Hvem elsker ikke superstjerner ?

Michael Jackson

“Hvem elsker ikke superstjerner ? Det gør vi da allesammen.” – Szhirley

Alle skriver og snakker om det i disse dage. Et af vor tids største pop-ikoner er afgået ved døden, og det er et interessant fænomen at se hvor mange mennesker det egentlig berører og hvordan de reagerer på det. Jeg har aldrig rigtig dyrket manden på nogen måde, men har da fulgt med på sidelinien, da man selvfølgelig ikke kan lade være med at være fascineret på den ene eller den anden måde. Det var også et chok at læse nyheden i går morges meget tidligt, og måtte møde op hos min BA vejleder med en klump i halsen. Det er altid sørgeligt når en musiker dør, uanset om det er én der har betydet noget for dig eller ej. Med min passion for musik, er det svært ikke at blive berørt uanset hvad. Dermed ikke sagt at jeg sidder og tuder. Det ER bare sørgeligt.

Men når det så er sagt, så havde Jackson jo været ret stille i en række år, og selvom der var arrangereret 50 farvelkoncerter i London, så var hans storhedstid for længst ovre. Jeg har svært ved at forestille mig, ham gøre et comeback, altså udkomme med noget nyt hvis han ikke havde været død. Ligesom jeg også har en smule svært ved at forstå den store indflydelse han har haft på diverse musikere og mennesker, og hvorfor de bliver ved med at nævne ham som det største af det største. Det er sikkert fordi jeg som nævnt aldrig har dyrket ham og evt. også fordi jeg er født de år for sent. Men når det er sagt, er det stadig svært at forstå at han er død.

Heldigvis lever musikken videre.

Sunday Morning 1967 vs. 2009

Beck's udgave af 'Bananpladen' Jeg synes det er lidt komisk, at netop som jeg har afleveret en eksamensopgave som bl.a. omhandlede pladecoveret til den såkaldte ‘Bananplade‘ (The Velvet Underground – ‘The Velvet Underground and Nico‘) fra 1967. Så vælger Beck Hansen en uge efter at offentliggøre at han har indpillet selvsamme plade, som han vil offentliggøre ét nummer fra. Fantastisk. Og jeg synes faktisk han har gjort det helt godt. Mine yndlingsingredienser, som også optræder i originalen, er med…det værende; klokkespil og tambourin. mmm. Tag et selv et lyt her:


eller her:

Record Club: Velvet Underground & Nico ‘Sunday Morning’ from Beck Hansen on Vimeo.

Og her er så originalen:

Jeg tror jeg har genforelsket mig i denne plade.

Fælles Studiestart 2009

For 3. år i træk, er jeg med i Fælles Studiestartudvalget i Klostret. Det er en en-dags festival, som Kultur- og Fritidsforvaltningen i Kolding Kommune har afholdt for de nye studerende fra de videregående uddannelser, i september de sidste 7 år. I 2007 blev jeg kastet ind i projektet 2 måneder før det skulle løbe af stablen, fordi de stod og manglede nogle passende bands, og da de vidste jeg kendte nogle stykker, blev jeg sat til at hyre 2 styks. Det endte ud med følgende flyer og program (det er vist ikke så nemt at tyde, men de navne der spillede til denne festival var: Conflict Diamonds (UK), Carlas, 1 2 3 4 og Tim Ten Yen (UK)):
Fælles Studiestart 2007

Sidste år meldte jeg mig så på banen igen, som den eneste genganger fra 2007, og blev hurtigt udråbt til projektleder. Vi havde et dejligt stort budget, og kunne med erfaringer fra de andre år, derfor virkelig få udnyttet de midler vi havde, og hyre nogle fede og halvstore navne. Det endte med at blive én af de mest gennemførte og succesfulde Fælles Studiestartfester nogensinde. Programmet så således ud:
FS 2008

Jeg er igen i år på banen som eneste genganger, så jeg har kunne rådgive resten af udvalget om hvad der er godt at gøre og hvad der ikke er så godt. Jeg har dog pga. travlhed, måtte stå lidt i baggrunden og har enemand påtaget mig ansvaret for den musikalske del af programmet. For vi har i år haft med et betydeligt mindre budget at gøre, så det har ikke været så ligetil som sidste år, og pga. krav fra kommunen, har vi måtte lave om i hele konceptet for festivalen. Den musikalske del har endda været ved helt at ryge ud på et tidspunkt. Men vi er kommet frem til et ret tilfredsstillende program, så der er noget for alle parter. Det indeholder bl.a. gospel workshop og kulturcrawl inden festen i Klostret om aftenen hvor følgende bands vil træde op på scenen:

