Larsen & Furious Jane

I hate to say I told you so. Det kan min kusine sige lige så kækt hun vil, for det var hende der i sin tid introducerede mig for Larsen & Furious Janes’ debut skive ‘I’m Glad He’s Dead’, og dermed for bandet i det hele taget. Et fabelagtigt band. Deres univers svæver om så ufattelig mange ting. Især deres destruktive tekster, som de så ofte underbygger instrumentalt, og de gør det så skræmmende godt, at det ganske enkelt er svært at sætte ord på.

Men…. det der er hele pointen med dette indlæg er, at jeg synes deres nye plade er et mesterværk. Det er ganske enkelt en af de fedeste danske plader der nogensinde er lavet. I hvert fald i min levetid. Ja, jeg ved det er store ord, men i det lange løb, der fungerer pladen, som i øvrigt hedder ‘Zen Sucker’, fandme godt. Især synes jeg at ‘A Car That Comes With The Job’ er et fabelagtigt nummer. Desværre har jeg kun kunne grave et andet nummer op fra tubens brønd, men det er dæleme også godt: ‘Local Nobility’ også fra ‘Zen Sucker’.

Tag selv stilling og lyt her…. det er dunkelt, men det er fandme også godt.

X-Factor og boybands

Jeg har slet ikke fulgt med i denne omgang X-Factor, men er helt tilfældigt kommet til at sidde og se finalen, som løber af stablen i skrivende stund. Det er som om de bygger sådan en bestemt stemning op – selvom det slet slet ikke er det samme som sidste år, da jeg havde fulgt mere med – men jeg er skam fanget! Også selvom jeg ikke synes at der er nogen som helst af finalisterne der behøver at vinde! Jeg misunder dog deres optræden med Take That, og syntes da også at det var ret kikset at de absolut skulle synge ‘Patience’ lige inden Take That trådte ind på scenen. Er der ikke en uskreven regel for sådan noget ? – Du hører da heller ikke f.eks. Flaming Lips lige inden selvsamme band går på scenen på pågældende spillested…vel ?

Du undrer dig sikkert over at jeg misunder dem for at have stået på samme scene som Take That, men det findes der selvfølgelig en forklaring på. Da undertegnede var 9-10 år gammel i start/midt 90’erne, var du enten fan af Boyzone eller Take That, hvis du ikke lige havde fået ørerne op for grungen. Jeg nåede lige netop at hoppe med på Take That vognen inden de gik i opløsning i 1996. Mark Owen med den spædeste stemme i gruppen, var underligt nok mit store idol og der har selvfølgelig ikke været noget boyband der siden har kunne gøre så stort indtryk på mig som de gjorde i sin tid. Så det var derfor helt sjovt pludselig at befinde sig i samme barndoms-iver, da de trådte ind på scenen i TV, og opleve den misundelse der straks vældede op i mig. Haha! Det skal da lige tilføjes, at de langt fra er det samme efter de er blevet gendannet.

Meget passende, er Robbie Williams forresten i dag trådt et skridt nærmere sin gamle gruppe, hvilket vel kun kan være godt nyt. Måske de kommer nærmere deres gamle jeg når/hvis han kommer tilbage ? – Det vil vist kun tiden vise.

Nå, nu røg Mohamed ud af X-Factor. Det skulle ikke undre mig hvis det er Alien Beat Club der løber af med sejren, for det er dem jeg har hørt mest om uden overhovedet at følge med. Linda har iøvrigt noget Hanne Boel over sig (udseenet!)… Jeg ser iøvrigt allermest denne finale i et forsøg på at samle inspiration til mit bachelor projekt, som står og banker på lige om hjørnet. Mere herom i et fremtidigt indlæg…

Og selvfølgelig skal i da lige have én af mine favoritter med her på falderebet. Det var dengang der var mainstream-pop til!:

CD’EN ER SENDT TIL TÆLLING

cdsvg

Mp3’en stormer frem på internettets markedspladser i alle afskygninger, men hvad med den gode gamle cd? Den er her endnu, og selvom den af mange spås en snarlig død, så kan den stadig noget en mp3 ikke kan måle sig med.

