Endtroducing: blaa mandag #13

I dette indlæg er jeg en kende på dybt vand, og folk der er bekendt med fænomenet DJ Shadow er meget velkommen til at byde ind med rettelser eller fortalelser. I hvert fald vil jeg gerne gribe tilbage i 90’ernes dybe sæk af hengemte guldklumper og anbefale DJ Shadows efterhånden 14 år gamle album Endtroducing (se cover herunder). Pladen fra 1996 er (stadig i takt med tiden) kun bestående af samples og beats. Der er, så vidt jeg har forstået intet fabrikeret af Josh Davis aka DJ Shadow selv. Det er en kombination af gamle (glemte) vinyler og nyere numre, der er udgangspunktet for pladen, hvilket coveret giver en meget god idé om. Gamle funk klassikere og smadrede horror-soundtracks.

Selv hvis man ikke er meget til Hip-Hop, så er denne plade virkelig for enhver smag. Ligesom Fat Freddys Drop gjorde det for reggae og dub, som Air gjorde det for electronica, så synes denne plade også, at være af en sådan bredt favnende kvalitet for den instrumentale Hip-Hop og scratch æstetikken i al almindelighed.

Det er fængende historier, der bliver fortalt med mange forskellige elementer. Albummet er utrolig varieret, og på trods af de mange vidt forskellige samples, så virker pladen utrolig helstøbt. Lydbilleder og sindsstemninger er, hvad der præger albummet og numre som Stem/Long Stem og Building Steam With A Grain Of Salt (hør mp3’er) er helt igennem hjertegribende. Stem/Long Stem består blandt andet af saxofon soloer, violin-fraser, vokal-samples, dryppende lyde af klokkespil og drømmende dynamiske højdepunkter, der alle underbygger den samme storbys-melankoli. Building Steam With A Grain Of Salt er for alvor også et nummer, der med sin repitative klaverfigurer, sit engle-agtige kor, den mandlige fortæller stemme som nærmest bekender sig til lytteren, og de andre små kommentarer, viser et eksempel på et håndværk udført til perfektion med stort P. Også beatet i Mutual Slump er noget nær orgasmisk (undskyld formuleringen).

På mange måder må en kunstner som DJ Shadow klart have været første skridt på vejen for andre lyd-manipulatorer, der er opstået på den anden side af milleniumsskiftet. Kunstnere som for eksempel Girl Talk og mere generelt for DJ’s, må DJ Shadow have været en gevaldig inspiration, for hans måde at få tingene til at passe så godt sammen, og give Endtroducing denne følelsesmæssige medrivende karakter. Endtroducing: Dit næste køb.

DJ Shadow - Endtroducing (1996 på Mo' Wax)

Mp3: Dj Shadow – Stem / Long Stem (fra Monkton Versus Plankton)

Mp3: Dj Shadow – Building Steam With A Grain Of Salt (fra bloggen med det svulstige navn Feel My Bicep)

Jeg faldt desuden over dette indlæg, da jeg søgte efter mp3’er. Monkton Versus Plankton ridser 00’erne rigtig godt op – lidt i tråd med vores føljeton, som i helt sikkert vil høre mere til snart.

blaa mandag #12

En sang kan tolkes på mange måder. Det blev jeg i hvert fald mindet om, da en ven for et års tid siden introducerede mig for Arthur Russell med sangen ‘I Couldn’t Say It To Your Face‘ som har følgende tekst (et udklip):

I couldn’t say it to your face
but I won’t be around any more
I couldn’t say it to your face,
but I won’t be around any more
I needed a place, so I walked in the door
I couldn’t say it to your face
but I won’t be around any more.
It’s my world, it’s my song
didn’t ask you to sing along;
in my arms, you girl, you won’t be here to say I’m wrong.

Jeg misforstod den selvfølgelig right away og blev ikke særlig glad for at høre den. Så kasserede den hurtigt. Indtil for nylig, da jeg blev inviteret til at se dokumentaren ‘Wild Combination‘, der dokumenterer manden bag sangens liv, Arthur Russell. Først efter at have fået en indsigt i mandens liv og tragiske ende på et ellers smukt liv, forstod jeg sangens alvor.