Wake Up Jacob!
Består af en flok lokale MGK helte, som blander jazz og rock med humoristiske indfald i en overraskende spøjs stil, hvor publikum kan få indflydelse på de stemninger som bandet spiller videre på. De kommer uden om hitskabelonen, men er samtidig ikke bange for det traditionelle og har deres helt egen lyd som er sej og swingende. Wake Up Jacob! fyrede den også at til Fælles Studiestart sidste år og overraskede meget positivt.

La Champville
La Champville Er fire fyre med forkærlighed for Rock’n’Roll. De har med deres forskellige musikalske baggrunde, formået at frembringe en lys som er melodisk, simpel og eksperimenterende. Der kan drages paralleller til blandt andre Arctic Monkeys. De fyrer med garanti et energisk liveshow af, som du ikke vil undvære.

Bodebrixen
Bodebrixen Her er tale om naiv glad-i-låget popmusik med forkærlighed for det svenske. Aske Bode og Andreas Brixen står live i spisdsen for et 7 mand stort orkester, der leverer et show med bl.a. klokkespil, strygere, synthesizers, bongotrommer, tambourin, håndklap og ikke mindst balloner. Alt dette skaber tilsammen et farverigt show, der kan få selv den stiveste fod til at vippe og ethvert smil til at brede sig.

Fælles Studiestart 2009Det hele løber af stablen om præcis 3 måneder, nemlig fredag d. 18. september fra kl. 14-24 i og omkring Studenterhuset Klostret i Kolding. Det er gratis at deltage, men det kræver dog at du har et gyldigt studiekort til en videregående uddannelse på dig.
Der er afterparty på Pitstop fra midnat hvor DJ Stefan From Kolding vil vende plader, og sørge for at holde den festlige stemning vedlige. Også her er der gratis adgang (med armbånd fra Klostret) imellem midnat og kl. 01.

Hvis jeg skulle på Roskilde…

Hvis jeg havde haft tid og råd til at komme på Roskilde Festival i år, er der faktisk efterhånden en hel del navne jeg godt kunne tænke mig at se. Eller det er i hvert fald det indtryk jeg har fået efterhånden som årets navne er tikket ind. Så jeg har sat mig for at lave en oversigt herinde, som forhåbenligt kan være inspirerende for jer derude, som skal afsted:

…And You Will Know Us By The Trail Of Dead
Nick Cave and The Bad Seeds
Cut Off Your Hands
The Dodos
Pete Doherty
Fleet Foxes

Friendly Fires
Håkan Hellström
I’m From Barcelona
Micachu & The Shapes
M. Ward

The Pains Of Being Pure At Heart
Rumpistol
Mikael Simpson & Sølvstorm
Shugo Tokumaru
The Whitest Boy Alive

Yeah Yeah Yeahs

Dem jeg har markeret med fed skrift, er dem jeg er allermest ked af at gå glip af, og som jeg på det kraftigste anbefaler jer der skal afsted, at tjekke ud.

Jeg har været på Roskilde Festival 3 gange i mit liv, og næste hver gang har det været min filosofi, at prioritere de udenlandske navne højst. At der så alligevel har sneget sig et par danske ind på denne liste, hænger sammen med at jeg mener at Rumpistol ville være en speciel oplevelse på Roskilde. Hvad angår Mikael Simpson & Sølvstorm, så var det faktisk på min første Roskilde Festival tilbage i 2003, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette navn kl. lort natten til lørdag (tror jeg det var), og da det er længe siden jeg sidst har oplevet ham live, kunne det være sjovt at opleve ham live på denne festival igen. Som en slags tradition om man vil.

Det er faktisk en ret lang liste, som ville retfærdiggøre billetprisen alene, i og med at det ville koste mig rundt regnet 100 kr pr. band, og dermed gøre det værd for mig at tage afsted. Men så er der transport og mad + drikke oveni og alt det der. Så det går desværre ikke.