Klik.

Så hurtigt køber man musik i dag over internettet. Man bevæger musens markør hen til en lille fil afbilledet på en computerskærm hvorefter lyden af Kim Larsens ’Joanna’ pludselig drøner ud af computerhøjtaleren. Med et par yderligere klik overføres filen til en iPod og musikken kan bringes med og blive hørt overalt.

 

En aluminiumsskive kan også have værdi

Det er i stigende grad sådan de musikalske købevaner ser ud for de computerkyndige musikelskere, der benytter internettets mange muligheder. Men det er ikke alle, der vælger denne nye nemme metode. For selvom salget af cd’er er faldende, så vælger rigtig mange mennesker stadig at købe deres musik på en aluminiumsskive, i form af cd’en. Faktisk langes otte ud af ti albums stadig over disken hos den lokale pladepusher, og det er der flere grunde til:

”Jeg køber stadig cd’er fordi jeg samler på tingene og så har jeg dem stående, så jeg kan tage dem ned fra hylden og se hvor de er optaget henne og hvem der har mixet dem. Det får man ikke når man bare køber en mp3, så får man kun den rå lyd og intet andet”, lyder det fra Lasse Olsen, en cd-glad studerende ved Århus Universitet der køber alt sin musik på den lille laserplade. For ham betyder cd’erne rigtig meget:

”De har stor affektionsværdi for mig. Nu er jeg jo så nørdet, at alle mine cd’er står i alfabetisk orden. Stort set alle cd’erne kan jeg huske hvor jeg har købt henne, jeg kan huske hvad jeg har givet for dem, og de minder mig om tidspunkter i mit liv hvor jeg har lyttet til dem”.

 

Cd’er er stadig efterspurgte

Musikere eksperimenterer med nye alternative måder at udgive deres musik på, og et eksempel på et band der har forsøgt at undgå cd-mediet er det danske orkester Marybell Katastrophy. Den 24. november i år, udgav de deres debutalbum og efter at have valgt alternative downloadmetoder på internettet til deres første to tidligere EP’er, har de valgt, at deres debutalbum også skulle op på cd-hylderne. Emil Thomsen fra Marybell Katastrophy begrunder:

”Vi troede med EP’erne, at nu skulle cd’en ud, men vi var for hurtigt fremme, tiden var ikke rigtig klar til det endnu. Så vi måtte finde på noget andet, for cd’en har stadig nogle fordele i forhold til en mp3, man kan lave sammenhængende overgange mellem numrene, og cd’en har stadig en bedre lydkvalitet end en mp3 har”.

En stor efterspørgsel på Marybell Katastrophys musik hos deres lidt ældre publikum, har også resulteret i cd-udgivelsen. Mange på omkring de 30 år og opefter, ville gerne have et fysisk eksemplar af det stykke musik de bruger deres sparepenge på.

Det mener Charlotte Rørdam Larsen Lektor på Musikvidenskab ved Århus Universitet, at der er en helt naturlig forklaring på. Hun mener at cd’en og medier i det hele taget, er meget bestemt af deres generation. Cd’en bliver derfor i særdeleshed brugt af generationen, der er vokset op med den i 80’ernes Synth-pop og 90’erns Boybands.

Hun mener, at vi befinder os i en brydningstid, der handler om vaner og distribution af musik, hvor der findes to forskellige måder at udgive musik på; Den hurtige online internethandel hvor man klikker sig til sit køb, og så den mere gaveprægede cd-handel, som vi kender. For hvem kunne for eksempel tænke sig en lap papir med en kode til 10 numre på iTunes (Apples online musikhandel) i en lille konvolut med sit navn på til jul? Nej vel? Cd’ens fysiske fordel er i denne forbindelse svær at gøre op med, og i den forstand vil den stadig have et købedygtigt publikum i fremtiden.


Det skrantende medie

Branchefolk der lever af at sælge musik, mærker også i høj grad, mediers omstrukturering.