Arthur Russels (1952 – 1992) musik kan anbefales på det kraftigste fra min side, og ligeså dokumentaren. Og så vil jeg ellers lade musikken tale for sig selv…

Et minuts stilhed for en stor stjerne

Jeg faldt over en forfærdelig tragisk nyhed, som leder mig til opfordringen af et minuts stilhed for en genial musikalsk inspiration. Big Stars sidste levende frontfigur Alex Chilton er afgået ved døden ved et hjerteanfald den 17. marts 2010 – må hans fantastiske musikalske sjæl leve videre.

Mp3: Big Star – September Gurls (Fra Aquarium Drunkard)

Mp3: Big Star – Take Care (Fra Aquarium Drunkard)

Far rocker i den digitale tidsalder

Et nyt spændende pladeselskab tager i disse dage sin form i Århus. Kanel Records er navnet, og det er tre gutter, der står bag dette yderst interessante projekt. De skriver selv, at deres æstetiske fokus er meget bredt, men at de er af opfattelsen af, at intet kan være for råt eller for skrabet, og at det i høj grad også er den retning, de vil søge.

Derfor er det også meget nærliggende, at det er en kunstner der falder inde for den kategori, der nu bliver den første udgivelse fra de tre herrer.

Det drejer sig om solo-projektet Dad Rocks! (billedet), som er et alias for Snævar Njáll Albertsson, der også er kendt fra Death-Indie bandet Mimas. Den 10. april udgiver han i samarbejde med Kanel Records Digital Age EP, der blandt andet udkommer i en WowWollet CD og naturligvis digitalt, som navnet jo ekspliciterer.

Selvom der indtil nu kun har været en youtube video og en enkelt mp3 indenfor rækkevidde, så tegner det aldeles spændende. Det lyder foreløbigt som om, at der bliver sunget mere croonet og i et betydeligt leje end hvad undertegnede sædvanligvis har været vidne til, hos den så udmærkede  Mimas lead-vokalist. Derudover er det en behagelig og meditativ finger-picking, der bliver udtrykt på den seksstrengede. Klaver og (især) trompet er også yderst velkomment på det foreløbige materiale. Trompetens varme toner bidrager til en vis sentimentalitet uden at overstige nogen barrierer. Produktionen skal også være meget analogt gennemført i musikkollektivet i Gammel Harlev uden for Århus. Vi glæder os meget til at høre far rocke resten af Digital Age EP, og vi vil helt sikkert vende tilbage, når vi har givet resten af materialet et lyt.

Indtil da lyt selv på vedlagte youtube-klip og mp3 fil.

Mp3: Dad Rocks! – Aroused By Hair (Link fra Kanel Records)

Dad Rocks!: HjemmesideMyspace

Se desuden følgende live-optagelse fra 2009:

blaa mandag #11

Det er ikke mange mandage siden, at undertegnede havde en musiker på tale, der desværre måtte lide druknedøden. Det var Jeff Buckley der som bekendt druknede i Wolf River i 1997, og netop tyve år tidligere i 1977 udkom der et album med en anden kunstner, der desværre i 1983 måtte lide samme skæbne som Jeff Buckley. De inkarnerede Beach Boys fans vil vide, at det er trommeslager Dennis Wilson, den mellemste broder af de tre (Carl og Brian), talen nu falder på.

Han nåede (ligesom Jeff Buckley) kun at udgive et solo-album i sin levetid. Pacific Ocean Blue er titlen, og den blev genudgivet i 2009 i en fornem Legacy Edition med numre, der skulle have indgået på Dennis Wilsons andet album Bamboo (som kollegaer også har omtalt). Ud over at det minder mistænkelig meget om, hvad der skete efter Jeff Buckleys afsked med verden, så skal Dennis Wilson også have udtalt, at Bamboo var hundrede gange bedre end Pacific Ocean Blue. Det vil undertegnede umiddelbart lade andre lyttere om at vurdere, men de er helt sikkert også spændende.