Herunder er videoer med nogle af de foretrukne navne…

Shugo Tokumaru – ‘Parachute‘:

M. Ward – ‘Hold Time‘:

Micachu & The Shapes – ‘Golden Phone‘:

Pladeselskabernes selvcensur ensretter musikken

kongenafpop

Musikken står i dag overfor et stort luksusproblem. Der er utrolig meget af den, men der er meget få til at sprede budskabet. Mange musikere vælger derfor ofte i samarbejde med deres pladeselskab at tilpasse deres numre til et mere mainstream popideal, der kan forhøje muligheden for den altafgørende airplay.

Under my umbrella, ella, ella, eller, eller hvad? Radiohittet sniger sig ud af din højtaler. Det lister sig ind i dine øregange og gemmer sig i din bevidsthed, hvor den skaber en idé om, hvordan et klokkeklart hit skal lyde. Hvad du ikke ved er, at nummeret gennemgår en lang proces, før det blidt kan masserer dine trommehinder. Med de ufattelige mængder musik der i dag er at finde, er det en sand jungle for både lyttere, men også for musikere. De skal have deres hit til at klare skærene og komme i rotation i radioen, og det skal helst være så ofte så muligt for at opnå den nødvendige omtale og ’hype’. Derfor er musikere og pladeselskaber meget opmærksomme på, hvordan et nummer kan være så skarpt skåret, hvor overflødige dele er klippet ud, for at forhøje muligheden for at komme i radioen.

 

Styret af konventionerne

Mange musikere, pladeselskaber og radioer lader ofte nogle traditionelle elementer styre en sangs forløb, eller tilpasning til radioen. Og ofte er det pladeselskabet, der står for denne tilpasning.

”Pladeselskaberne ved godt, hvad der skal til for at blive spillet i radioen. De lærer efterhånden at lure hestene på travet. Derfor ved de godt om en sang går an, eller om den ikke går an. De rydder op i sangen og retter den til. Problemet er, at selskaberne følger de rammer, som radioen har afstukket. Det vil sige, radioen slipper for selv at sige det, og så lader de i stedet pladeselskaberne forstå, hvordan de gerne vil have det. Det er jo en form for selvcensur, der er gået i gang.” siger Henrik Marstal ph.d. i musikvidenskab, musiker og forfatter til bogen Hitskabelonen.

Radioen nærer en særlig forventningshorisont hos sine lyttere, som den selv er med til at skabe ved den musik, de spiller. Derfor forventer lytteren ikke, at et nummer er mere end omkring tre til fire minutter. Samtidig med skal musikken have et behageligt flow, hvor der ikke er alt for mange afbrydelser af langsommelige introer eller upassende pauser.

”Regel nummer et er, at dem der beslutter, hvad der skal spilles i radioen synes, at musikken er egnet til at blive spillet. Det vil altså sige, at det er musik som, er i stand til at ’please’ lytterne, og give dem et indtryk af en ’feel-good stemning’.” siger Henrik Marstal og fortsætter:

”I meget af den musik der bliver spillet på dansk radio, tager de hensyn til, om sangene er kendte, eller om det er sange, der kan blive kendte.”

Derfor bliver mange sange fravalgt, samtidig med, at den musik, der bliver spillet, ofte har mange af de samme opbygningselementer. 

 

Et købers marked

I dag hvor pladeselskaberne har det hårdere end nogensinde, og der er mere musik, end der før har været, er markedet anderledes mener Henrik Marstal:

”Man kunne godt vænne den om og sige, at radioen er afhængig af, at der kommer nogle selskaber, der vil lave noget god musik. Sådan er det ikke helt mere. Der kan man godt mærke, at radioen er blevet mindre afhængig. Det er på en et måde købers marked i dag.”

Det danske reggaeband Bliglad har på egen krop oplevet, netop hvordan et købers marked fungerer. Bandet debuterede i 2007 med albummet ’Kærlighed til folket’ og havde stor succes med en række hits der flittigt blev afspillet hos de danske radioer. Med bandets opfølger ’Bare spil noget lårt’ har de opdaget, hvor meget radioairplay betyder for dem, og hvor svært det kan være at få, selvom man arbejder ihærdigt for sagen. I samarbejde med deres pladeselskab, valgte Bliglad nemlig, at klargøre tre versioner af deres andet singleudspil ’Skinke med laksko’, i tilfælde af, at en af de tre versioner skulle falde i radioens smag.