”Cd’en skranter – men lever endnu og jeg forventer at det varer lidt før den er væk”, siger Jesper Bay der sidder som talsmand for IFPI, hvis opgave består i at forsvare pladeselskabernes fælles rettigheder.  ”Helt reelt, så har vi jo set et meget drastisk fald over de sidste 7-8 år. Det faktum kan vi jo ikke ignorere, men væk er den jo altså ikke og der går nok nogle år endnu før den forsvinder. Men vi bliver selvfølgelig nødt til at erkende at den er på vej væk”.

Cd-glade folk som Lasse Olsen vil sikkert viljestærkt holde fast i cd’en. Det er fordi cd’ens fysiske form er tiltalende, den har en kvalitativ lyd, den kan laves om til mp3’er og den kan sættes på et anlæg. Men cd’ens rolle som altdominerende medie vil foretage sig i takt med at ’internet-generationen’ i højere grad får indflydelse på det musikalske marked. Det har vi nu branchens eget ord på, og når de selv siger det, så begynder der (jo nok) at være noget om snakken.


Cd’ens info

  • Cd blev solgt for første gang i 1982
  • Den blev udviklet i et samarbejde mellem Philips og Sony

IFPI (International Federation of the Phonographic Industry)

  • I 2000 havde pladeselskaberne en årlig omsætning på cirka 1,1 milliard kroner
  • I 2007 var der, til sammen ligning en omsætning for cirka det halve; 615 millioner kroner
  • Herunder var digital musik cirka 54,5 millioner af beløbet i 2007, og beløbet står til at blive fordoblet i 2008.

Indiens mormor

Northern Soul badge

Jeg opdagede for nyligt, at min skribentmakker (og fætter) herinde, ikke aner hvad Northern Soul er. Det er jo en kæmpe fejl i hans opdragelse, da Northern Soul jo ligefrem siges at være indiens mormor!

Northern Soul er et begreb der opstod i slutningen af 1960’erne, da en ejer af en pladebutik i Covent Garden i London blev nødt til at navngive genren for at gøre det nemmere for hans medarbejdere at skelne imellem den dengang nyeste sorte soul fra den ældre sorte soul (fra starten af 60’erne). Det var primært blandt de såkaldte Mods, at Northern Soul blev dyrket, selvom der også fandtes Mods der dyrkede andre genrer såsom Psykedelisk Rock, så dyrkede de Mods der kom fra det nordlige England udelukkende Northern Soul og Ska (også kaldet Blue Beat opkaldt efter pladeselskabet Blue Beat Records der bl.a. udgav Ska i England i 1960’erne). Senere hen delte denne gruppe Mods sig op i yderligere to grupper, dem der fortsat dyrkede Northern Soul og dem der senere hen blev kaldt Skinheads, altså dem der virkelig tog Ska’en til sig og gjorde det til en livsstil.

I 1963 åbnede Twisted Wheel Club i Manchester, som den første natklub nogensinde der førte deres profil med Northern Soul. Klubben nåede dog at lukke før Northern Soul for alvor brød igennem i midten af 1970’erne, men der var selvfølgelig en masse andre klubber der var åbnet i mellemtiden til at føre genren videre. Én af dem var Wigan Casino der i 1973, også i Manchester, åbnede dørene for de Northern Soul glade Mods. Wigan Casino’s højdepunkt var da det amerikanske magasin, Billboard i 1978 kårede klubben som verdens bedste diskotek. Festen varede dog ikke evigt, da klubben i 1981 blev nødt til at lukke på grund et stigende forbrug af diverse stoffer blandt klubbens gæster, samt en forringelse af den musik der blev spillet. Det siges at scenen opløstes med Wigan Casino’s lukning, og den var da også næsten forsvundet i 1980’erne, men eksisterer altså stadig i undergunden og i bedste velgående den dag i dag med diverse Northern Soul klubber verden over. Her i Danmark har vi endda også en klub vednavn Backstreet, der rådyrker stilen, når de nu og da afholder klubaftener på diverse steder i København. Senest var i starten af denne måned i Råhuset.

