores computertid bagefter
Du må godt starte med at styre

Counterstrike
Heroes of Might and Magic
Diablo
Grim Fandango
Red Alert
: Ta-Ta-Ta-Ta-Tatanja!

Jeg er vild med æstetikken omkring barndomspladen, for lige præcis sidste år, havde jeg langt om længe fået min far overtalt til at vi skulle få digitaliseret alle de mange hjemmevideoer, som han for flere år siden havde lagt over fra VHS til DVD. Så opgaven var lige for, og en (for mig) guldskat af en anden tid er nu pakket sammen med sløjfe og bånd på en lille harddisk. En nostalgisk proces som jeg ved Thorbjørn også har været igennem i forbindelse med indspilningen af denne her plade. Jeg er nok den i vores familie der altid har holdt allermest af de gamle hjemmevideoer, og den nostalgi de oser af. Der er klip fra de utalligt mange børnefødselsdage, hvor man var omgivet af hele den pukkelryggede. Farmor og mormor levede stadig, og mændene skulle altid se bold, selvom vi stadig spiste;

Familiefødselsdagen med både farmor og mormor, og mændene der altid skulle se bold (det er Rune der er imellem vores farmor og min mormor forrest i billedet)

Eller i de år vores faster boede hjemme hos os, og jeg som altid skulle lege frisør med hendes hår, imens hun underholdte min lillebror;

Det er kort sagt en æstetik, en fortælling, og et univers jeg kan nikke meget genkendende til, og er nok også den Bisse-plade jeg indtil videre er blevet allergladest for. For her er plads til både barndommens farverige landskaber, med kastanjedyr, drømme, guldfisk, børnefødselsdagene, røde kinder osv. Men der er også plads til melankolien på smukkeste vis. Først og fremmest i sangen om hans barnepige der døde i en trafikulykke, hvor han synger om at sidde for sig selv og at have godt af at kede sig lidt, og lade minderne flyde igennem systemet om sin første kærlighed. Men også med sangen om sin far der på mirakuløst vis overlevede en blodprop i hjernen, i sangen “Drøm til Min Far“, som undertegnede stiftede bekendtskab med for første gang til koncerten i Store Vega, hvilket resulterede i de største kuldegysninger og en klump i halsen;

Det er selvfølgelig ikke én til én de samme begivenheder der nødvendigvis kunne beskrive mine melankolske dele af min barndom, men døden var da også en del af den, og min far har ikke været døden nær, men har kæmpet med livet på anden vis. Jeg tænker i forstår, og jeg tænker at alle der er født i 80’erne ville kunne identificere sig med denne helstøbte plade, der rummer det hele, som jeg håber at vi får lov til at opleve live på SPOT Festival d. 9.-13. maj.. For jeg tænker som nævnt, at Bisse nok er godt på vej videre – for det går jo hurtigt i Showbizze-land – men jeg bevarer mit spinkle håb for at han vil fyre op under nogle af favoritterne fra barndommens land.

gæsteindlæg – Eucrid Elms

Nu er der kun 1 dag til vi skal ud på Kulturstationen Vanløse, og hygge os i selskab med lækker musik, og i den forbindelse får i her et fint lille gæsteindlæg fra Esben, som står bag Eucrid Elms:

Et opmuntrende indlæg om din og verdens undergang i kunsten

Jeg har været besat af kunst og kultur, der på den ene eller anden måde forholder sig til undergang i lang tid. Da mit debutalbum “Digital Funeral”, der udkom i december, er et konceptalbum, hvor sangene kredser om både verdens og den personlige undergang, tænkte jeg, at det måtte være på sin plads at skrive noget om det og anbefale gode undergangskunstværker (langt ord!).
Jeg ser undergangen mange steder i kunsten i disse og måske er det ikke så underligt med en omfattende klimakrise, politisk ustabilitet og en digital virkelighed, der med sikkerhed vil ændre menneskeheden, og hvad det vil sige at være menneske på sigt. Måske er der slet ikke større fokus på undergang i kunsten, måske ser jeg spøgelser – men der er mange spændende værker derude og kunst og kultur er livsvigtig for mennesker i tider, hvor mange føler sig afmægtige.

Undergangskunst er for mig mange ting og ikke kun noget, der handler om en depressiv og politisk reaktion på verdens tilstand, den kan også omhandle det enkelte menneskes undergang. Og den er ikke kun noget negativt. Det er den ikke, da undergangen er uomgængelig: vi går alle under, uanset om vi vil det eller ej. Derfor kan den også være noget smukt, og ikke mindst derfor har mennesker altid haft behov for at forholde sig til den ved hjælp af kunsten, som en forberedelse på intetheden, en forberedelse vi på ingen andre måder kan finde ud af at praktisere især i vestlige samfund, hvor vi er uendeligt bange for at forholde os til og tale om død og undergang.