Jeg vil dog gerne have lov til at fremhæve et par perler fra et album, der virkelig viste, hvor stort et sangskrivertalent Dennis Wilson også var. Det er meget muligt, at han ofte har stået i skyggen af de Brian og Carl Wilson på det musikalske, men med dette album er der ikke mange, der kan betvivle mandens ærlige musikalske univers. Hans måde at afspejle 70’ernes afslappede surfer-liv og de smertelige kærlighedsforhold der gik i vasken, er utrolig beundringsværdig. Han skal efter sigende have været ‘ude med riven’, når det kom til stoffer og kvinder og have haft rigtig mange forhold, og han har dermed måske ikke altid haft det letteste følelsesmæssige liv. Derfor afspejler sangene også i høj grad en slags dagbog for Dennis Wilson, som skrev albummet over en periode på syv år.

To sange, der i høj grad er værd at fremhæve, selvom albummet er utrolig helstøbt, er Thought of You (som jeg selv fik anbefalet for et års tid siden) og Time, som begge er utrolig smukke numre. Især Time er vidunderlig med en solo af den kultiverede Chet Baker på trompet. Begge numre er både intime og dybsindige, men bygger op og indeholder en dejlig storladen kontrast, til de stille passager. Også You & I, som er et laid-back bossa-agtigt nummer, og det næsten soulede titelnummer. Dennis Wilsons eneste officielle værk kan i den grad anbefales.

Mp3: Dennis Wilson – Thought Of You (fra emodreng & indiepige)

Mp3: Dennis Wilson – Time (fra Art Decade)

Musikdebat til Århus

I overmorgen, torsdag den 11. marts, kl. 17.00 går det første Musikdebat Aarhus arrangement, i samarbejde med Musikparlamentet, i luften. Musikparlamentet har dog været tilstede under Spot festivalen, men det er altså første arrangement uden for Spot festivalens ramme.

Det kommer til at foregå på Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 Århus, og det koster en flad 20’er.

Emnet til den første debat vil være “Musikanmeldelsens fremtid”. Vil bloggere udvande og overflødiggøre den seriøse og mere dybdeborende musikkritik? Hvad har bloggerne betydet indtil nu sammenlignet med klassisk anmelderi, og hvad er der af fremtidsperspektiver for begge parter?

Til at svare på disse spørgsmål er panelet, som ser sådan ud:

Niklas Steffensen Hessel (Anmelder, Redaktør ved Geiger)
John Fogde (Anmelder mm. på Gaffa, Grundlægger af Frekvens.dk)
Mads Krogh (Postdoc, Ph.d. ved Musikvidenskab, Forsker i musikkritik)
Martin Hjorth Frederiksen (Manden bag den ambitiøse blog börneblogger)
Marie Højlund (Musiker, Frontkvinde i Marybell Katastrophy)

Debatten vil blive omkranset af koncert med henholdsvis SilverGleamingSoundMachine, som har høstet roser for deres mini-album “All Tomorrow’s Gardens”, der blandt andet optrådte på undertegnedes liste over sidste års fedeste danske skiver. Derudover vil Marybell Katastrophy runde aftenen af med et kort set i tre personers line-up. Marybell Katastrophy der er aktuelle med deres album “The More”, som der giver noget af det dunkle og noget af det energiske i en særdeles opfindsom form.

Desuden vil Dj Indie-Peter også kendt fra Late Night på Musikcaféen i Århus, og som bloggeren bag Like A Gull Takes To The Wind og medskribent på Frekvens.dk, vende plade ind imellem og sørge for at stemningen er indhyllet i god musik.

Vi vil da gerne opfordre til at komme og deltage i debatten, og se hvilke sider panelet får vendt, samt give dit eget besyv med – og ikke mindst høre et par spændende navne.

Vi ses der!

Se mere info på: musikdebataarhus.blogspot.com & musikparlamentet.dk

blaa mandag #10

Forleden nat blev jeg rørt til tårer af en fotoserie, som virkelig fik mig til at indse hvor godt jeg egentlig har det. Hver gang jeg læser om en kulturel personlighed der afgår ved døden, hvad end jeg har haft vedkommenes værker inde på livet eller ej, stikker det i mit hjerte, lidt ligesom når man ser en musikdokumentar der ender med at bandet opløses eller at nogen dør. Men i går, søndag, reagerede jeg et sted imellem tårerne og stikket i hjertet, da jeg læste at Mark Linkous (bedre kendt som Sparklehorse) havde begået selvmord.