Én af de nok mest kendte Northern Soul klassikere, er ‘Tainted Love‘ med Gloria Jones fra 1964, som Soft Cell udødeliggjorde i 1981. Lyt selv:

Det siges at ‘I Can’t Help Myself (Sugar Pie, Honey Bunch)‘ af The Four Tops, er den sang der definerer genren allerbedst, så den får i også lige med her (beklager lydkvaliteten…but it’s the real thing!):

northern soul

En plade der handler om noget

Glory Hope Mountain‘ er de canadiske The Acorn’s tredje udspil fra 2007 som jeg helt tilfældigt stødte på for ikke så længe siden. Det er en meget smuk plade der handler om sangskriver Rolf’s mors flugt fra Honduras til Canada da hun var en lille pige. Hun flygtede fra en barndom fyldt med mishandling og misbrug i Honduras og skabte sit eget liv i Canada. Rolf’s far arbejdede i Unicef, men døde meget pludseligt da Rolf var teenager og tog dermed en masse ubesvarede spørgsmål med sig i graven. Dette motiverede Rolf til at lave et interview med hans mor om hendes liv, hvilket blev grundlaget til denne plade, som jeg på det varmeste kan anbefale!

Her er et af mine yndlingsnumre fra den:

Dyrevennerne

Jeg var så heldig at få en billet foræret til den ellers udsolgte koncert med Animal Collective i Amager Bio i fredags. Jeg må være ærlig og indrømme at det ikke lige er det band jeg har dyrket allermest, så jeg havde ikke lige så mange forventninger som min veninde, der viste sig at være kæmpe fan, jo nærmere vi kom koncertstart.

Hele min oplevelse den aften, blev lidt farvet af den døsighed, som den voldsomme bas fremkaldte. Den var allerede gal ved opvarmningen, som Pantha Du Prince stod for. En hætteklædt fyr der gemte sig bag en pult, som stod han og blandede en magisk drik. Det var meget svært at se hvad han egentlig lavede, men det der kom ud af højttalerne i 40 lange minutter (næsten uden afbrydelser), mindede mig mere og mere om en rave fra mine tidlige teenage-år, jo længere vi kom ind i settet, end om det lydunivers jeg var sat op til at skulle ind og opleve. Kort sagt, jeg brød mig ikke rigtigt om det.

Vi stod helt oppe ved scenekanten, lige foran Noah Lennox aka Panda Bear, som tydeligvis var den pigerne omkring mig, havde ventet på. Rent lydmæssigt, startede det godt ud, men der varede ikke længe før jeg blev nødt til at hive mine ørepropper frem på grund af den voldsomme bas. Det siges jo, at du for det meste får den bedste lydoplevelse hvis du står nede ved lyd/mixerpulten, men da min veninde insisterede på en plads oppe ved scenekanten, og jeg syntes det var en god idé i forhold til hvad ryg og knæ efterhånden kan holde til, blev det sådan. Jeg har så også efterfølgende via diverse anmeldelser, erfaret at det ikke kun var der hvor vi stod, at lyden fremstod meget mudret til tider. Jeg skyder skylden på den vilde bas der til og med fik glassene på scenekanten til at hoppe og danse! Derudover havde de det med at trække nogle af numrene i langdrag, og bandmedlemmerne virkede ikke supertændte på at være på scenen. Hvilket var ærgeligt, for det virkede virkelig som om at folk havde set meget frem til denne koncert.

Men ser man bort fra det, så var det nu alt i alt en god aften med en koncert der startede sløvt ud og endte i det mere energiske hjørne, hvor folk endelig fik lov til at danse og hoppe lidt. For tilsyneladende havde en stor del af publikum forventet at koncerten ville udvikle sig til noget som de kunne danse til. Det var nu ikke det jeg havde forventet, i og med at mit indtryk af Animal Collective inden koncerten, var de her fantastiske lyduniverser, som nogle gange kan være svære at forestille sig live, og jeg havde set frem til bare at stå og nyde indtrykkene og se hvordan bandet havde tænkt sig at fyre dem af live. At det så blev lidt spoleret af denne her voldsomme bas er så hvad det var. Jeg blev generelt meget imponeret over at man kan fremstille sådan nogle små værker af syret musik, og samtidig holde takten, som sad man og hørte pladen. Sikke et cirkus…på den gode måde!

Jeg vil hermed slutte af med mit nye favoritnummer med de kære dyrevenner:

The Pains of Being Pure At Heart

Jeg vil gerne anbefale dette band på det kraftigste. Har man hørt My Bloody Valentine og kunne lide det, samtidig med, at man kan lide at høre lidt god gedin teen-pop. Ja så er dette her lige nøjagtig noget for dig. For føj for den hvor er det godt. Ligesom sine storebrødre i My Bloody Valentine, så tager det lidt tid at vænne sig til stilen, men det er noget tid du ikke fortryder. Lade os håbe at vejen snart kan føres forbi DK.

Lyt til et af deres fedeste numre her:

The Pains of Being Pure at Heart – This Love is Fucking Right

Er det virkelig så galt ?

Vega og Voxhall
Det er jo ikke nogen hemmelighed at Danmarks nuværende regering fra starten har været rigtig dårlige til at dele resourcerne ud på bl.a. kulturområdet. Først med den katastrofale duksedreng Brian Mikkelsen, der ikke engang kunne finde ud af at udtale sit “favorit band” Swan Lee’s navn ordentligt, og nu med den mindst lige så kedelige og konservative Carina Christensen, som godt nok har en Cand.negot. i baghånden. Den skulle forestille at klæde den studerende på med 50% økonomi og 50% sprog og kultur, i form af fag som Historie og samfundsforhold, Kulturhistorie, Mundtlig kommunikation, Interkulturel kommunikation, Forhandlingstræning og grammatik og så en række økonomiske fag som er irrelevante for dette indlæg. Så er det jeg sidder og tænker – som studerende på universitetet og en næsten gennemført bachelorgrad – det kan da godt være at alle de her fag lyder ih og åh så fancy…men de klæder dig sgu ikke på til at kunne gå ud og tage 100% stilling til alt hvad der rører sig i kulturen! Og det viser Carina Christensens seneste kedelige udspil sørgeligt nok, holder stik – hun har nemlig afvist spillesteder.dk’s appel til kulturministeriet om en nødpakke på 10 millioner kroner. Det er så hvad det er, ingen overraskelse. Men det er jo også så nemt at skyde skylden på politikerne…

Der er efterfølgende dukket nogle artikler op om, at de jyske spillesteder altså lever i bedste velgående. Det er da også bemærkelsesværdigt, at hver gang der har været en artikel om et lukningstruet spillested, så har der været tale om et københavnsk spillested. Senest har man måttet fyre to medarbejdere på Vega. Her kommer min undring så ind i billedet, da jeg efter lidt research er kommet frem til at netop Vega f.eks. har ca. 235 timelønnede ansatte og 15 fuldtidsansatte, og sammenligner man det med eksempelvis Godset (der har været så heldige at få det største tilskud tildelt fra Kunstrådets Musikudvalg i forbindelse med udnævnelsen af regionalt spillested i perioden 2009-2012, bl.a. fordi de afholder ca. 12-14 koncerter ude af huset, på enten Pitstop eller Klostret) eller Voxhall der begge steder kører rundt med 5-6 fuldtidsansatte og en masse frivillige hænder til bar, garderobe, dør, afvikling, håndtering af lys og stagehands m.m. Jeg er godt klar over at Vega har en kapacitet der er tre-fire gange så stor som de jyske eksempler, og at de derfor også har brug for det flere hænder. Men hvis nu de 235 timelønnede ansatte var frivillige, så ville deres udgifter jo ikke være så mange, og deres krise ville ikke være så stor, at de ville blive nødt til at gå til kulturministeriet og bede om hjælp. Jeg har desværre ikke kunne finde frem til om nogle af de andre kriseramte spillesteder kører samme politik som Vega uden frivillige, så kan derfor ikke generalisere og sige at alle de københavnske spillesteder burde følge den jyske model. Men måske Vega burde kigge sine jyske kollegaer over skuldrene og følge deres eksempel. Måske billetpriserne dermed også kunne sænkes i samme ombæring, hvis de gjorde brug af frivillige hænder istedet for timelønnede ? – Jeg dagdrømmer vist nu. Men hallo! Det er jo logik for burhøns at skære ned på de timelønnede.