håblandsk

Sigur Rós

Tænk sig! Det gik lige op for mig at det allerede er 4 (!) år siden at Sigur Rós’ seneste album udkom. Et album undertegnede var, og stadig er meget begejstret for. Jeg har det som om det var i går, at Rune og jeg stod sammen til Roskilde Festival og oplevede én af de bedste koncerter på festivalen det år – Sigur Rós på Arena. Jeg gik en rigtig lang tur i går langs vandet, og lyttede til én af de Sigur Rós udgivelser jeg aldrig rigtig har fået ind under huden, nemlig “Hvarf – Heim” (2007). Det var en rigtig lækker oplevelse at gå der med sine tanker, kigge udover det efterårs-oprørte mørke vand, og lade Sigur Rós lyse ens lidt efterårstunge sind op på smukkeste vis. For ligesåvel som musikken indeholder en vis form for storladen melankoli som passer perfekt til efteråret, så synes jeg også der er noget opløftende midt i det sfæriske udtryk. Det er lidt svært at finde ud af hvad, men måske hænger det sammen med bandets selvopfundne sprog kaldet ‘håblandsk’?:

Altså jeg mener…prøv lige og hør de smukkeste strygere i det her nummer:

Ét nummer der i hvert fald altid får løftet én så højt op, at man næsten tror man kan flyve, er ‘Hoppípolla‘ fra pladen “Takk” (2005). Jeg husker den især fra koncerten på Roskilde som gåsehudsfremkaldende på den helt gode måde:

Bandet har ikke udgivet noget siden “Kveikur” i 2013, men så vidt jeg kan se har de turneret næsten konstant i hele 2016 og 2017. Eftersigende med en meget lækker visuel produktion, som man kan være så heldig at opleve på lørdag i Forum her i København. Tjek evt. tour traileren ud her, hvor man kan få et indtryk af hvad der er i vente:

Koncerten er delt op i to sæt, og at dømme ud fra aftenens titel “An Evening with Sigur Rós“, så kan man både vente et godt dyk ned i bagkataloget, samt forvente nyt materiale. Jeg skal selvfølgelig med, og håber selvfølgelig på at de spiller en god håndfuld fra deres seneste plade, såvel som ‘Hoppípolla‘, samt numre fra både pladerne “Ágæstis byrjun” (1999) og “( )” (2002). Hvis du vil med, er der stadig billetter at finde her. Facebook eventet kan findes her.

efterårsanbefaling #2

Grizzly Bear

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Grizzly Bear er et band som vi her på bloggen har et lidt særligt forhold til. Dels mødte vi begge bandet for første gang for 11 år siden, da de spillede i vores barndomsby, Kolding (læs lidt om Rune’s oplevelse af det her), og dels har vi lige siden fulgt dem relativt tæt, hvilket en søgning i bloggens arkiv understreger ganske tydeligt. Bandet udgav for lidt over en måned siden deres 5. studiealbum ‘Painted Ruins‘, hvilket er første gang vi hører fra dem siden 2012, hvor de udgav ‘Shields‘. Så det er dejligt at gråbjørnen endelig er vågnet fra dens dvale…og med hvilket mesterstykke (!). Det har i hvert fald kørt på repeat på pladespilleren herhjemme fra dag 1, og er helt klart en efterårsanbefaling værd, fordi den er så helstøbt og har de her små skæve pop-perler som kun Grizzly Bear kan skabe. Jeg er spændt på at opleve pladen live her i Danmark, hvilket eftersigende kan blive en realitet til februar, men nærmere tid og sted lader vente lidt på sig lidt endnu. Anyways, i kan enten tjekke universet på pladen ud herunder med alle de fine singler og medfølgende musikvideoer, eller ganske enkelt sætte pladen på og lytte til den fra ende til anden.

Painted Ruins i rotation

I torsdags kom den seneste single fra pladen ‘Losing All Sense‘, som der også er lavet en video til. En video som tør siges at miste alt mening efterhånden som man skrider frem. Hvis man har fulgt Ed Droste’s Instagram henover sommeren, har man vidst at denne video har været undervejs, og at én af hans bedste venner Jason Greene (bedre kendt som Aunt Freckle) bl.a. er medvirkende, sammen med en håndfuld andre skuespillere og statister inkl. et glimt af Ed Droste selv. Se om du kan spotte ham her:

Det er i det hele taget nogle ret fine og vidt forskellige musikvideoer der indtil videre er blevet kreeret til de forskellige singler fra ‘Painted Ruins‘. Den første her er primært skabt ud fra visuals og læner sig ret meget op af det man kunne tolke som “malede ruiner”:

Den næste her var jeg først lidt i tvivl om, hvorvidt det var en officiel video, men det er det, og den er et sammenklip af en masse hjemmevideo-klip. Sangen var iøvrigt mit første yndlingsnummer:

Æstetikken i den næste sidste video her, minder mig en hel del om æstetikken fra musikvideoen til nummeret ‘Knife‘ fra pladen “Yellow House“, med de store vider og landskaber. Omend den er knap så spacy som Knife videoen. Hehe:

Den sidste her, er mere ovre i et univers som Sofia Coppola’s ‘Marie Antoinette‘, med det her pastelfyldte univers, som tydeligvis udspiller sig i slot-lignende kulisser, omend med en hel del mere nøgenhed i spil blandet op med lidt syre: