År: 2013

spil dansk dagen

My Heart The Brave

Det går så hurtigt for tiden med al den gode musik der udkommer, om det så gælder albums eller singler, eller danske som udenlandske bands og solister. Så i den forbindelse, og i forbindelse med Spil Dansk Dagen, har jeg sat mig for at fremhæve et par danske nyudgivelser i den ene eller den anden afskygning, fra den seneste tid.

Jeg starter ud med Nanome, som for et par uger siden løftede sløret for videoen til hendes seneste single Empty House, hvor hun igennem hele videoen sidder sovende på en mandlig skuespillers ryg. Videoen er optaget i Berlin og er på så mange måder en virkelig smuk video som matcher sangens tema rigtig godt:

My Heart The Brave (billedet) er et splinternyt band, som på lørdag spiller deres første koncert nogensinde på Ideal Bar. Bag navnet står Caspar Hesselager, som efter at have siddet bag knapperne på en række nyere danske udgivelser med bl.a. Hymns From Nineveh, Jetsi Kain og Eclectic Moniker m.fl., har fået lyst til at skrive og udgive sit eget materiale. Caspar Hesselager er oprindeligt uddannet klassisk pianist, men mødet med Radiohead’s OK Computer ændrede en ting eller to i hans musikalske univers. Resultatet er My Heart The Brave, som byder på lige dele af amerikanske sangskrivning, svensk indiepop, tysk elektronik, såvel som klassisk storladenhed. Med sig i bandet, har han makkeren fra studiet Pinligtavshed, Aske Bode (Bodebrixen), Jakob Haubjerg (Bodebrixen, Freja Loeb) og Ask Boch (We Were Born Canaries, From Sarah og Sleep Party People). Tilsammen spiller de fængende indie-pop, og har for nyligt fået lavet denne fine video til deres single Keep Me From It:

Undertegnede regner selv stærkt med at skulle ind og tjekke dem ud på Ideal Bar på lørdag. Måske ses vi?

I mandags udkom 4 Guys From The Future‘s andet debutalbum Adagio. Jeg har endnu haft få dage med alt for få timer til at lytte pladen igennem i sin helhed, til at kunne sige noget konkret om det endnu. Men jeg må sige at jeg er svært begejstret for nummeret Nothing To Say, som er repræsenteret i denne psykedeliske video herunder, med forsanger Bjarke Porsmose som hovedperson:

Glædelig Spedalsk Dag 🙂

lanterner i efterårsmørket

son lux

Det er ikke meget vi har bidraget denne blog med musik der ikke havde noget med Poetry In Mono at gøre på det sidste, men det gør jeg noget ved nu. For jeg har personligt glædet mig til i dag hvor jeg kunne præsentere jer for én af kandidaterne til årets plader, nemlig den fremragende plade Lanterns fra amerikanske Son Lux, som udover en EP nu kan tælle 3 albums i sit bagkatalog. Musikken minder mig om en god blanding af Sufjan Stevens, Hjaltalín (dog uden at være så dramatisk storladen) og Nico Muhly’s Mothertongue plade fra 2008 (dog knap så abstrakt). Jeg kendte ikke til ham før indtil for et par uger siden, hvor jeg fik den nye plade anbefalet og jeg er gået hen og faldet pladask for det.

Ryan Lott som er manden bag Son Lux, er oprindeligt uddannet klassisk pianist og komponist, og har blandt andet komponeret musik til store internationale firmaer som IKEA og Coca Cola. Han er oprindeligt fra Colorado, men er nu bosiddende i New York hvor han arbejder som komponist for et reklamefirma og samarbejder med Gina Gibney Dance Company, som er en dansegruppe kun bestående af kvinder og meget mere. Allerede i 2008 efter udgivelsen af hans første album, gav NPR ham prisen som “Best New Artist”. Hans liste over samarbejder på kryds og tværs af musikbranchen er efterhånden pænt lang, og tæller bl.a. Richard Perry (Arcade Fire), Serengeti, Busdriver og Beans (Antipop Consortium), My Brightest Diamond, førnævnte Nico Muhly og Sufjan Stevens. Så min tidligere umiddelbare sammenligning var vist ikke helt ved siden af.

Blandt de mange samarbejdspartnere på Lanterns, finder vi Peter Silberman fra The Antlers. Så vi kan vist roligt sige, at det her er en herre der har mange jern i ilden, men også samtidig et godt komponist-øre, og gode venner. Det kan undertegnede i hvert fald skrive under på og jeg kan på det varmeste anbefale denne lille perle af et album på 9 skønne numre. Tjek et par af dem ud her:

Og glæd dig til d. 31. januar 2014, hvor han kigger forbi Stengade i København.

Opdatering: Hør hele pladen her!

poetry in mono #14 i glimt

Scarlet Chives © Thilde Christensen

Sæsonens sidste Poetry In Mono (som vender stærkt tilbage i foråret!) og den 14. i rækken bød endnu engang på lækkert musik og rigtig god stemning hele vejen igennem. Begge bands gav den alt hvad de kunne og de mange der var troppet op lod til at have en rigtig dejlig aften. Aftenens DJ sørgede også for en rigtig indie-fest i bedste stil efter koncerterne.
Vi bringer her lidt glimt fra en lækker og mindeværdig aften. Først norske Dråpe og derefter Scarlet Chives (også billedet ovenfor). Alle billeder er knipset af én af Stengades fotografer, Thilde Mørup Christensen.

Vi ses igen til foråret!

gæsteindlæg – mads axelsen

Mads Axelsen

Som en ekstra bonus til den 14. Poetry In Mono i morgen, får vi fint besøg af Mads Axelsen (fra Det Elektriske Barometer) som vil spille et 90 minutter langt set efter koncerterne. Så vi håber at i er friske på at blive hængende og feste! Læs mere om arrangementet her og køb din billet i forsalg så du sparer en 10’er til garderoben.
Mads har været så rar at dele nogle af sine yndlingsnumre med os her:

Connan Mockasin – I’m The Man That Will Find You

– Connan Mockasin har altid været lidt af en personlig helt. Hans euforiserende og kalejdoskopiske lyduniverser svæver imellem et virvar af forskellige genrer, instrumenter og vokaler, og bliver smukt flettet sammen til de fineste lydlandskaber man har lyst til at svømme og drømme sig hen i.

Jacco Gardner – The One Eyed King

– Fra første gennemlytning har Jacco Gardners nye album Cabinet of Curiosities været min nye favoritplade. Det dufter af forår, spirrende blomstermarker og minder mig om pastelfarvede sommermorgener i en ny forelskelses skær. Åh, alle der kan lide 60er æstetik og dejlige mænd som Nick Drake og Simon & Garfunkel skal, skal, skal høre denne her plade. Jacco Gardner spiller på Loppen i København d. 29 november, og er uden tvivl den koncert i hele efteråret jeg glæder mig allermest til.

Led Zeppelin – Going To California

– Umiddelbart tror jeg ikke det er nødvendigt at skrive særlig meget om det her nummer. Det er bare en af de smukkeste ballader der nogensinde er skrevet, og lyder ret præcist som sæsonernes skiften.

TennisCoats – Iso Phase

– Et band jeg ikke ved ret meget om, på trods af jeg har været lidt forelsket i hende forsangerinden igennem en længere periode. Jeg har ikke den fjerneste ide om hvad hun synger om, men jeg sys det er pokkers fint og er et nummer jeg får lyst til at starte forfra igen, når det er slut.

First Hate – In My Dreams

– Jeg har lidt et hade/elske forhold til hele denne her lo-fi bølge. På den ene side siger min fornuftige sans mig at det er fjollet, lyder ufærdigt og til tider næsten er komisk. Alligevel siger min mavefornemmelse og mit hjerte mig noget andet for jeg må indrømme at jeg har taget mig selv i at nynne med på det her nummer virkelig mange gange. De danske drenge i First Hate er et godt eksempel på at hårdt arbejde betaler sig, og om man er til denne her fætter BR agtige lyd eller ej, så sys jeg det tydeligt at høre at de har gjort sig umage, tænkt, øvet og fundet frem til et resultat som ikke lyder som ret meget andet. Det kan man kun respektere dem for, og personligt sys jeg det er en skide charmerende drømme melodi.

Pinkunoizu – Down In The Liverpool Stream

– Det her er måske det bedste sidste nummer på en plade jeg nogensinde har hørt. Jeg synes Pinkunoizus album The Drop er årets danske udgivelse. Period. Sådan et nummer man ville ønske der aldrig sluttede.