Inden det bliver alt for emo det hele, må jeg hellere præsentere noget af det, som jeg mener er undergangskunst, når det er allerbedst og har den mest voldsomme påvirkning.
Jeg må fremhæve Mount Eerie’s album A Crow Looked at Me, et album jeg kun har hørt tre gange, den ene gang live i det nu hedengangne Jazzhouse. Et album hvor den fantastiske sangskriver Phil Elverum i et anti-metaforisk sprog beskriver konkrete detaljer omkring sin kones sygdom og død. Hele pladen starter med ordene:

“Death is real,
Someone’s there and then they’re not
And it’s not for singing about
It’s not for making into art”

Mount Eerie – ‘Death is Real‘:

Og det er så alligevel det han gør. Han skaber et værk, der i alle sine detaljerede, nøgterne beskrivelser bliver et anti-kunstværk, som denne begyndelse også understreger. Den virkelige død gør kunsten overflødig, men i al sin modsætningsfuldhed bliver kunsten også en udvej for ham. A Crow Looked at Me er næsten umulig for mig at lytte til, men hvis man kan give sig hen og følge katastrofen, så får man i sidste ende en stor gave i forhold til at forstå sit eget liv og dem der betyder noget for én.

Et andet og anderledes værk jeg vil fremhæve er Sam Amidons mageløse album I see the Sign. Folk-fortolkeren, der nok er mit største musikalske idol!, synger om mange ting på albummet, hvor der blandt andet er et glimrende cover af R. Kellys Relief. Titelsangen I See the Sign er en gammel amerikansk traditional om verdens undergang og hans og Nico Muhlys version af den er gruopvækkende, hektisk og virkelig smuk. Når Sam Amidon rustent råbende gentager sætningen “Loose horse in the valley” ser man billedet af undergangen tydeligt for sig.
Det smukkeste soundtrack til verdens undergang, man kan forestille sig:

En tredje sang, som er oplagt at nævne er Sun Kil Moons Carissa fra mesterværket Benji. Han beskriver sin halvkusine Carissas pludselige død i en brandulykke med en tekst, der bevæger sig på grænsen til det overfølsomme, men han formår med sit helt særlige udtryk aldrig at gå over den grænse, en kunst i sig selv. Den er i sin dagbogsagtige lyriske form i familie med Mount Eerie, men dog fornemmer man den større afstand, der trods alt er til dødsfaldet. Det gør det ikke sangen mindre værdifuld, men er blot et andet bud på en kunstnerisk repræsentation af undergangen.

For at det hele ikke bliver et rent singer/songwriter-helvede bliver jeg selvfølgelig også nødt til at nævne Lars von Triers “Melancholia” i denne sammenhæng uden yderligere beskrivelse. En vidunderlig undergangsfilm.

Og så håber jeg selvfølgelig at du vil fortsætte din udforskning af undergangen med at give mit nye album Digital Funeral et lyt!

Og med de ord, håber vi at vi ses i morgen aften kl. 20:30 på Kulturstationen Vanløse. Billetter kan erhverves her.

interview med supertanker

I dag er der kun 4 dage tilbage til forårets blaavinyl præsenterer… og i den anledning har vi stillet Johann Kolstrup fra Supertanker nogle spørgsmål. Vi håber vi ses på fredag på Kulturstationen Vanløse. Tjek eventet ud her.

Hvorfor al’ den musik?
Det handler alene om en dyb iboende tro; troen på at vi har brug for musikken bl.a. som et underliggende element i fællesskabsfølelsen i vores liv. Jeg oplever, at musikken rammer os stærkest når vi deler den. Det kan være i glædens øjeblikke eller på et sårbart sted i livet. Jeg tror på, at min musik kan give folk en oplevelse af et “vi”, ikke et “mig mig mig” . “Vi’et” gennemsyrer alt hvad jeg laver, fra sangskrivningen, indspilning til koncerter på højskoler eller mødet med mit publikum i Festival Danmark. Jeg tror inderst inde på, at det er fællesskabet omkring musikken, der gør den levende og meningsfuld for os. Derfor ofrer jeg alle mine vågne timer i studiet, til koncert sammen med mit publikum eller på landevejen sammen med min nære kammerater.

Hvordan arbejder du med musikken?
Jeg søger de elementer som føles rigtige når jeg arbejder med musikken og forkaster de som viser sig, at være bevidstløse reproduktioner og popfloskler eller andet stads. På den måde finder jeg sangens sande jeg, eller udtryk om du vil. En af de mest centrale erkendelser jeg har gjort mig, igennem mine mere end tyve år som sangskriver er, at jeg ikke er sangens hersker men dens tjener. Jeg står med viskestykket over armen og lytter til sangens ønsker. Det var så’en det mere overordnede. De mere saftige detaljer om, hvordan musikken kommer til verden er min egen lille hemmelighed.