Jeg startede som så mange andre med hans mest succesfulde plade It’s A Wonderful Life (2001) for 7-8 år siden, og forelskede mig hurtigt både i den og forgængeren Good Morning Spider (1999), hvor sange som Painbirds, Junebug, Apple Bed og Comfort Me har været klare favoritter lige siden. Og selvfølgelig også har været soundtrack til op- og nedture i tidens løb. Jeg nåede desværre aldrig at opleve ham live, hvilket jeg ærger mig gul og blå over nu. Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med ham endnu, eller blot vil mindes ham, har jeg herunder postet tre af mine yndlingssange fra henholdsvis It’s A Wonderful Life og Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain (2006):



Her er de plader jeg ejer med ham i kronologisk rækkefølge:

1. Good Morning Spider (1999)
2. It’s A Wonderful Life (2001)
3. Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain (2006)

Hans dejlige melankolske støvede lyd og udtryk vil blive savnet, og det han nåede at give os vil blot blive endnu mere værdsat med tiden. Hvil vel kære hr. Lankous aka Sparklehorse.

Løve’s Bogcafé

Jeg har sagt det før og siger det nu igen…Er der en plade jeg glæder mig rigtig rigtig meget til at sætte på pladespilleren i år, så må det være Hymns From Nineveh‘s debutalbum, som eftersigende skulle udkomme til efteråret. Indspillingerne starter på mandag, og efter at have oplevet det i levende live hertil aften endnu engang, er spændingen bestemt ikke blevet mindre. Det foregik i den overraskende hyggelige Løve’s Bogcafé, der ligger i noget så ucharmerende og tamt som et indkøbscenter midt på Vesterbro. Men det lagde man bestemt ikke mærke til når først man var indendøre og musikken spillede. Det var det mest velopdragne publikum jeg længe har oplevet!

Første mand i rampelyset var Mads Mouritz, som ene mand fremførte en god håndfuld sange fra både Mouritz/Hørslev Projektet såvel som fra hans samarbejde med Peter Olesen (Olesen Olesen). Det var dog sangene fra førstnævnte der lyste klarest igennem, på trods af småtekniske bump på vejen. Det finurlige danske lyriske univers ramte publikum, som reagerede med smil på læben og ligefrem latter nu og da. Det fik mig til at tænke på den problematik jeg op til flere gange har hørt diverse musikere snakke om når det kommer til lyrik på modersproget, pga. den ironiske tilgang det nærmest pr. automatik får. Reaktionen fra publikum generede mig som sådan ikke, da jeg godt kunne se det sjove i det, men da latteren også dukkede op under den morderiske Kom Kom Kom, stivnede mit smilebånd en anelse. Kald mig bare gammeldags og kedelig, men jeg kan på ingen måde se det sjove i den sang. Ellers var det en rigtig rar koncert, som det altid er med den glade spillemand med den spæde stemme på scenen.

Næste for skud var Hymns From Nineveh, som indtog hjørnet i bogcaféen fire mand på henholdsvis banjo, harmonika, xylofon, violin, sav, håndklap, knips og guitar, med Jonas Petersen og hans dragende stemme i front. Musikken fyldte straks butikken med en ubeskrivelig salig stemning, som varede hele vejen igennem det forholdsvis korte set. Det var enormt smukt, og de publikummer der var faldet i den snakkende gryde i pausen, spidsede ører nogle numre inde i settet og så ud til at nyde det i fulde drag, ligesom undertegnede og ikke mindst de fire musikere. Alt i alt en meget dejlig aften og det mest vellykkede “in-store gig” jeg nogensinde har overværet.

Hymns From Nineveh lavede for nylig en video-session i Kaffe og Vinyl, hvor de fremførte 3 nye numre, som forhåbenlig alle tre finder vej til den kommende plade. Gør dig selv den tjeneste og læn dig tilbage og Nyd det:



Hvis det kunne friste, kan det da lige nævnes at Hymns drager på en mindre Danmarks turné med selveste Murder i starten af april. Se nedenstående datoer og sæt kryds i din kalender:

6. april: Voxhall, Aarhus*
7. april: Huset, Aalborg*
8. april: Dexter, Odense*
11. april: Huset i Magstræde, København*
18. juli: Nemoland, København**
* m. Murder
** m. CODY