Beach House – I Do Not Care For The Winter Sun

– For et par år siden lavede mine to bedste venner, Victoria Legrand og Alex Scully (læs: Beach House), det her nummer der ret godt beskriver den der splittelse man føler i kroppen når sommeren forsvinder imellem ens fingre og vinteren endnu engang overtager krop og sind. På en gang elsker man det, og alligevel frygter man vinterens mørke og melankoli der føles som om den ingen ende vil tage. Hvis jeg nogensinde skulle være med i et band, så måtte det ret godt være Beach House. Og hey, der er bjælder med i. Whats not to like.

Karen O – Worried Shoes

– Hvis jeg skulle lave en top ti over irriterende sangerinder i rock verdenen, ville Karen O fra Yeah Yeah Yeahs stryge direkte ind i top tre. Sådan havde jeg det i hvertfald indtil jeg så Spike Jonzes film “Where The Wild Things Are”, hvor Karen O har lavet hele soundtracket til. Det er bekymringsfuldt, fantaserende, barnligt og helt afsindigt fint.

Nina Simone – Baltimore

– Bare fordi. Efter efteråret og vinterens mørke, kommer foråret og sommeren jo og lyser det hele op igen.

Godt efterår
Mads Axelsen

gæsteindlæg – scarlet chives

Scarlet Chives

Så nærmer efterårets næste (og denne sæsons sidste) Poetry In Mono sig med hastige skridt. På torsdag lukker vi på Stengade dørene op for den 14. Poetry In Mono i selskab med norske Dråpe og danske Scarlet Chives. De fleste vil nok kunne nikke genkendende til norske Dråpe fra deres besøg på Roskilde i sommers og til Scarlet Chives for deres kontroversielle video til førstesinglen The Timber Will Fall som fik Youtube til at fjerne den efter kun få timer online og gav bandet omtale i Ekstra Bladet. Blot et par måneder efter var bandet klar med en knap så kontroversiel video til anden-singlen Some Days Stay. Se og lyt her:

I forbindelse med koncerten på torsdag, har vi fået bassist Peter Esben fra Scarlet Chives til at give os sit bud på hvad han synes er det fedeste pt. som opvarmning inden det går løs:

Coil – a cold cell in bangkok

– De fleste i Scarlet Chives er fjollede med velproducerede elektroniske numre samt remix. Dette er uoverordenligt godt skåret når det kommer netop dette. Coil=mystik

Coctoau Twins and Harold Budd – Sea Swallow me

– En fantastisk 80’er samarbejde med Coctoau Twins og avantgardisten Harold budd som stadigvæk holder den dag idag. Dejligt drømmende nummer.

Grimes – Oblivian

– Canadieren Clare Boucher er sejeste den enmandshær når det kommer til at lege med sin stemme. Læg mærke til de pitchede stemmer sidst i nummeret! 

Fuck Buttons – The red Wing

– Dette nummer hører vi tit i bandet inden vi skal op og spille hvilket får en på dupperne. Det udvikler sig så vildt at man bliver helt høj til sidst! 

Liars – A visit from Drum

– New Yorker Indie når det er bedst 🙂 

Vi glæder os til at spille!

Læs mere om arrangementet her og spar iøvrigt en 10’er til garderoben og køb din billet i forsalg her!

poetry in mono #13 i glimt

For lidt over en uge siden afholdte vi sæsonens første Poetry In Mono, og det forløb sædvanligvis i den gode stemnings favn og så sandelig også den skæve pops tegn. Det nye musiksite Unisonkbh.dk har skrevet en rigtig fin anmeldelse af aftenen her, hvor de både rammer konceptet omkring Poetry In Mono og selve koncerterne ganske godt. De har til og med lavet et fint interview med Nicolai Koch aka mr. PRE-Be-UN som du kan læse her.

Tue Blichfeldt har været så sød at låne os hans billeder af Lars and The Hands of Light (se ovenover) og undertegnede nåede lige at fange et par stykker af PRE-Be-UN. Billeder som allesammen fanger den gode poppede stemning meget godt.