”Redigeringen sker i post-produktionsfasen. Vi får tilsendt en mp3 fra pladeselskabet, som vi skal komme med vores mening om. Jeg vil lige sige, at i vores tilfælde har det været ekstremt kaotisk. Det er sådan, at vi har været seks mennesker der har siddet og skulle danne sig en mening om en mp3 fil, eller tit tre mp3 filer ad gangen. Hvis pladeselskabet har klippet helt vildt i det og lavet en hel masse om, og vi så kommer og siger det er ikke særlig fedt, så er det et kæmpe arbejde at gå tilbage i processen og lave det om igen. Så derfor har vi ikke gjort det.” siger trommeslager i Bliglad Kasper Brinck Kristensen og han tilføjer:

”Tidligt i processen vælger vi tre ud af de 14 sange, der er indspillet, og siger det er potentielle hits. Derfor bliver vi nødt til, at lave en ’hitform’ på dem. Så både ’Kongen af Pop’ og ’Skinke med Laksko’ som var de to første singler fra den nyeste plade, er begge blevet ekstremt efterredigeret. De lyder på ingen måde ligesom, dengang vi indspillede dem. Hverken lydmæssigt, formmæssigt eller instru-mentalt.”

Henrik Marstal mener, at det er en uheldig udvikling:

”Jeg synes generelt, at det er en dårlig tendens, at radiostationerne får lov til at gå ind og få råderet på det der angår det kunstneriske område, og det er faktisk det, der sker, når Bliglads pladeselskab kommer med tre versioner. Jeg kan godt forstå, at det er nødvendigt at gøre det, men det ikke er så heldigt. Det er et gammelt kendt princip, at have et armslængde princip. At man lader nogen producere noget kunst, og så lader man nogle andre tage stilling til det. Den frihed går de lidt ind og roder ved når man siger, jamen vi vil kun spille, hvis I gør sådan og sådan. Det synes, jeg måske er lidt ærgerligt.” siger Henrik Marstal.

 

Det er lige som at spille live

Netop denne tilpasningsproces pladeselskaberne foretager, mener Lars Trillingsgaard, fra playlistudvalget på DR P3, er sammenlignelig med, når musikken bliver ændret til at spille live.

”Det er ikke særlig sært at musikere tilpasser sin musik til radioen. Det gør de ved musikvideoer, og det gør de også, når de er ude og spille live. Der spiller de jo ikke altid det første nummer fra  deres plade, startende på den samme tone. Der udvikler nummeret sig også på en anden måde. Selvfølgelig er der nogle æstetiske krav, man skal leve op til i radioen, fordi man må tænke på hvad for en situation nummeret bliver brugt i. Næsten al radiolytning er en sekundær aktivitet, så der er mange, der vælger, at optimere deres lyd, hvis der er et eller andet indlysende, man kan gøre.” Lars Trillingsgaard nævner for eksempel, at en meget meget stille intro sjældent fungerer.

”Folk er ofte i gang med at lave noget andet, og da kan de ikke høre det alligevel, derfor vælger mange producenter, at klippe en meget stille intro ud. Eller hvis et nummer bliver ved i det uendelige, hvis det efter 6:20 minutter, bare er omkvædet der kører igen og igen, jamen så vælger mange også at klippe det ned.”

Denne sammenligning er Henrik Marstal dog ikke helt enig i.

”Det er på en måde rigtigt, men jeg synes alligevel, at det er en logik, som jeg har svært ved at følge. Der er jo en lang tradition for, at det man hører i radioen, er det musik som kunstneren har indspillet, og ikke musik som de har redigeret bagefter. Så det er en lille smule omvendt logik synes jeg.”

 

Det store dilemma

Skal man så vælge og lave sin musik efter bedste overbevisning og have en tiltro til, at det nok skal blive spillet, eller skal en tilpasning til radiomediet være med i overvejelserne?

”Jeg synes nogen gange, at nogle pladeselskaber er lidt for hurtige med fordommene om, at hvis der er rap i nummeret, så vil P4 ikke spille det, og hvis der ikke er rap i nummeret, så vil P3 ikke spille det. De tror, de ved en masse ting. Der vil det måske være lidt sundere, hvis de lagde det frem og sagde,: Hey, her er et statement fra en artist, vil I spille det eller ikke spille det? – Hvis det er godt nok, så er det godt nok.” siger Lars Trillingsgaard.