Hvad kommer der ud af arbejdet?
Jeg synes, at der med Supertanker er skabt et friskt bud på, hvor dansk populærmusik kunne være på vej hen. Melodier og lyrik er rodfæstet i 60 års vestlig musiktradition, med en lille flirt til hiphoppens beats og en skelen til højskolesangbogen. Der har helt fra starten af det her projekt ulmet et oprør i mig, som har medført en ambition for Supertanker. Jeg vil lave musik der hæver det lyriske niveau i dansk populærmusik. Det er målet, at skabe et act der både i sangskrivningen og live taler til det brede danske publikum i øjenhøjde og ikke kun til laveste fællesnævner. Musik der kræver lidt mere af lytteren, men som samtidig giver lytteren så meget mere igen.

Og med de ord, kan vi roligt sige, at der er meget at glæde sig til på fredag. Vi glæder os i hvert fald! 🙂

uhørt præsenterer

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har et stort blåt bankende hjerte for UHØRT Festival her på bloggen, så vi glæder os rigtig meget til at deltage i UHØRT Præsenterer på Pumpehuset på lørdag. Her disker de gode folk bag festivalen op med hele 7 sprøde nyere bands:

Motorique
Motoriques lydunivers placerer sig i et charmerende krydsfelt mellem synthpop, krautrock, psykedelisk pop og 70’er funk. Kompositionerne er stramme og kompakte, men lyden er alligevel levende og håndspillet.

BROER
Barrierer brydes, og broer bygges, når to brødre mødes over tunge, tektoniske beats, fængende melodier og hudløst ærlig lyrik. Broer består af Aleksanders soulvokal og Carlos’ legesyge rap.

The Oceans
Bandet The Oceans’ karakteristika er støjende guitarer, insisterende beats og fængslende melodier. Udtrykket er en kombination af byens puls, støj og kaos samt den ro, man finder i dette hav af impulser.

Teenage Love
Teenage love laver eksperimenterende pop-musik der bryder de faste rammer med legende tekster og melodier, lækre beats og en overflod af violinharmonier.

Eerie Glue
Hvis du tager en smule støj, tilsætter en knivspids pop og rører det rundt i en god omgang alternativ rock, så har du Eerie Glue.

Julie Ellinor
Det er inderligt og ørehængende – lidt poppet, lidt rocket og med inspiration fra folk og soul

SUNDAYS
Kvartettens særegne stil væver sig gennem poppens melodiøsitet, indie-rockens melankoli og folk-scenens lidenskabelige tekstunivers.

Undertegnede var også med til UHØRT Præsenterer i Pumpehuset sidste år, og det var en rigtig hyggelig aften med masser af forskelligt musik, så tøv ikke og kom og drik en øl med os og de andre til alle koncerterne. Der er noget for enhver smag (næsten). Facebook eventet findes her her, og du kan varme op til en aften i det gode selskab lige her (åbner i Spotify).

blaavinyl præsenterer… eucrid elms + supertanker

Efter et års pause, er vi endelig klar med endnu en omgang blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse d. 2. marts. Det er os en stor ære endnu engang at få lov til at arrangere sådan en hyggelig aften, som denne gang er i fint selskab med Eucrid Elms og Supertanker.

I december sidste år, udkom Esben Hansen aka Eucrid Elms debutalbum, ‘Digital Funeral‘. Et såkaldt sci-fi soul-album med Esben Hansens dybe og nærværende vokal i centrum. Som titlen på albummet antyder, er temaet undergang; både den personlige undergang i form af sorg og død, men også de katastrofer der venter menneskeheden. Ikke et videre opløftende tema, men det bliver akkompagneret på fineste vis med glimtvis af håb i både musik og tekst. På albummet har vi iøvrigt fornøjelsen af Anders Bach (Bisse, Silvester, Ice Cream Cathedral) på trommer, Anja Lahrmann (Excelsior, Ice Cream Cathedral) på sang, og Michael Bjerre (Mai Miyako) på guitar. Men når vi skal opleve Eucrid Elms live på Kulturstationen Vanløse d. 2. marts, så bliver det solo, hvilket vi er meget spændte på.

Bag navnet Supertanker, finder vi Johann Kolstrup, som nogle måske blot vil huske som JOHANN. Kolstrup har de seneste par år brygget på det nye projekt kaldet Supertanker, som er dansksproget, og eftersigende lyder som et romantisk møde mellem The Flaming Lips og CV. Jørgensen. Kortene er holdt tæt på kroppen, og det eneste vi har fået lov til at lytte på so far, er C.V. Jørgensen coveret ‘Bellevue‘, som i kan lytte til her på Spotify. Vi er meget spændte på at høre mere d. 2. marts.

Facebook eventet findes her. Og du kan købe billetter her.