Næste Poetry In Mono (som desværre også bliver efterårets sidste af slagsen) er d. 17. oktober kl. 21 på Stengade, hvor vi skruer op for shoegaze med Scarlet Chives og norske Dråpe på scenen. Til at underholde jer i løbet af aftenen når der ikke lige er musik på scenen, får vi fint besøg af Mads Axelsen fra Det Elektriske Barometer, som vil vende nogle plader for os. Læs mere om hele herligheden her og her og sæt et stort fedt kryds i din kalender. Vi ses!

gæsteindlæg – dj mexican golf (big oil rec)

Au revoir simone

Så kom dagen endelig! I aften tager vi hul på denne sæsons Poetry In Mono arrangementer. I aften er det den 13. i rækken og det er 3. gang vi har besøg af DJ Mexican Golf (Big Oil Rec) aka Andreas Nielsen, som i denne anledning har lavet en fin liste over hvad han synes er det fedeste, og som vi sikkert også vil komme til at høre i aften når han vender plader før, imellem og efter koncerterne. Vi havde regnet med 5 numre, men han har ikke så nemt ved at begrænse sig når det kommer til musik, så her er hele 10 sprøde numre som i kan varme op med til i aften, som iøvrigt ifølge Soundvenue er et bud på én af ugens 12 fedeste fester. Læs mere om arrangementet her og glæd dig til en aften i den skæve pops tegn.

Au Revoir Simone – Somebody Who

– Jeg elsker Au Revoir Simone (billedet) og har glædet mig som et lille barn til deres nye plade. Videoen til den nye single Crazy er teknisk set federe, men omkvædet her slår mig bare helt ud… så det var egentlig et ret nemt valg.

Arcade Fire – Reflektor

– Arcade Fire har jo lavet den vildeste jam med Reflektor. Den virker til at have delt folk, men jeg er 100% med på det. Jeg tænker at de har opdaget at Sprawl II var det fedeste på The Suburbs og så arbejdet videre med det in mente. Det håber jeg i hvert fald for resten af pladen.

Chastity Belt – Seattle Party

– Chastity Belt’s debutplade No Regerts (sic) er årets overraskelse for mig og den plade jeg har lyttet til mest. Det er ikke voldsomt kompliceret, men bare charmerende og virkelig catchy indie rock med en god portion humor (lyt f.eks. til Nip Slip eller Giant (Vagina) hvis du gerne vil trække på smilebåndet). Jeg kunne vælge mange numre fra pladen, men har valgt netop denne fordi den indeholder følgende fantastiske kiss-off; “Your tattoos are so deep/ They really make me think”. Ouch!

Earl Sweatshirt – Molasses

– Earl Sweatshirts plade har været i konstant rotation siden den udkom og er klart en af mine favoritter i år. Molasses er lidt mere melodisk end resten af pladen og så elsker jeg RZA’s freestylede hook “I’ll fuck the freckles off your face, bitch”. Det er jo utrolig dumt, men også virkelig sjovt.

Holy Ghost – Dumb Disco Ideas

– Holy Ghost burde være meget større end de er. Deres debutplade fra 2 år siden var proppet med hits og dette er endnu et. Hvis du sidder stille til det her nummer, så er du død indeni. *Død*.

Cut Copy – Free Your Mind

– Soundvenue skrev at bassen på det her nummer var “Disclosure-tung”… ej, hold op. Med al respekt for Disclosure (og deres glimrende plade), så kan Cut Copy sagtens stå på egne ben og lyder her som en endnu mere old-school-houset version af Screamadelica-Primal-Scream (hurra for bindestreger). Det er voldsomt godt og nu vil jeg danse.

Less Win – Blimps

– Jeg snyder her fordi jeg selv udgiver Less Win på Big Oil (skamløs reklame, I know), men det her er endnu et hit. Og så var de på forsiden af iByen fredag, så jeg har stadig optur (je suis stolt, som man ikke siger på fransk). Nummeret er også et totalt hit, men det er noget andet. Det ved du jo godt.

FKA Twigs – Papi Pacify

– Fordi videoen er det smukkeste jeg har set i lang tid og fordi jeg ville ønske jeg udgav hende selv. Young Turks vinder lidt A&R game’t for tiden… og stående klapsalve til Arca, der har produceret nummeret. Han har haft et stort år med Twigs og hans arbejde på Kanye pladen.

Waxahatchee – Peace and Quiet

– 90erne er tilbage! Det er fedt og en super plade at høre på en slatten søndag… eller enhver anden dag egentlig.

Fuck Buttons – Brainfreeze

– Fuck Buttons er et af få bands hvor jeg virkelig glæder mig til hvert nyt album og de har ikke skuffet endnu. Trommerne på dette nummer kan jeg mærke helt ned i maven og så elsker jeg gyser-synthen (fugle sample?), da det minder mig om Salem og dengang witch house var det nye sort (kan du huske det? Det forsvandt sgu hurtigt).