Bliglad og Kasper Brinck Kristensen forholder sig til dette, på en anden måde:

”Vi vender bare det døve øre til de rettelser, der er lavet til radioen. Vi ved jo med os selv, at vi ikke har haft noget med det at gøre. Det er ikke os det der. Når jeg står med pladen i hånden og hører den igennem, så kan jeg høre det i musikken, som jeg har været med til. Alt det andet som er efter redigeret, og som er lavet til radioen, det prøver jeg at lade være med at tænke på. Det er også derfor, man har et pladeselskab, fordi  de tænker på penge. Hvis man som kunstner tænker på penge, så bliver det hurtigt mere mainstream popmusik, som ikke er særlig interessant.”

Hype: Grizzly Bear – Veckatimest

grizzly-bear1

Som vi tidligere har omtalt her på siden, så har Grizzly Bear arbejdet på deres plade i et stykke tid. Deres sidste hele album er helt tilbage fra september 2006. De har indimellem udgivet ep’en Friend, men har altså nu deres tredje fuldlængde album på gaden. Veckatimest er navnet, og den vil jeg da godt lige kaste en ordentlig portion positive vibes efter. Det er et aldeles fremragende album. Der er flere meget positive anmeldelser af albummet, og det er jo altid rart, når man for en gangs skyld kan dele sin positivisme med anmelderne. 

LYT til albummet – det er den mest dybfølte opfordring. Der er ikke én dårlig skæring på den plade. Tværtimod er den spækket med ørehængere, og efter min personlige mening topper Grizzly Bear indtil nu med Veckatimest. Horn Of Plenty og Yellow House er begge fremragende plader, bestemt, men den seneste indeholder en tilgængelighed og en særlig energi, der gør den helt speciel.

Jeg vil nøjes med at fremhæve to numre selvom alle SKAL og BØR blive checket ud. Two Weeks og While You Wait For The Others. Ja de er dæleme gode – jeg ved ikke helt hvordan jeg i skrivende stund skal forklare numrene med ord. Men tag lige og lyt, du vil IKKE fortryde.

Underlægningsmusikkens Kontrol

Musik eksisterer på rigtig mange planer. Et plan der ikke altid er blevet undersøgt særlig meget er underlægningsmusikken i film. I dette tilfælde i kriminaldokumentarer. Musikken har alt at sige, og den har magten til at fortælle os det meste, også selvom det ikke altid nødvendigvis er helt entydigt. Det kan være et stort problem, vi bør alle være meget opmærksomme på den musik der ledsager disse programmer.

Jeg har været så heldig, at skrive opgave om netop dette emne i en veloverstået bachelor opgave. Og det viste sig at være ligeså interessant som håbet.

Musikken har mange funktioner, men nogle af de mest centrale er, at:

  • Den er det følelsesmæssigt styrende element, som fortæller ting billederne ikke selv kan
  • Den binder scenerne sammen
  • Den skaber fortællingen i forhold til de karakterer der er med

Det er en stigende tendens at bruge store mængder musik i kriminaldokumentarer. Tit er det sådan, at der er mange sider af en kriminalsag. Men hvad sker der så når musikken bliver brugt, på en sådan måde, at den kommer til at bestemme hvilken side af sagen vi forholder os til.

Programmerne har magten til at tegne et billede til den brede befolkning, og det er der så sandelig mange farer ved. Det foregår i stor stil i TV2’s Den sorte box, hvor programmerne vælger en side af sagen og tegner et billede der passer til den.

I andre Sager der nager, som er DR’s sidestykke, foregår det mere objektivt og overlader al beslutningstagen til os seere. OGSÅ via musikken. Musikken kan altså rent faktisk godt være neutral.

Rent konkluderende var det interessant at se, at der er en stigning i brugen af underlægningsmusik, men skal det være på bekostning af god troværdighed, når det godt kan laves uden at miste den?

Kanalerne bygger det nok på, hvad vi som seere vil have? For det er nok ikke svært at svare på, om vi vil have altoverskyggende objektivitet eller rendyrket underholdning? Eller er det?

Skriv endelig hvis du vil have vide mere, for dette er blot en meget kort opridsning af de problemstillinger vi berørte.